Ondskab er ikke noget nyt. Tænk bare på Det Gamle Testamentes fortælling om Kain, der slog Abel ihjel. Eller tag slangen i Paradisets Have, der lokkede Eva til spise af Kundskabens forbudte træ.

Alligevel fylder ondskaben mere end før! For med hensyn til ondskab er alle tabuer nu kun til for at blive afskaffet.

Næsten daglig læser vi gladelig om, at Jack The Ripper er genopstået som bestialske mænd, der skænder og myrder kvinder på det grusomste.

Det er heller ikke uaktuelt, hvad sadistiske fascister engang gjorde ved deres ofre. For i en Østerbrovilla har teatergruppen Republique/Signa netop lavet en forestilling over Pier Paolo Pasolinis ondeste og mest sadistiske film ’Salò – 120 dage i Sodoma’.

Ikke engang den ultimative ondskab – jødeudryddelserne under Anden Verdenskrig – er passé. For med guldplomber fra holocaustofrenes tænder har kunstneren Marco Evaristti bygget en minimodel af kz-lejren Auschwitz-Birkenau og dermed pustet nyt liv i diskussionen om, hvad kunst kan tillade sig for at tilfredsstille publikums stigende nysgerrighed.

Den forbudte frugt
Men lad os begynde med begyndelsen. I den såkaldt mørke middelalder virkede ondskaben i en højere sags tjeneste, nemlig godhedens. Den var det djævelske redskab, som kirken truede alle med, hvis de ikke var tilstrækkelig fromme.

Senere fik ondskaben andre arbejdsgivere, og i dag er den ikke længere et skræmmebillede. Den er blevet et fascinationsobjekt. Den har fået sit helt eget formål.

Den fascinerer og fastholder og er blevet en blodrød skummende bølge i tidens store hav af underholdningstilbud.

Hvorfor? Fordi ondskabens fundamentale figur lukrerer på vores nysgerrighed. Den repræsenterer grænseoverskridelsen, det forbudte. Den er stadig som en frugt fra Kundskabens træ, og den smager tilsyneladende bedre end nogensinde.

Den kan stadig få nogen til at gøre alt det, de ikke må, hvad enten det er at have sex med naboens kone, snyde en gammel blind enke for hendes sidste sparepenge eller begå hadeforbrydelser over for minoriteter.

Frank Hvam
Ondskaben har ingen alder. Men på det seneste har den fået vokseværk og kommer nu til os i alle størrelser og variationer. Ondskab i småtingsafdelingen har aldrig haft noget stort publikum. Men der kan være undtagelser.

For i passende doser kan den være fornøjelig, fordi den er så menneskelig. Det kan man se i Casper Christensen og Frank Hvams ’Klovn’: Tv-serien handler om to mænd, der ikke har det spor godt med De Ti Bud: De har andre guder (mammon), de begærer deres næstes ejendom, de begår hor (hvis ellers de kan slippe af sted med det), de bærer falsk vidnesbyrd, det vil sige lyver, og de respekterer heller ikke rigtig deres forældre – for nu bare at tage et par bud.

De repræsenterer en postmoderne ondskab, hvor det onde er, at deres overskridelse er helt integreret i deres levevis – og de er for så vidt succesfulde. Man kan sige, at ’Klovn’ skildrer ondskaben i kulturen, for nu at henvise til gamle Sigmund Freud.

Ondskab.  'Klovn' viser den på tv som nærmest fornøjelig og menneskeligLad den rette komme ind
Men for at være rigtig ond kræves der magt, og det er den store magtfulde ondskab, der optager os mest. Ellers ville vi ikke blive ved med at læse tykke biografier om Adolf Hitler, Heinrich Himmler og Josef Stalin. Vi vil så gerne forstå, hvordan så megen ondskab dog kan opstå og blive til kød og blod.

Der findes dog formildende omstændigheder, selv for ondskab. Den kan legitimeres og er ofte blevet det i kulturens verden. For når ondskab bliver nødvendigt for at overleve – blandt anden ondskab – er den svær at dømme ude.

Er det moderne ondskab at se en far slå drenge ihjel, ja slagte dem, for at skaffe blod til sin tørstige vampyrdatter? Og vi taler vel at mærke ikke om Transsylvanien eller London by night, men om en tilsneet svensk soveby.

Det var en sådan en ondskab, vi oplevede i den svenske instruktør Tomas Alfredsons bloddryppende film ’Lad den rette komme ind’.

Perverteret tak for sidst
Er det moderne ondskab at se en pige sætte ild til sin far, fordi han har været satans styg ved mor? For det så vi jo, endda flere gange, i Millenniumtrilogien af en anden svensker, Stieg Larsson.

Eller er det moderne ondskab, når en kvinde har sex med sin mand og i selve nydelsens ypperste øjeblik bliver årsag til, at hendes barn falder ud ad vinduet og mister livet? For sådan begyndte Lars von Triers nyeste kultfilm ’Antichrist’.

Ondskab kan også være en betinget refleks, et nødvendigt svar på særlig graverende omstændigheder, en perverteret tak for sidst. Og derved får den sin berettigelse i et samfund, hvor systemet ofte svigter og retfærdigheden ikke altid sker fyldest, medmindre man – som Lisbeth Salander i Stieg Larssons bøger – selv påtager sig rollen som hævnens engel.

I Skandinavien har selvtægt altid været forbudt, såvel legalt som mentalt. For ved selvtægt sætter individet sig ud over alle regler. Selv en nok så uretfærdigt behandlet borger har værsgo at følge landets love. Men kun indtil han er blevet tilstrækkelig provokeret.

LÆS ARTIKELSalander er en ny femi-Rambo

Den problematik er der drejet mange film over. Det begyndte med amerikanske mainstreamfilm som ’Dirty Harry’ og fortsatte med ’En mand ser rødt’ i 70’erne. Genren, de såkaldte vigilantefilm, blev i starten udskreget som fascistoide og farlige på grund af den såkaldte helt overlagte ondskab, som de repræsenterede:

At hovedpersonen i en film kunne miste tålmodigheden og tage loven i egen hånd repræsenterede noget klart antidemokratisk. Set med ordensmagtens briller kom genren til at stå som en trussel mod den vestlige civilisations helt grundlæggende politisk-juridiske spilleregler.

Og over tredive år efter sit gennembrud er genren stadig lige så kritiseret og udskældt, som den er elsket for sin katarsisvirkning. For når en kynisk massemorder er frikendt ved domstolene på grund af bevisets stilling eller noget andet juridisk hokuspokus, er det nu engang enormt befriende, at nogen alligevel gider blæse ham til støvregn.

Ondskab under den pæne overflade
Den franske film ’Irréversible’ af Gaspar Noé har vendt hævnen om. Først ser vi voldtægtsmanden blive brutalt slået ihjel med en brandslukker. Men årsagen til drabet og ondskaben får vi først i midten af filmen som en otte minutter lang anal voldtægtsscene.

Ikke kun bliver kvinden (Monica Bellucci) skændet bestialsk, men hun får også sine klassisk smukke ansigtstræk slået til sildesalat.

Pointen er netop at demaskere selvtægten ud fra filmens dekonstruktion af den aristoteliske trekant med en begyndelse, en midte og en slutning i kronologisk forløb med forløsning til katarsis og pointe.

Til gengæld kan man pege på østrigeren Michael Hanekes film om ondskab, ’Pianisten’, ’Funny Games’ og senest ’Det hvide bånd’, som lader det onde stå tilbage sort og smerteligt på det hvide lærred.

Disse film er eksempler på, at ondskaben også hviler trygt og godt i såkaldt pæne og civiliserede, ja, endog intellektuelle europæere, men er betingelserne til stede, stikker den sit hæslige hoved frem.

LÆS ARTIKELDa ondskaben kom til Tyskland

Det samme kan også siges om de fleste af Lars von Triers film. Ikke mindst hans seneste, ’Antichrist’, som bag den banale gyserskabelon beskæftiger sig med seksualiteten som en trussel mod den maskuline civilisations egen selvforståelse.

Den postmoderne gyser, hvor syndefaldet fører til død og undergang, er en dæmonisering af kvindelig seksualitet set med maskuline øjne: Kvinder som seksuelt og aktivt udfarende væsener forrykker en sexistisk balance.

LÆS ARTIKEL'Antichrist' er et grotesk mesterstykke

Hannibal the Cannibal fra ’Ondskabens øjne’ repræsenterer en potenseret ondskab, fordi han på den ene side har en række kompetencer, som man sædvanligvis værdsætter. Han er belæst, kunstnerisk begavet, intellektuel og intelligent.

Men desværre for helhedsindtrykket er han også en passioneret lystdræber og seriemorder. Langt ude er han i familie med Patrick Bateman i Bret Easton Ellis’ nu klassiske 1990’er-roman ’American Psycho’, en bog som på mere skematisk vis skildrer det forhold, at det onde sagtens kan fremtræde både pænt og nydeligt på overfladen, selv om medaljen skjuler et orgie af modbydelighed, perversion og utæmmet lyst.

I 1990’erne blev seriemorderen i det hele taget dyrket som en heltefigur på trods af socialkarakterens helt indlysende anticivilisatoriske verdensanskuelse.

Men det heroiske ved netop de fiktive seriemordere som kannibalen Hannibal, überyuppien Patrick Bateman og den postmoderne udgave af Bonnie og Clyde, Mickey og Mallory, fra Oliver Stones ’Natural Born Killers’ fandt publikum vel sagtens i den ekstremt radikaliserede individualisme, som disse figurer repræsenterede og udtrykte.

Veje til ondskab
Men der er også skildringer af ondskab, som forsøger at analysere den frem af særlige historiske og sociologiske omstændigheder. Det vil sige at se den som et fysisk fænomen skabt af omstændigheder, som hverken er metafysiske eller religiøse, som om en særlig iboende ondskab hører hjemme i en speciel maskulin og patriarkalsk kulturkreds.

Det kan være måden at opdrage drenge på, så de bliver til ’rigtige’ mænd ud fra den tyske filosof Nietzsches devise: det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Metoden blev praktiseret i den spartanske opdragelse af overklassedrenge, som vi mestendels forbandt med kostskoleungdom i Storbritannien og omegn.

Eller i svenske Jan Guillous selvbiografiske roman ’Ondskaben’ fra 1981 – senere gjort til en Oscarnomineret film – demonstrerer, hvordan såkaldt kammeratopdragelse korrumperer unge mennesker og kolporterer ondskab.

Pædagogisk censur
Bør man være bekymret og ængstelig for denne udvikling og over ungdommens ukritiske og enfoldige annammelse af al den ondskab? Skal man måske kalde alle pædagoger af gårde for at bede om etisk anstændighed og politisk korrekthed?

Sådan gik det i 1950’erne med tegneserier og splatterfilm. Over for alt, hvad der lignede ondskab i populærkulturen og popkunsten, havde den pædagogiske censur næsten lige så megen magt, som den havde agt. Men standse ondskaben – eller gøre den umoderne – kunne den ikke.

Set i kunsthistoriens store hulspejl er det onde ingen nyhed. Det at nogen gjorde noget ondt ved andre, er blevet skildret utallige gange og temmelig minutiøst, især i fortiden.

Evil.  Lisbeth Salander gør i Stieg Larssons bøger selv op med ondskaben.Ondskabens bibelske formål
Både Kristus og alle kristne martyrer er kommet frygteligt af dage – det er derfor, at de er martyrer, og deres sidste lidelsesfulde timer på denne jord er blev udpenslet af talløse kunstnere.

Kristus blev bundet til en søjle og pint, før han blev sømmet fast til korset på Golgata, Johannes Døberen fik hovedet hugget af, Paulus blev korsfæstet med sit hoved nedad, Sebastian fik sin krop gennemboret af pile, mens Laurentius blev stegt over sagte ild etc.

Men al denne ondskab udløste en belønning: for uden lidelse ingen helgenkåring. Endnu længere tilbage – i middelalderen – var ondskaben ligefrem personificeret og havde sine faste opgaver. Den kom i Djævelens skikkelse, og dens formål var at skræmme os til et bedre liv.

Abstrakt kunst er mindre ond
Men da religionen tabte terræn og mistede noget af sin ret til at holde menneskene på dydens smalle vej, kunne ondskaben heller ikke mere optræde som et meningsfuldt instrument i Guds og godhedens tjeneste.

Det onde blev ikke længere betragtet som noget, der var indstiftet for at fremme sin egen modsætning. Den var heller ikke mere at finde på sine gamle tilholdssteder, som i billedkunsten for eksempel.

Det er nemlig umuligt at tale om eksempelvis et blåt eller grønt nonfigurativt billede, der er ondt. Det, ondskaben går ud over, må i sagens natur altid være figurativt, det skal vise eller fremvise noget levende, man kan identificere sig med.

Noget af det eklatant mere onde i dansk kunst siden 1980’erne har været Michael Kviums malerier og Christian Lemmerz’ og Marco Evaristtis skulpturer.

Da Kvium kom frem i start-80’erne, skildrede han et lastefuldt borgerskab i færd med at foretage sig unævnelige ting over for deres børn. Hans skaldede eksistenser er oftest mænd, man nødigt betror opsynet med en skoleklasse.

I en definition af begrebet er det vanskeligt, men nødvendigt at skelne mellem ’det onde’ og ’det ulækre’.

Ondskaben er 'back in town'
Meget nyere kunst tager gerne appetitten, i takt med at den tager pulsen på tidens dunkle lyster. I installationen ’Burn Out. Brændt børnehave’ fra 1994 satte Jes Brinch og Henrik Plenge Jacobsen fokus på det værste, der var hændt børn siden barnemordet i Betlehem.

Den vakte forargelse dengang. Siden har det krævet udstoppede hundehvalpe, sammensyede grise eller fisk i en elektrisk blender at opnå effekter, der kunne tages til indtægt for kunstens behov for ond provokation.

I hvert fald synes der at være sket et mentalt paradigmeskift i holdningen til det onde efter 11. september 2001. Ondskaben er back in town, bogstavelig talt med billederne af Twin Towers i New York, der rammes af to kaprede fly.

Ondskaben er mainstream
Ondskaben er i højeste grad nuværende og nærværende på denne side af årtusindskiftet, og endda helt ind i kernen af vores eget samfund. I kølvandet på terrorangrebet hin septemberdag har Danmark engageret sig i en krig, om hvilken vi i dag ved, at den bruger tortur og andre beskidte og brutale tricks, naturligvis for at bekæmpe ondskaben hos de andre.

Samtidig er vi en del af noget, som de andre, fjenden ude i bjergene eller i skjul i ørkenen, kalder for det onde. Det ser vi, hver gang en død dansk soldat kommer hjem i sin stålkiste.

Vi sørger for en stund. Men for at overleve og komme videre er vi snart tilbage til en overbærende og ironisk distance til skadefryden i ’Klovn’ og ’X Factor’. Ondskaben er simpelthen blevet mainstream. Så gør det ondt? Kun når vi griner.