HIROSHI SAMBUICHI OG ALEX H. LEE

Født i Yamaguchi, Japan, i 1968.

Tog afgang som arkitekt og bygningsingeniør fra Tokyos videnskabelige universitet og arbejdede for Shinichi Ogawa & Architects.

Stifter Sambuichi Architects og færdiggør sine første projekter i 2001.

Født 1978, opvokset i Askerød i Hundige, gademusikant og flyttemand som 18-årig i New York, komponist og musiker i bandet Bass Snatchers og solo for den japanske robotdanser mori516. Har udgivet en lille håndfuld plader og optrådt i japansk fjernsyn.

Allerede som studerende blev han fastansat hos Lundgaard og Tranberg Arkitekter i 2004, senere i 2006 hos Hiroshi Sambuichi.

Han tog afgang fra Kunstakademiets arkitektskole i 2008, startede egen tegnestue i 2009 og blev i år partner hos Hiroshi Sambuichi.

Torsdag i sidste uge udkom det betydningsfulde tidsskrift Japan Architect med et solonummer om tegnestuen Sambuichi Architects.

Med over 200 sider var magasinet dobbelt så tykt, som det plejer, og for første gang var det dedikeret til kun én arkitekt.

Dagen efter blev Japan ramt af det værste jordskælv og den største tsunami nogensinde registreret i landet, der nu kæmper mod den truende nedsmeltning af atomkraftværket Fukushima Daiichi.

De to begivenheder har intet med hinanden at gøre. Og så alligevel.

Dansk partner
Hiroshi Sambuichi skaber bygninger, der kan klare sig selv ved at udnytte de lokale bevægelser i luft, vand og lys.

Husene drives ikke af anden energi end den, der naturligt forekommer på stedet. De er ikke afhængige af vilkårlige moderne teknologier som elektricitet, siger han.

I sikker afstand fra katastrofeområdet på sin tegnestue i Hiroshima understreger 42-årige Hiroshi Sambuichi over for Politiken, at han på ingen måder ønsker at slå plat på den ulykkelige tragedie. Intet kunne ligge ham fjernere end at reducere sin arkitektur til et politisk statement.

Billederne i artiklen viser tre eksempler på hans forunderlige arkitektur.

Projekterne er tilpasset deres formål og stedernes lokale klima med en usædvanlig konsekvens – noget der i sin tid fik 32-årige danske Alex H. Lee til at søge ind på tegnestuen, hvor Sambuichi netop har ophøjet ham til partner.

Alex Lee, der er japansk gift og bosat i Hiroshima, har arbejdet for Sambuichi siden 2006. Han har de seneste år også drevet sin egen tegnestue i byen og er naturligvis entusiastisk over nu at skulle være med til at lede tegnestuens projekter.

Bygget til rimfrost
I Rokko-bjergene ved Kobe indtræder hver vinter et forunderligt naturfænomen.

Når vinden blæser ti meter i sekundet, luftfugtigheden er tæt på hundrede og temperaturen er minus fem, vokser enorme iskrystaller frem som lange hvide nåle på træernes grene.

Sambuichi fik til opgave at skabe en udsigtspost til dette område. I hans løsning skulle udsigtsposten selv understøtte dannelsen af krystaller i stedets sjældne form for rimfrost. Han tegnede derfor en kuppel af korte træpinde, der bærer sig selv i en asymmetrisk struktur.

Den er imponerende at skue, men formen er alene skabt til, at iskrystallerne kan blomstre på den og således demonstrere stedets unikke naturforhold. Udsigtsposten har ingen plancher eller andre forklaringer, den viser blot fænomenet.

Under kuplen befinder sig en omvendt tragt, der som en skorsten ved vindens kraft driver en naturlig ventilation af observatoriets indre rum. Her kan man sidde nede i ly for vinden på en rund bænk, fordøje indtrykkene og kigge op på skorstensmundingens lille udsnit af himlen.

Is fra omgivende regnvandsbassiner bliver hugget op om vinteren og lagt i skabe bag bænken, så den holder rummet svalt i sommerhalvåret.

Det er en aircondition, der fungerer uden anden teknologi end en isøkse. Her er ingen moderne bekvemmeligheder.

Uden højteknologi
Hiroshi Sambuichi holdt sidste år et seminar på Arkitektskolen i København, hvor Alex Lee var til stede.

Da et par studerende var begyndt at rode med nogle aggregater, der kunne lave elektricitet af bølgeenergi, blev Sambuichi vred, fortæller Lee. Med denne indblanding af højteknologiske elementer havde de helt misforstået hans tilgang til naturkræfterne.

Hvis arkitekturen skal være bæredygtig, kan den ikke bygge på moderne teknologi, der pludselig kan blive forældet. Og her tænker Sambuichi ikke først og fremmest på kommende generationers ve og vel. Nej, det er arkitekturens beståen, der bekymrer ham.

Arkitektur, der baserer sig på tilførsel af energi udefra – hvad enten det er fossil afbrænding med kulsort samvittighed, eller det er lysegrøn strøm genereret af store vindmøller – er en arkitektur, der foruden en masse fremmede materialer er prisgivet disse teknologiers beståen. Og er der noget, der er sikkert, så er det, at teknologier skifter.

Hans arkitektur skal klare sig uden.

Sambuichis forhold til naturen er praktisk. Han undersøger stedet, han skal bygge. Hvordan blæser vinden, hvordan løber vandet, hvordan skal mennesker komme omkring i bygningen. Alt sammen handler det om at designe rammerne for bevægelse frem for at designe med statiske forhold som rum, vægge og sigtelinjer for øje.

Fliser og mos
Én ting er at tilpasse en udsigtspost til den vilde natur, et andet er at gøre det samme med bygninger midt i en tæt millionby. Men alle steder har deres særegne klima, som man enten kan arbejde med eller imod.

Sambuichis transformation af et forretningscenter i Hiroshima viser hvordan.

Den eksisterende bygning er genanvendt og indrettet på ny, og den tidligere golde, solsvedne, omgivende parkeringsplads er i dag blevet til et svalt udendørs serveringsområde foran en italiensk restaurant.

Store lamelparasoller beskytter mod middagssolen, men tillader indirekte lys og en lav sol at komme ind under deres dække. Når det regner, fungerer de som store tragte, der leder vandet ned i små bassiner ved parasollernes sokler, hvor vandplanter vokser.

Parkeringspladsens tidligere store monotone asfaltflade er genanvendt i en livligere og mere human skala. Den er blevet gennemskåret i trekanter, der er løftet op og lagt ud som fliser.

I sprækkerne mellem fliserne vokser mos, som levende grønne fuger.

Et hus og dets negativ
Materialer har Sambuichi et helt særligt forhold til. Han bruger helst kun, hvad der findes lokalt, og lader intet blive tilovers.

Til en keramiker blev han bedt om at lave et galleri og opbevaringsrum for de støbeforme, der bruges i værkstedet. Da støbeformene er eksakte negativer af keramikerens skåle, fik han den ide, at huset selv skulle afspejle det.

Han støbte et betonhus i en fin forskalling af cedertræ og genbrugte hvert eneste bræt fra forskallingen i skodder, gulvbelægning og møbler. Brædderne er sat sådan, at når man åbner skodderne, så sidder brættet, hvor det sad i forskallingen. I gulvbræddernes årer kan man genfinde det mønster, der er i betonloftet lige over.

Forholdet mellem betonflade og træbeklædning er som mellem keramikken og dens forme.

I dette tidlige projekt ser man i højere grad end i de senere år en indflydelse fra den minimalistiske arkitektur, han arbejdede med i årene hos Shinichi Ogawa. Men husets store åbninger handler om luftkøling og justering af luftfugtighed, der er hans eget speciale.

Al hans formgivning i faste materialer som sten, glas og træ handler om at dirigere luftens og vandets hastighed, tæthed og retning på et bestemt sted, så det møder de forventninger, mennesker har til funktion og komfort.

Hans forbillede er nogle terrasserede rismarker, som landmænd skabte for 600 år siden i Ooidani. De ændrede bjergets fremtræden og skabte med dets egne materialer et landbrug helt uden affald, der stadig fungerer ved at udnytte stedets klima optimalt, og som man i dag betragter som en smuk del af landskabet.