Et landskab af skråt afskårne mørke skillevægge opdeler Radio24syvs åbne kontorlandskab.

Når medarbejderen står op, kan hun overskue rummet, men når hun sætter sig ned ved sin computer, er det mindre, afgrænset af ruminddelere.

Filten dæmper lyden, og de mange skråt afskårne faldende linjer giver et stiliseret landskab af bjergkamme, det er nemt at falde til ro og orientere sig i.

Filtklædt alkove
Forskellige funktioner er blevet løftet op på platforme, og med mange små nicher og enkelte slør har tegnestuen Régime med få greb skabt en rigdom af rumlige nuancer, der er opbygget på samme måde som de landskaber, vores hjerner er udviklet til at agere og samle oplysninger i.

Det tillader også den enkelte medarbejder at rode, uden at man føler, at rummet sander til.

LÆS OGSÅRestaureringen af Danners krisecenter er fremragende

I udviklingen af det konkrete design har Régime analyseret arbejdsgange og behov for vidensdeling på radiostationens forskellige redaktioner.

En journalistisk arbejdsplads kræver især i en nyhedsafdeling en del samarbejde, men også meget tid, hvor man skal finde sin egen indre stemme. Især akustikken er der arbejdet med i ruminddelerne, og man har skabt en åben telefonboks i gangarealet, en lille filtklædt alkove, man kan stikke hovedet ind i, når man skal tale i mobil.

Lavet af pap
Régime gør her i deres pionerværk op med det moderne kontorlandskabs serielle opbygning. Det er en blanding af adfærdspsykologi og evolutionær biologi, de lægger til grund, men ingen af deres løsninger er uden æstetisk prægnans.

Således er et meget trist lydstudie med grå akustikpaneler gjort varmt og hyggeligt ved hjælp af et ornament af lodrette rundstokke, der bølger op og ned som radiobølger.

Ruminddelerne er lavet af pap, sat fast med velcro, og kan let flyttes. Men selvfølgelig gør denne scenografi kontoret mindre fleksibelt over for nye organiseringer af arbejdspladsen. Det er ikke kun medarbejderne, man skal flytte rundt på her.

Da jeg ser indretningen, udbryder en af radioens medarbejdere spontant: »Vi er simpelthen så glade for det«. Og jeg forstår hende godt.