Komponist Niels Rønsholdt har eksperimenteret med formen i sin nye opera. Publikum er nu aktive medspillere.
Arkivfoto:: Niels Hougaard

Komponist Niels Rønsholdt har eksperimenteret med formen i sin nye opera. Publikum er nu aktive medspillere.

Kultur

Dobbeltanmeldelse: Smuk operapatos og app til gør det selv-folket

Følelserne er i overflod, når Niels Rønsholdt skaber nye, åndeløse operaer, hvor publikum selv spiller hovedrollen.

Kultur
FOR ABONNENTER

Hvorfor ikke lade publikum sidde med hinanden i hænderne i rundkreds og selv sige replikkerne? Den aarhusianske komponist Niels Rønsholdt har et særligt projekt. Han vil nedbryde afstandene mellem komponist, sanger, musiker og publikum. Altså udviske de almindelige grænser i teatret, hvor en komponist har skabt en opera, nogle professionelle udfører den – og en passiv tredje part oplever den.

I hans nye opera ’Blik for Blik’, som spillede fire gange over weekenden i Pakhus 11 på Østerbro, fik vi alle et nummer til et sæde i indgangen. På hver stol i rundkredsen lå en personlig konvolut med et par replikker på engelsk, som skulle læses højt, når et medlem af ensemblet lagde en hånd på ens skulder. En for en formede de 50 publikummer i kredsen så en tekst af følelsesladede udsagn kilet ind mellem melankolske orgelakkorder og vildt gestikulerende cellospil. Nogle udsagn var forsigtige og ydmyge, nogle var rigtige operaagtige udråb – men de fleste var langsommeligt rytmiske og nøgternt konstaterende. Sådan bliver det åbenbart, når almindelige mennesker læser teatralsk tekst.

Replikkerne var to personers tanker om hinanden fra tiden før og efter deres forhold gik i stykker. Det meste som oneliners i hovedsætninger – som brokker fra en popsang eller måske den slags, man kommer til at sige hårdt presset hos parterapeuten. ’Jeg hader dig for alt det, du er’ eller ’Jeg vil gå og aldrig komme tilbage’. I midten af kredsen sad et par musikere så på en drejescene og supplerede den lille rundkredsopera. Intimt, anderledes, velklingende, nærværende.

Der var et par stykker i kredsen, der ikke var helt almindelige operagængere, og de tog historien videre efter tre kvarters sanselig amatørrecitation. Operaens anden del foregik i mørke, mens musikerensemblet, der også agerede kor, spillede en slags version 2 af historien med musikalske eksplosioner (kæder, glas, hundepropper, knaldperler og den slags), meditativ korsang og solosang mellem to sangere. Den ene komponisten selv, der, som i tidligere værker, gav sit værk en helt særlig skrøbelig ægthed, netop fordi han kun var almindeligt god til at synge.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce