Det går den rigtige vej for Taiwans homoseksuelle. For mindre end seks måneder siden afgjorde Taiwans højesteret, at en lov, der ville definere ægteskabet som noget, der udelukkende kan indgås mellem en mand og en kvinde, var i strid med forfatningen. Nu åbner Museet for Samtidskunst i hovedstaden, Taipei, så med den hidtil største LGBTQ-udstilling på et asiatisk museum.
»Udstillingen handler om de problemer, kinesiske LGBTQ-personer oplever. Vores håb er, at den vil have en dominoeffekt i Asien og skabe respekt for forskellige seksuelle orienteringer«, siger kurator Sean Hu til CNN. Taiwan betragtes som et af regionens mest progressive steder, hvad angår LGBTQ-rettigheder. Planen er da også, at udstillingen skal vises i mere konservative dele af Asien, skriver Artnet.









