Det er egentlig en sjov ide, Jyllands-Postens forlag har fået.

Ligesom den svenske journalist Lena Sundström i 2009 bosatte sig på Nørrebro for at beskrive sine personlige oplevelser i Dansk Folkepartis Danmark, så sender vi en borgerlig islamkritiker over Øresund for at tage temperaturen på svenskernes øllebrødshumanisme og forblommede indvandringsdebat, hvor de virkelige problemer forties.

LÆS INTERVIEWSvensk journalist advarer mod danske debat-tilstande

Valget er faldet på Jyllands-Postens blogger og kommentator, Michael Jalving, der dog ikke går så langt som til at bosætte sig i Sverige.

På omslagets tegning sidder han i en Ikea-stol på hovedet af en elg omgivet af svenske personligheder som Palme og Pippi samt naturligvis et par fælt udseende muslimer.

Den danske pendant
Han har således de islamkritiske akkreditiver til at løse opgaven.

Hele bogens præmis er det polemiske spørgsmål: »Er Sverige stadig en nation, eller har landet snarere udviklet sig til et socialt eksperiment?«.

Måske kan De allerede nu gætte svaret?

Nu kan der jo skrives glimrende bøger på den type polemiske præmisser. Føromtalte Lena Sundströms danmarksbillede er f.eks. en stærkt satirisk og morsom bekræftelse af de konklusioner, hun havde med hjemmefra.

LÆS ANMELDELSESvensk portræt af Danmark er uhyggeligt

Hendes danske pendant har også sine konklusioner klar på forhånd. Men turene med Jalving mod opdagelsen af den forestående afskaffelse af Sverige som nation er ganske enkelt ret kedsommelige. Oplysende er det sjældent, sjovt bliver det aldrig.

Andres bøger
’Absolut Sverige’ fortæller sin historie med et miks af tre tekniske greb.

For det første har Jalving foretaget 15-20 interview med forskellige svenske debattører fra en skånsk imam til Sverigedemokraternas spindoktor, der smagfuldt sammenligner Mona Sahlins debatniveau med Hitlers.

Et svensk-kurdisk rigsdagsmedlem viser sig ikke helt at leve op til Jalvings tavshedstese og har særdeles klare synspunkter om indvandringsdebatten og faren for ekstremisme. Det forbigås i tavshed.

LÆS DEBATMichael Jalving: Pas på den 'svenske bacille'

For det andet genfortæller Jalving noget, andre har skrevet, primært en række svenske debatbøger. Læseren serveres små gennemgange af bøger om alt fra den nyeste udvikling i Sveriges bandekriminalitet til historiske udredninger om adelens jordbesiddelser.

Den åbenlyst belæste Jalving, der er ph.d. i historie, har den akademiske evne til at skabe overblik i et større stof. Det er, når Jalving fremlægger andres bøger, at hans egen fungerer bedst.

Reportage fra Hilton-hotellet
Endelig forsøger Jalving sig med en slags reportage med et gonzojournalistisk twist.

Vi kommer med forfatteren ud på motionscykelløb, vi ser en feministisk pornofilm, der ikke falder i Jalvings personlige pornografiske smag (»det skal være lækkert«), og vi kommer først og fremmest på stribevis af værtshuse, hvor Jalving drikker grappa og Pripps.

Dette stilistiske greb er muligvis Mikael Jalvings forsøg på at skrive som Hunter S. Thompson eller Morten Sabroe. Det lykkes ikke.

Det er symptomatisk for bogen, at Jalving på vej til Almedalsveckan på Gotland – et årligt træf, hvor hele Sveriges politiske elite, samfundsdebattører og intellektuelle er samlet – i stedet beslutter sig for at dreje fra mod Malmø.

Her installerer han sig på Hilton i to dage, læser norske Karl Ove Knausgårds roman ’Min kamp’ og refererer Knausgårds syn på Sverige. Det er nu engang svært at skrive reportage, når man helst vil sidde på hotellet og læse bøger.

LÆS ANMELDELSEKarl Ove Knausgård holder et formidabelt niveau

På egne præmisser
Jalving virker næsten ensom på sin svenske odysse; som en forretningsrejsende i en hotelbar.

Når han endelig kommer ud, trisser han omkring i kirker, roder i bogkasser, kigger på arkitektur eller sidder for sig selv på en bar og brokker sig over prisniveauet. Det må selvfølgelig føles som ’en rejse i tavshedens rige’.

LÆS OGSÅÅbent brev til Danmark fra Sverige

Efter alle disse tavse timer konkluderer Jalving selvsikkert: »Det Sverige, vi kendte for blot få år siden, er nu en saga blot. Resultatet er ekstremt. Resten er tavshed«.

Måske er problemet ikke, at Sverige er ’tavshedens rige’. Måske er problemet, at forfatteren aldrig rigtig opsøger samtalen eller forsøger at forstå svenskerne og deres udlændingedebat på deres egne præmisser?