Med sin anden roman, ’Æsel’, har Kristina Stoltz begået et overbevisende og velgørende ambitiøst værk, der formår både at tilfredsstille litterære, sproglige og psykologiske krav og troværdigt beskrive et eksotisk og svært emne.

Uden sentimentalitet og politisk korrekt dagsorden beskriver hun to afghanske drenges flugt gennem Iran, Rusland, Hviderusland og Polen til hhv. Sverige og Danmark.

De to kommer nemlig fra hinanden et sted på menneskesmuglernes rute, hvilket er den (forhåbentlig) sidste af de mange ulykker, der rammer dem. Slutningen er forsigtigt håbefuld.

På besøg i afghanske pubertetsdrenges krop
Det er med tungt hjerte og begrænset læselyst, jeg går i gang med ’Æsel’; som sædvanlig virker bagsidetekstens overbudslignende koncentrat mod hensigten på mig. Men jeg overgiver mig, efterhånden som jeg kommer på besøg i hovedet og kroppen på to afghanske pubertetsdrenge – hvilket må skyldes samvittighedsfuld research – og slipper for den sentimentalitet og patos, emnet ellers frister til.

Vi taler trods alt om voldtægt af mødre, mord på børn, massakrer og blod på nethinden. Tanker, sansninger og fysiske udtryk, også erotiske, ulækre og paranoide, fremkaldt, sløvede og skærpede af traumer, beskrives overbevisende.

Ingen skurke
Samtidig benytter forfatteren de andre flygtninge, de to drenge møder på deres rute, til at fortælle deres historier, så der, med små magisk-fantastiske tråde indimellem, væves et broget tæppe af skæbner.

Ikke alle fra Afghanistan – en af dem er således kineser – men alle med det tilfælles, at de har gode grunde til at ville til Sverige eller London. Der er – med russerne og siden Taleban, samt den kinesiske etbarnspolitiks håndhævere som markante undtagelser – ingen skurke.

Stærke beskrivelser danner klangbund
Menneskesmuglerne holder deres aftaler, selv om flugtvejene og forholdene er næsten umenneskelige; og de to drenge bliver ordentligt modtaget af systemet i Danmark og Sverige i 1999. Den del fylder dog ikke så meget.

En forfatter, vi skal regne med
Beskrivelserne af flygtningenes forhistorier og alt for korte barndomme danner klangbund og både faktuel og følelsesmæssig basis for den empati, man føler med hovedpersonerne. En empati, der måske ikke ville opstå ved et kort møde med de afghanske pubertetsdrenge i virkeligheden. Dertil er de kulturelle og erfaringsmæssige forskelle for store.

Derfor er det en gave, at man som velmenende, men magelig og beskyttet læser får en indsigt, der gør empatien mulig og kvalificeret. Når dertil lægges, at det sker i en moden litterær form, med beherskelse af sprog, motiver og struktur, så kan man som kræsen læser ikke forlange meget mere.

Kristina Stoltz er en forfatter, vi skal regne med. Hun er født i 1975 og har tidligere udgivet i flere genrer på undergrundsforlaget Fingerprint, som hun er medstifter af.