Alsidig. Kristina Stoltz (f. 1975) har skrevet digte, erotiske noveller, børnebøger og flere romaner. Foto: Robin Skjoldborg (PR)

Alsidig. Kristina Stoltz (f. 1975) har skrevet digte, erotiske noveller, børnebøger og flere romaner. Foto: Robin Skjoldborg (PR)

Bøger

Alsidig forfatter er tilbage med tragedie om Europa i dødskramper

Kristina Stoltz skriver fremragende om livets usikkerhedszoner.

Bøger

Hvor mange gange kan Jorden gå under? Heldigvis nogle gange endnu, lyder svaret fra det angloamerikanske marked for apokalyptisk og postapokalyptisk litteratur. Læserne er slet ikke færdige, forlagene heller ikke, konkluderede New York Times i en artikel i sidste uge.

»It’s in the air, isn’t it?«, som den britiske forfatter David Mitchell (ham med ’Skyatlas’, aktuel på dansk med ’Jacob de Zoets tusind efterår’) lidt muntert siger. Hans egen seneste roman ’The Bone Clocks’ strækker sig frem til 2043, hvor den globale opvarmning, manglen på mad, medicin og fossile brændstoffer efter sigende gør livet surt for dem, der måtte være tilbage.

Blytung luft over Danmark



Måske er de golde landskaber, forvirringen og anarkiet under eller lige efter katastrofen bare blevet fast inventar i litteraturen. Og måske er undergangsromanen, som en anden forfatter i artiklen foreslår, blevet stueren, siden Cormac McCarthy vandt Pulitzerprisen for ’The Road’ (2006).

Måske. I hvert fald ligger det også i luften, den blytunge luft, over Danmark, at man som engageret samfundsborger og forfatter forholder sig til klimaforandringer, sult, migration, økonomisk kollaps og epidemier, hvad enten man er virtuos klimapoet som Theis Ørntoft, spejler den personlige, socialrealistiske forfaldshistorie i en større som Anne-Sophie Lunding-Sørensen gør i sin nye roman, ’Fald’, deltager i en apokalypsekonkurrence som forfatterne bag ’Undergang. 15 noveller om apokalypsen’ eller stiller sig op i arenaen og spiller græsk økotragedie for fuld udblæsning som nu Kristina Stoltz.

Højtravende flot og ambitiøst sådan at rykke dansk dagligstuelitteratur helt ud til verdens ende, der, hvor olieudslip farver havet fedtet sort, romaerne invaderer den ildelugtene kyststrækning, børn bliver ladt i stikken, og døde dyr ustandselig skyller i land. ’På ryggen af en tyr’ kalder Stoltz sit drama i fem akter – med græsk kor og alt.

Voldtægten af Europa Tyren er, ifølge myten, selveste guden Zeus, og på ryggen af ham klamrede sig i sin tid den fønikiske kongedatter Europa, der så så yndig ud, at Zeus partout måtte forvandle sig til et stykke han-kvæg, bortføre og voldtage den unge kvinde. Dvæler man lidt ved det faktum, at Europas (det europæiske kontinents!) historie bygger på en voldtægtssag, ligger den store, aktuelle og dybt bekymrende fortælling om vestlig grådighed, menneskelig forråelse og overgreb mod naturen jo ligefor: »Temperaturstigningerne, have, der stiger, is, der smelter, døde dyr, døde mennesker, alt det«, som drengen med de grå øjne præciserer over for pigen Fanny, da de mødes på stranden en sommer i noget, der ligner nær fremtid. Og som, korets advarsler til trods, ender med at gøre den kontinentale voldtægtstragedie yderst menneskelig, konkret, nærværende og brutal.

Afklapsning til kvindekønnet

Den næsten voksne pige og den noget yngre dreng med de grå øjne har vi mødt før hos Stoltz.

I multimediefortællingen ’Historien’ (2013) skabte hun – med hilsner til Marguerite Duras – et lignende udkantsunivers, hvor omsorg og gryende seksuel bevidsthed udgør en fascinerende, men ikke ubetinget sund binding mellem de to. En tosomhed, der her pirres og forstyrres af Fannys relation til den smukke voksne tjener, der ønsker hende i sin seng, så han kan se og sove. Og måske atter lære at længes.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I ’På ryggen af en tyr’ er børnenes univers større, forfaldet og voksenfraværet omkring dem tydeligere.

Personificeret af især det trehovede moderdyr: Fannys mor, der fortæres i det pinsomme møde med elskerne, tjenerens mor, der ædes op af kræft og skam på et hospital i Polen, og endelig den velhavende kvinde, på ensom rejse gennem Europa, som måske/måske ikke er mor til den spøgelsesagtige gråøjede dreng, gjort af »Skum og fjer, grådighed. Længsel«.

Tre variationer over fejlslagent begær, flugt og svindende kræfter, det gamle Europas hærgede kvinder, der hver på sin måde lader børnene i stikken. Av for en afklapsning til kvindekønnet og dets ellers så berømmede sans for omsorg.

Gysende intimscener

Men så er der Fanny, Fanny, som forsøger at redde, hvad reddes kan, drengen fra at drukne, moderen fra sit mismod, tjeneren fra sin selvdestruktion. Men også lolitapigen Fanny, hvis egen ungdommelige lyst både tændes og forvirres af mænd, der vil og ikke vil. Og pludselig vil alt, alt for meget.

Hvis det lyder, som om det er let at udpege, hvem der er tyren, og hvem der er offerlammet i Stoltz’ tragedie, er det en klodset fejl herfra. Men hvis de skitserede tragedier i tragedien lyder noget indviklede og anstrengte, er det ikke forkert.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Stoltz uddeler absolut lunser af gysende godt sprog, kravler ind i intimscener, så man oplever den ofte glidende bevægelse mellem ømhed og det modsatte: »Kun det sorte hår kan hun stadig se, som hun altid så på sin søns hår. Det sorte mod puden, når han kom imod hende, mod himlen, mod hendes kind, når han lænede sig ind til hende, ind i øjnene, så hun ingenting kunne se. Så tit hvor hun ingenting kunne se, fordi han var der hele tiden, på hendes skød, i hendes seng ...«.

Ja, forbuden vellyst og usikkerhedszoner som denne er Stoltz mere end fremragende til at beskrive. Hvis blot skelettet af myter, gåder og handlingsspor havde været mindre stift, måske mindre ambitiøst myldrende, tror jeg, at tragedien om overgrebet mod Europa og hendes børn for alvor ville få jorden til at slå revner. Og kødet til at skælve.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce