Tableauet er næsten lydefrit: Himmelen er blå, huset er stråtækt, fuglene kvidrer i forårssolen, og duften af nybagt brød siver ud over gårdspladsen.

I denne dekoration af landlig idyl burde en bedstemoderlig arketype eller i det mindste en Camilla Plumsk økotype åbne døren til det gamle, gulkalkede hus.

Men ’burde’ er noget, man bruger med allerstørste forsigtighed her på adressen. Og i døren står nu en slank, sortklædt skikkelse med opsat hår, sylespidse stiletter og bukser så skinnende og stramme, at de forekommer spraymalede.

Helle Helle undskylder da også, da hun hjerteligt har gelejdet os ind i det lyse spisekøkken her i den tidligere skovriderbolig syd for Sorø:

»Jeg véd godt, at det virker liiiiige lidt for hyggeligt med hjemmebagt brød herude på landet. Men vi har altså ikke et sted, hvor vi kan købe frisk brød«.

Diva
Ved nærmere eftersyn er der endnu flere divaesque detaljer, som åbenbarer sig: de sorte netstrømper, de rødlakerede negle, den omhyggelige øjenmakeup. Og jo, sådan ser hun ud til daglig.

Den 45-årige forfatterinde, som er blevet internationalt berømt for sine minimalistiske hverdagsdramaer fulde af skæve eksistenser i stille småbyer, er født på landet og formet af landet, men hun har sine grunde til at ligne en storbyamazone fra New York, London eller, for den sags skyld, København.

»Man kan da godt se godt ud, selv om man bor i Glumsø eller Nykøbing Falster. Og man kan godt se vildt godt ud, selv om man opfører sig som en idiot nogle gange«, erklærer Helle Helle og kaster et blik på billedet af sig selv på omslaget af sin nye roman: Fotografiet viser en umanerlig sexet kvinde med sortmalede øjne og nøgen skulder.

»Det foto er min hævn«, siger hun og slår op i bogen med et højt grin, »min hævn over alt det her«.

En affære i billetsalget
Hævnen er også Dortes.

Dorte fra Glumsø, den 21-årige hovedperson i Helle Helles nye slutfirserroman, ’Dette burde skrives i nutid’, som udkommer om halvanden uge: en ung kvinde, som er styret af, hvad hun burde gøre – lige fra at vaske hår og pakke sine flyttekasser ud til at dukke op på sit studie og være bedre til at sige tingene lige ud – og af, at intet af det lykkes.

»Jeg kunne have været Dorte. Jeg er til dels stadig Dorte, der ligesom lader sig rive med af begivenhederne og måske ikke gør dét, som andre udefra kan se, hun burde gøre. Og det der store ’burde’ fylder meget for romanen, fordi den handler om en kvinde, der er i en alder, hvor man skal finde sit måske lidt svage jeg. Hvem er jeg? Hvad er det for nogle stemmer, der taler i mit hoved? Hvad siger min mor og far, jeg burde gøre her? Og pludselig har hun en affære med en DSB-mand. I billetsalget. Fordi der er et tog, der er aflyst. Og det er også meget fedt. Men det er også noget rod. For det er jo lidt svagt, kan man sige, men det er også menneskeligt og genkendeligt«, siger Helle Helle.

»Jeg har meget nemt ved at identificere mig med mig selv som 21-årig. Jeg husker det som en tid, hvor man kunne være meget hård ved sig selv … forstået på den måde, at der var meget at føle skyld og skam over«.

Det kommer senere; hvad det egentlig var, Helle Helle følte skyld og skam over, dengang hun i 1980’erne forlod barndomshjemmet på Lolland og med et uklart minde om den flotte forfatter Ib Michaels besøg på Maribo Gymnasium, en matematisk studentereksamen og erhvervserfaring som ekspeditrice i parfumeafdelingen på færgen mellem Rødby og Puttgarden rejste til hovedstaden for at blive til noget. Eller i hvert fald blive noget.

»Det er selvfølgelig virkelig mislykkedes«
Lige nu handler det om den nytrykte bog, som ligger på Helle Helles køkkenbord.

Egentlig var det en helt anden roman, hun ville have skrevet.

Helle Helles to seneste, de anmelderroste og prisvindende bestsellere ’Rødby-Puttgarden’ fra 2005 og ’Ned til hundene’ fra 2008, har givet hende et ry som forfatter med forkærlighed for gennemblødte skæbner i Udkantsdanmark – »forfatter af den rådne banan«, som hun selv kalder det.

LÆS ANMELDELSERødby-Puttgarden

Derfor sved det lidt, da en kvinde fra Aarhus under et læserarrangement om ’Ned til hundene’ stillede hende det korte spørgsmål: »Hvorfor er der aldrig en Irma i dine romaner?«.

For Helle Helle hørte en tavs undertekst i spørgsmålet: Hvorfor skal det altid handle om randeksistenser, som kun køber ind i Lidl? Ser du ned på dem? Træder du på dem? Romantiserer du det liv eller hvad?

LÆS ANMELDELSENed til hundene

Hun svarede, at det bare var, fordi hendes personer som regel bor et sted, hvor der ikke er en Irma. Men i toget på vej hjem fra Aarhus til Sorø tog Helle Helle en beslutning: I hendes næste roman skulle der være en Irma. Og et tog, der kørte til København. Og en kvinde, der studerede på universitetet og alt muligt.

»Hvorfor? Fordi jeg hele tiden er bange for at komme til at skrive de samme bøger. Fordi jeg vågner om natten og ligger søvnløs over, at jeg ikke bare kan gøre noget helt nyt. Og det tænkte jeg, at jeg virkelig ville gøre med den her bog ... Og det er selvfølgelig virkelig mislykkedes«.

Er du træt af det der stempel – at du altid skriver om…

»... kvinder ude i provinsen, Herman Bang’ske stille eksistenser, der står og længes, mens de kigger efter en færge?«.

Ja?

»Jeg synes egentlig, at det er utroligt, at det så hurtigt er blevet sådan, for egentlig har jeg kun gjort det i mine seneste to romaner. Og den her er altså lidt anderledes, for Glumsø er ikke Udkantsdanmark. Og den historie, jeg skriver om, handler ikke så meget om nogen ude i provinsen, som den handler om deres møde med noget andet. Men ... der er åbenbart noget stof om provinsen, som jeg skal omkring, så det irriterer mig ikke, at det bliver påpeget. Og egentlig havde jeg jo også bestemt mig for, at jeg ville prøve at fortælle om den forfatter, jeg er, og de bøger, jeg skriver, på en ny måde. Men det kan jeg jo ikke«.

Det, hun burde have gjort
Hun smiler lidt undskyldende. Det er ellers noget, Helle Helle forsøger at holde op med – at nage sig selv med alle mulige og umulige ting, hun måske burde have gjort.

Det var noget, hun altid gjorde – dengang hun mindede mest om Dorte fra ’Dette burde skrives i nutid’ og mindst om den fuldvoksne diva på bogens omslag.

Dengang hun kom til København og følte sig så forkert, at hun forskansede sig med alle de andre tilflyttere ude på Otto Mønsteds Kollegiet og langsomt holdt op med at komme ude på universitetet på Amager, hvor hun ellers burde passe sine studier i litteraturvidenskab.

Fordi det var hårrejsende at cykle i København, fordi det var svært at forstå bøgerne, som handlede om andre bøger, fordi det var uoverskueligt at skulle planlægge alting selv.

»Jeg havde altid vidst, at jeg skulle til København. Nærmest siden 1. klasse. Når man vokser op i en lille by langt væk, ved man jo godt, at man skal væk. Så vi sagde »Jeg skal til København«. Eller i hvert fald til Sjælland, sagde nogen. Det var egentlig ikke mig, der tog den beslutning, det var en beslutning, der tog sig selv«.

Så da Helle Helle var 19 år, lavede hendes far en struktureret liste over studiemulighederne i København – sammen satte de nogle plusser og minusser, og så valgte hun litteraturvidenskab.

»Tænk, hvor mærkelig en beslutning det er: Man er 19 år, og så skal man træffe et valg, som er fuldstændig afgørende for resten af livet, selv hvis man springer fra det igen; der er allerede stukket retninger ud. Det er dét, der er med dén alder: Man skal træde sine egne skridt, og der er ingen, der kan gøre det for en. Og pludselig var jeg på et kollegium i København, men på en måde var jeg ikke rigtig i København. Hvis jeg var inde i byen, var det for at gå op og ned ad Strøget som en anden turist. Og faktisk sad jeg mest ude på kollegiet i fredagsbaren eller i køkkenet og spillede meyer med en masse, der kom fra Sønderborg og Lolland og ovre fra Vesterhavet. Jeg havde ikke rigtig forstået, hvad det hele gik ud, jeg kom ikke nogle af de smarte steder, jeg havde hverken opdaget Søren Ulrik Thomsen eller 1980’erne«.

Vennen Isak
Helle Helle fik hutlet sig gennem grunduddannelsen i litteraturvidenskab med så elendige karakterer, at hun selv i dag nægter at bruge den titel, hun faktisk fik; exam.art. Og langsomt nærmede hun sig den side af bøgerne, hun gerne ville være på: dér, hvor man skriver dem i stedet for at læse dem.

Hun gik til digtoplæsninger i Posthusteateret og græd, når Ulrikka Gernes trådte op på scenen iført stramme jeans og mørke øjenbryn og læste sine digte højt, »som om hun virkelig mente det«.

Hun skriblede selv på noveller og digte, som hun enten læste højt søndag aften på Lyrikcaféen i Magstræde eller for studiekammeraten Isak Winkel Holm (der senere blev litteraturforsker på det studie, Helle Helle altid pjækkede fra), som så til gengæld læste sine digte højt for hende.

Hun gøs imponeret over, hvor avancerede hans digte var (det ene, ’Fuga for kød’, optræder ligefrem i hendes nyeste roman), når nu hendes egne var »mere sådan ... Tove Ditlevsen-agtige ... Ikke særlig gode«.

Ikke særlig smart
Men hun sendte en novelle til Information, som trykte den, og fik også et digt i Politiken – »det var dengang, hvor man kunne sådan noget« – og hun slap gennem nåleøjet til Forfatterskolen, hvor hun stadig var usikker på det hele. Og igen: Ikke særlig smart.

Hang ud i det nybyggede Scala – ligesom Dorte i ’Dette burde skrives i nutid’ – hvor hun købte det meste af sit tøj, og selv om hun nogle gange gik rundt i Pisserenden i guldpyjamas fra genbrugsbutikken Roger, var hun stadig »bonderøvsagtig«.

Og da hun kom til at nævne for Forfatterskolens rektor, Paul Borum, at hun kom på Lyrikcaféen, mente hun at kunne tolke af hans totale tavshed, at det var kikset, »og så holdt jeg op med at komme dér«.

Jeg-svage kvinder
I dag er det blevet nemmere at være Helle Helle.

Men:

»Jeg kommer ofte til at skrive om de der lidt jeg-svage kvinder. For sådan var jeg selv engang, og jeg tror stadigvæk, at jeg er sådan. Men ikke så meget, som jeg har været, og måske derfor bliver jeg lykkeligere år for år. Fordi det efterhånden lykkes mig at sige ... nej, at vide, hvad jeg gerne vil. Dels er jeg et meget høfligt menneske, dels er jeg meget åben, så jeg har altid gået meget med. Tænkt: Nå, men så gør vi bare sådan ... Og det er også en fin position som forfatter – at iagttage og ikke hele tiden tænke over, hvad man skal sige næste gang, for hvis man gerne vil være god til at skrive, skal man øve sig i at holde sin kæft – men nu, hvor jeg arbejdet længe med at blive bedre til at sige fra, tager jeg oftere føringen. Og på den måde bliver livet nemmere faktisk«.

Helle Helle lægger hånden på sin nye bog: »Måske handler dét at blive voksen om at rive sig fri fra alt det, der ikke er én selv. Alt det, der skal sorteres fra og sies fra«.

LÆS OGSÅHelle Helle vinder en flot pris

Hun ser lidt tvivlrådig ud: »Kan det siges sådan?«.

Så knækker hendes eftertænksomhed over i et grinende hyl:

»Nej, det er noget lommefilosofi. Jeg ved jo ikke en skid om det. Jeg ved bare, at jeg er og ikke er hende i bogen. Når jeg skriver en roman og bruger alt muligt meget selvbiografisk stof, gennemskriver jeg det, så det ender som noget andet. Og så ender hovedpersonen både med at være mig og samtidig meget lidt mig. Min mor spurgte, da hun havde læst manuskriptet, om titlen ’Dette burde være skrevet i nutid’ betød, at bogen lige så godt kunne være skrevet i nuet. Og det synes jeg er utrolig godt set. For det her er nutid. Men skrevet i datid. Og dermed en roman. Og dermed noget, der er fjernet fra mig. Og selv om mange af mine læsere tit spørger, om mine personer ikke kunne få det lidt godt, få sig et mål, flytte sig lidt, få en uddannelse, gøre et eller andet ... så går det bare ikke altid helt, som det skal«.

»Men det skal det heller ikke. For det gør det jo ikke«.

Nu med drama
Nå. Der er også noget andet, der er typisk Helle Helle: Når hun ser et drama komme snigende, lister hun i stor bue uden om det. Hverdagsdramaerne i hendes stramt komponerede og sprogligt gennemkontrollerede romaner er så underspillede, at de for nogle kan være svære at få øje på.

Engang, længe inden hun blev oversat til ni europæiske sprog, nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og endnu længere inden hun dette forår fik en jublende modtagelse af de kræsne franske anmeldere på Salon du Livre i Paris, skrev en dansk anmelder: »Hun hedder Helle Helle. Hun kan skrive skrive. Men hun har ikke noget at skrive skrive om«.

Og lige siden har Helle Helle artigt underholdt sit publikum om, at »der ikke sker en skid« i hendes bøger. Men det mener hun faktisk slet ikke.

Og nu gider hun ikke sige det mere. Den beslutning tog hun på taget af en bygning i New York:

»Jeg sad forrige sommer og skrev på min nye roman i Bikubenfondens lejlighed på Manhattan. En dag, hvor jeg stod på tagterrassen, slog det mig pludselig: »Det passer jo ikke! Der sker en masse i mine bøger. Hele tiden. I den ene roman er der en færgekatastrofe og fire, der dør på en uge (’Rødby-Puttgarden’, red.). I den anden er der en kvinde, der flygter fra sin mand og ender hos to vildt fremmede mennesker midt i en orkan (’Ned til hundene’, red.). Og det er jo heller ikke »ikke en skid«, når en roman handler om en ung kvinde, der nærmest er ved at gå i opløsning, mens hun tager toget frem og tilbage mellem Glumsø og København. og ikke kan få noget til at hænge sammen og går fra mand til mand (’Dette burde være skrevet i nutid’, red.). Så der er masser af drama«, erklærer hun, næsten trodsigt.

»Jeg vil bare hellere underspille end lade folk bryde sammen af gråd. Det er, som om det, der står og sitrer indestængt, virker stærkere for mig. Dét drama, der løber af med en, er ikke lige så interessant i længden som det drama, der ikke udspiller sig. Og jeg vil gerne skrive noget, du kan bære med dig i mange år efter. Jeg er ikke så god til de der voldsomme ting, for jeg er nede et andet sted, hvor der er mange betydninger, mange lag, og hvor man kan være med som læser. Det er dét, jeg gerne vil«.

'Psycho'
Helle Helle fægter pludselig i luften med en usynlig dolk:

»Jeg elsker Hitchcock. At få lov til at sidde og dø af skræk, lige før det sker. Men ikke som i ’Psycho’, hvor blodet sprøjter i brusekabinen. Jeg kan ikke have med selve det katastrofale at gøre, det duer ikke for mig. Det er vejen hen til brusekabinen – lige før, det hele bryder sammen. Dér vil jeg gerne være. I mine bøger«.

Hvad med i dit eget liv? Vil du også helst underspille dramaerne der?

Helle Helle virrer lidt med hovedet og smiler: »Jeg sidder og tænker på, hvilke dramaer der kan have været i mit eget liv? Der må jo have været nogle. Der har sgu nok været et par stykker ... Men hvad?«.

Det ved jeg ikke. Nogle mennesker opfatter jo deres liv som et dagligt drama ...

»Ja, men det er temperamentsspørgsmål. Selvfølgelig har der været dramaer i mit liv, jeg har født børn, er blevet skilt, er blevet gift igen, der er ting, der har været svære og har været fantastiske, og at udgive en bog er jo også et drama, ja, det er nærmest et drama at sidde her og blive interviewet. Men jeg tænker vel egentlig ikke så meget på mit eget liv som et drama. Til gengæld tænker jeg på, at jeg oplever så meget ude i hverdagen, at man næsten tror, at det er løgn. Det er noget med at komme til at overvære eller høre ting. Det er mere dét, jeg har blikket for. Jeg synes, at det er fantastisk at få lov til at være sidde og være nobody et sted, forsvinde lidt fra verden og bare se eller høre på andre mennesker. I toget, i bussen. Både i virkeligheden og i forhold til mine bøger kan jeg have en tendens til at suge andre menneskers dramaer til mig. Min mand siger, at jeg er begunstiget med, at man føler sig fortrolig med mig. Så folk fortæller mig ting, de mest utrolige og dramatiske historier om dødsfald, sygdomme og alt mulig andet. Og ...«

En grænse for dramaerne
Hun holder en lille pause og siger så:

»Det kommer til at lyde utrolig krukket, for jeg kan være lige så selvoptaget som alle mulige andre, men i mange af de situationer, jeg befinder mig i, ville jeg ønske, at vi skulle tale om de andre. Jeg vil hellere tale om dig end om mig, hvis jeg skal være helt ærlig. Eller, det passer ikke, for jeg vil også gerne tale om min bog. Men i det hele taget tror jeg, at det er sundt at huske på, at det faktisk ikke er sikkert, at hele Danmark synes, at det er den vigtigste dag på året, den dag, din bog udkommer. Det kan jo godt være, at de har noget andet at tænke på. Det er lidt ligesom det med at skamme sig: Det er forbundet med meget selvoptagethed, for man tror jo åbenbart, at alle folk kigger på én. Og det kan jo godt være, at de ikke gør det. Så det øver jeg mig meget på: at flytte perspektivet lidt. Og sådan er det nok for mig i forhold til dramaer: Jeg ser hellere andres end mine egne«.

Mange forfattere bruger deres livs dramaer som brændstof eller skriver sig ud af deres diverse barndomstraumer. Gør du slet ikke det?

»Hmm. Måske er jeg bare ikke nået dertil endnu, ha ha. Altså ... tingene var da ikke kun nemme for mig, der er også blevet begået fejltagelser over for mig, da jeg var barn. Men ikke kun ...«, siger Helle Helle og vrider sig lidt.

»Ja, her kan du se, at jeg bliver helt urolig på stolen. Altså, selv om der er mange selvbiografiske elementer, så opfører folk sig altid temmelig pænt i mine bøger. Det ville forekomme mig meget svært at skulle udstille nogen«.

Hun slår blikket ned og smører sig endnu en franskbrødsmad.

Der skal som bekendt være en grænse for dramaerne.

Også hendes egne.