Der går mindre end tre minutter, fra jeg sender en e-mail og anmoder om et interview, til Jonathan Franzen har svaret og stillet et forslag om dato og tidspunkt, hvor vi kan mødes i hans lejlighed på Upper East Side i New York.

At svaret falder så positivt og prompte, kommer som en overraskelse af flere grunde.

Franzen er formentlig USA’s p.t. hotteste forfatter, så stort et navn, at udgivelsen af hans seneste roman har været en national begivenhed.

Selv præsident Obama anmodede om at få en kopi før udgivelsen – hvilket givetvis ikke just skadede salget, men som også indebærer, at et interview med Politiken må antages at stå et stykke nede på to dolisten.

Men mere generelt kommer det hurtige svar bag på mig, fordi Franzen ikke just er kendt for sit tempo. Der gik næsten ti år fra hans store gennembrudsroman, ’The Corrections’, til hans nye store samtidsfortælling, ’Freedom’, udkom i USA sidste sommer.

»Jeg skriver kun, når jeg har noget at fortælle. Hey – måske var det også noget, andre forfattere skulle overveje«, siger han med mere end et glimt af det, der har fået Newsweek til at kalde Franzen »en arrogant skid« og gjort ham til en til tider kontroversiel figur på den amerikanske litterære scene.

Franzen  vakte furore i forbindelse med Oprah Winfreys kærlighed til 'Korrektioner'. Her ser de dog ud til at hygge sig meget godt. GEORGE BURNS/ AP (arkivfoto)Franzen skabte skandale i USA, da han i 2001 udtrykte skepsis over, at ’The Corrections’ blev valgt til at være med i Oprah Winfreys indflydelsesrige bogklub og skældte sidste efterår en journalist fra Daily Telegraph ud for at kigge på hans bogreol under et interview.

Denne dag er succesforfatteren dog i et godt lune. Han ser ældre ud end det drengede forfatterbillede på ’Freedom,’ meget mere gråhåret og dybere rynker omkring øjnene, men har samme rodede frisure og lidt nørdede udtryk.

Familien som prisme
Det er ikke kun på skrift, at Franzen tager sig god tid. Ordene falder langsomt, og der er lange pauser, når han taler, som sidder han mentalt og komponerer sætningerne i hovedet, før han sætter lyd på.

»Måske er det min midtvestlige baggrund, at jeg ligesom tager tingene lidt med ro«, siger han.

Men i det hele taget er der noget gammeldags over Franzen. Der står lp’er på reolen bag os, han hader elektroniske bøger og mobiltelefoner, der efter hans mening »har gjort umådelig stor skade på vores oplevelse af det offentlige rum«.

Og ikke bare holder han fast i en gammeldags, tidskrævende kunstform – romanen – han insisterer også på at ville lave de store generelle fortællinger i en tid, hvor det ellers er de mere specialiserede og historiske romaner, der dominerer.

I både ’Freedom’ og ’The Corrections’ tager han et storslået vue ud over USA og alle det store lands nationale og internationale forviklinger. Begge gange er prismen familien, umiddelbart et underligt valg for en midaldrende mand, der aldrig selv har fået børn.

»Som du kan se, lever jeg jo ikke som en eneboer«, siger han lidt irriteret og peger i retning af køkkenet, hvor hans kæreste gennem de seneste ti år, Kathryn Chetkovich – en slank, mørkhåret kvinde – er ved at lave en espresso.

LÆS OGSÅJonathan Franzen: Vi har frihed til at vælge alt - undtagen familien

»Men mere generelt er en af de store udfordringer for den moderne skønlitterære forfatter, at alle de virkelig store begivenheder bliver dækket så umådeligt intenst i medierne, at det er stort set umuligt at bidrage med noget originalt«.

»Det var det, der knækkede min idé om at skrive en bog om Washington – at jeg ikke følte, jeg kunne konkurrere med virkeligheden«, siger Franzen, der kalder sig en »helt klassisk, realistisk forfatter«.

»Og når man er det, skal man faktisk lede længe efter områder i vores overbeskrevne verden, som stadig føles friske. Og så søgte jeg tilbage til familien, som jeg – selv om jeg ikke har børn – føler, jeg kender umådelig godt«.

Nogle har klaget over, at der næsten er gået for meget familie i det. At der mere er personer end plot i dine senere romaner?

»Er det rigtigt? Jeg læser stort set aldrig anmeldelser af mine egne bøger. Det ved jeg nu ikke, om jeg synes er en helt rimelig beskrivelse. Men det er rigtigt, at personerne er blevet kernen i mine romaner. Hvor de tidligere tjente plottet, er det mere blevet omvendt – det er personerne, som er blevet kernen. Jeg er stadig interesseret i verden, og jeg synes om at beskrive den i mine bøger, men jeg gør det – eller forsøger at gøre det – gennem personerne«, siger Franzen.

»Og så er det jo også ret klassisk at bruge familien som ramme for en mere generel fortælling. Det har man gjort fra bibelen og frem – af den simple grund at det virker, og at man derigennem kan fortælle nogle større og vigtigere historier«
For  Franzen er dyrene vigtigst. Og især spurven – den cyanblå sanger. Illustration: Creative CommonsDet intense fokus på personerne hænger efter Franzens mening dog også sammen med romanens forandrede rolle.

»Den reportagefunktion, som romanerne tjente i 1800-tallet, bliver nu gjort bedre af andre medier – ikke mindst tv-serier, der har udviklet sig helt fænomenalt i den senere tid«, siger Franzen, der er stor fan af både ’The Wire’ og ’Breaking Bad’ og selv er ved at skrive ’The Corrections’ om til en serie for tv-stationen HBO.

»Men når det handler om at beskrive indre følelser og se tingene indefra, er romanen stadig uovertruffen. Selv en ikke særlig god forfatter kan vise en samtale fra to perspektiver på ret kort plads, og det er umådeligt vanskeligt i en film. Hele den måde, hvor man i fiktion kan skifte mellem at se folk som objekter og subjekter på en meget subtil måde, er stort set umuligt i visuelle medier«, siger han.

Kampen for tusinde ord
Men let er det ikke at skrive. Heller ikke for en succesrig forfatter som Franzen.

»Det er så utroligt svært – næsten umuligt – at skrive noget ordentligt, og man er så umådelig skrøbelig, når man gør det og tager de chancer, man bliver nødt til at tage, at man – jeg i al fald – bliver nødt til at isolere mig meget«, siger Franzen og forklarer, at han står meget tidligt op og går tidligt i seng i de perioder, han skriver. »Hvilket i New York reelt betyder, man ikke har noget socialt liv«, siger han.

Når Franzen arbejder, er det i det hele taget med en »ekstrem målrettethed«. Han skriver i et kontor, som han har ryddet for alle potentielle distraktioner.

Der er ikke noget på væggene, han har fjernet alle spil fra den gamle Dell computer, som han skriver på, og han har blokeret dens adgang til internettet ved at fjerne det trådløse internetkort og lime porten til internetkabler til.

Bøgerne på reolerne er nogle, han ikke gider læse – gamle opslagsværker og politiske bøger, Franzen købte i sin korte og lidet succesrige karriere som magasinet The New Yorkers Washington-korrespondent.

Kun en politisk artikel blev det ifølge Franzen til, og han har ikke positive minder om tiden i USA’s hovedstad: »Washington er en meget lidt charmerende by. Et umådelig kedsommeligt sted«.

Men tilbage til skriveprocessen og Franzens behov for isolation:

LÆS OGSÅJonathan Franzen: Vi har frihed til at vælge alt - undtagen familien

»Det er nødvendigt for mig, hvis jeg skal koncentrere mig. Mit mål er at skrive tusind ord om dagen. Efter tusind ord tillader jeg mig selv at stoppe – men nogle gange skriver jeg mere, hvis det går godt. Man ved aldrig, hvad morgendagen bringer, om det er en total fiasko eller 300 ord. Så det er godt at have lidt i banken så at sige«, siger han.

Du går aldrig helt i stå?

»Ikke rigtigt. Når jeg først får fat, rydder jeg kalenderen og skriver, til den er færdig. I ’Freedom’ kom jeg ned i en blindgyde omtrent en tredjedel inde og brugte fem uger på at skrive mig selv langt ind i blindgyden – og så et par måneder på at forsøge at finde ud af, hvor det var gået galt. Det var en rædsom tid«.

Laver du en plan for bogen, før du begynder at skrive?

»Ja. 200-300 gange. Det er let at lave en disposition. Vi kunne tage et stykke papir og lave en nu, jeg kunne give dig en narrativ struktur. Det er så let at planlægge og så umådeligt svært rent faktisk at fylde siderne«.

Men du nyder at skrive?

»Det er utroligt stressende at skrive – fordi dårlig skrivning hele tiden ligger og lurer på en. Men det føles skønt at gå hjem efter at have skrevet tusind ord, som man tror er ret gode, og få lov til at gøre det dag efter dag. De fire år, jeg har brugt på at skrive mine fire romaner, er de bedste år i mit liv. Det er det, jeg blev sat på jorden for at gøre«, siger han.

Tror du det?

»Nej, det gør jeg ikke. Det, jeg mener er, at der ikke findes noget bedre for mig end at skrive fiktion. Der er intet, jeg er bedre til, intet, der er mere udfordrende – og intet mere tilfredsstillende«.