Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kritik. Succesforfatteren Jonathan Franzen på gaden i New York, hvor han bor tæt på Central Park
Foto: Benjamin Kürstein

Kritik. Succesforfatteren Jonathan Franzen på gaden i New York, hvor han bor tæt på Central Park

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stjerneforfatter: »Jeg skriver til dem, der ikke vil rette ind«

Samtiden hylder Jonathan Franzen for de bedste beskrivelser af amerikanernes virkelighed i det 21. århundrede.

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Scenen er allerede lidt akavet.

Vi befinder os på den polerede Lexington Avenue på Manhattans Upper East Side, hvor forgyldte dørhåndtag og uniformerede dørmænd går i et med de lokales blingbling.

Foran en butik står Jonathan Franzen med let bøjede knæ og rank ryg, mens fotografen hektisk forsøger at placere forfatterens ansigt i den tomme ramme, der er udstillet i butiksvinduet.

En kvinde først i 30’erne er næsten gået forbi, da hun opdager, hvem manden med de bøjede knæ er.

»Oh my God!«, udbryder hun.

Jonathan Franzen ligner en, der tænker det samme. Han rejser sig hurtigt fra den unaturlige position og giver hånd.

»Jeg elsker dine bøger! Må jeg tage et billede«, spørger hun.

»Tja, det er vist alligevel det, vi gør her«, svarer han.

Forfatteren poserer med sin fan, og fotografen foreviger øjeblikket med kvindens smartphone.

»Det her er det bedste, der er sket for mig i dag!«, siger hun.

»Også for mig«, siger Jonathan Franzen.

Først da kommer han i tanke om sin betingelse:

»Bare du ikke lægger det ud på Facebook!«.

»Jamen, jeg er slet ikke på Facebook«, siger kvinden og haster videre.

Middelklassens kronikør
Jonathan Franzen er en lidt usandsynlig superstjerne.

Han fik først sit gennembrud som 42-årig med romanen ’Korrektioner’, og så gik der ni lange år, før han var klar med romanen ’Frihed’.

Begge bøger ramte en nerve med deres prunkløse beskrivelser af middelklassens tilstand i det postindustrielle Amerika.

Nøjagtig som i Danmark sukker man i USA efter den store samfundsroman – The Great American Novel – og Jonathan Franzens bøger betragtes af mange som nogle af tidens bedste kandidater.

Ind imellem romanerne blander han sig flittigt i samfundsdebatten med indlæg og essay, især i New York Times og magasinet The New Yorker.

Det er nogle af de indlæg, der sammen med en stribe originale tekster og et par taler tilsammen udgør essaysamlingen ’Længere væk’, der udkom i USA sidste år og nu er kommet på dansk.

Titlen henviser til bogens længste essay, der handler om en rejse, forfatteren foretog i 2010 til en ubeboet ø mange hundrede kilometer vest for Chiles kyst.

»Det var et stykke stuntjournalistik«, siger Franzen om rejsen, som han præsenterede nogenlunde sådan her til en redaktør på The New Yorker:

»Ville det ikke være sejt, hvis jeg tog til en af de fjerneste øer i verden, som tilfældigvis har en forbindelse med den første roman på engelsk, for at tænke lidt over den første roman på engelsk?«.

Men rejsen var mere end en fiks idé.

Den var også en flugt fra den massive medieopmærksomhed, som ’Frihed’ havde udløst, og fra vreden over hans gode ven og rival David Wallaces selvmord.

Ekspeditionen udviklede sig til en dødsensfarlig jagt på en af verdens mest sjældne fuglearter.

Jimmy og Susie på Facebook
Jonathan Franzen bor i en stor, men ikke unødigt prangende lejlighed nogle få blokke fra Central Park.

Lige inden for døren står to papirsposer med bøger – det er uklart, om de er på vej ud eller ind. I stuens ene ende er to sofaer, et bord og en akustisk guitar. I den anden et spisebord i mørkt træ og en gammeldags musikreol med stereoanlæg i tre dele og en halv meter lp-plader i bunden.

Franzens skepsis over for det, han kalder teknokapitalismen, og de sociale mediers ulidelige lethed er et gennemgående tema i den nye essaysamling.

»Jeg opfatter det ikke som et stort tab af kulturelle færdigheder ikke at have set det billede, som Jimmy og Susie tog af sig selv foran biografen for fem minutter siden«, siger han.

De eneste mennesker, der interesserer mig, er dem, der læser bøger

»Der ligger terrabyte efter terrabyte af data på internettet, og selv hvis du helligede alle døgnets 24 timer til det, ville du dybest set gå glip af næsten det hele. Så filtre er gode. Ikke at vide ting er en god ting«.

Han foretager selv lejlighedsvise dyk ind i kulturen og er ikke i tvivl om, at problemet med de sociale medier er, at brugerne bliver overstimuleret i en grad, så de ikke har tid til at tænke selv.

»De har en oplevelse af at holde øje med vigtige ting, som andre folk går glip af. Men jeg har bemærket, at hvis man spørger dem, om de har læst den fremragende artikel i The New Yorker eller i New York Times – som vel at mærke begge er tilgængelige online – så er svaret ganske ofte »nej, for jeg havde for travlt med at se på et billede af Jimmy og Susie – og se! Nu er de på restauranten og i gang med at tage flere billeder af sig selv«. Så nej, jeg tror faktisk, at du taber mere, end du vinder, ved at bruge for megen tid på sociale medier«.

Nettet er kokain
Jonathan Franzen har opnået en vis berømmelse for at skrive sine bøger på en computer, der har fået limet et dødt stik fast i den indgang, der ellers kunne bruges til at oprette forbindelse til internettet.

Men hans største problem med nettet og de sociale medier er ikke, at de er tidsrøvere. Det er den kommercialisering, de repræsenterer.

»Det at ’synes godt om’ noget var førhen en sindstilstand, men nu betyder det at optræde som en forbruger, der hjælper nogen med at publicere eller udbrede et budskab på Facebook. Det forekommer mig at være et temmelig giftigt kulturskifte«.

Lige siden Jonathan Franzen første gang læste om internettet i 1993, har han haft en sikker fornemmelse af, at det primært handlede om at udbrede den vestlige forbrugskultur.

»Allerede i 1995-96 var jeg utrolig træt af internettets utopiske fortalere og deres snak om, at det ville forandre menneskeheden, gøre os alle sundere og gladere, og at det ville skabe verdensfred – jeg havde det sådan: Helt ærligt: Nej! Det er et salgsværktøj! Et salgsværktøj, og ikke andet!«.

Prioriteringer. Jonathan Franzen i sin lejlighed på Manhattan. Han mener, at de sociale medier stjæler tiden fra vigtere ting - f.eks. at læse bøger. Foto: Bejamin Kürstein

Prioriteringer. Jonathan Franzen i sin lejlighed på Manhattan. Han mener, at de sociale medier stjæler tiden fra vigtere ting - f.eks. at læse bøger. Foto: Bejamin Kürstein

Man kunne vel sige det samme, da trykpressen blev opfundet. Der var masser af kommercielle grunde, men den gav os alligevel romanen. Internettet er vel bare et middel?

»Hvis jeg havde fornemmelsen af, at folk tilbragte fire timer fordybet i et eller andet på nettet, ville jeg tro det. Men sådan tror jeg ikke, det er, i hvert fald ikke for mig. Min opmærksomhedstærskel er på fem minutter. Så der er noget i teknologiens natur, der strider imod langvarig koncentration og, hvis vi skal helt ærlige, imod det seriøse«, siger Franzen.

Han holder en af sine mange pauser, hvor blikket hviler en meters penge til venstre for mine øjne. Så går han linen ud:

»Det er et afhængighedsskabende produkt, og ja, du kan tage kokain i et stykke tid og stadig passe dit arbejde, men på et eller andet tidspunkt har du ikke lyst til at lave andet end at tage kokain«.

Madonnas baghave
Fra vinduerne i stuen kan man se Manhattans skyline og en temmelig stor gårdhave.

Der er en græsplæne, et par bænke og en Webergrill, men det er ikke et sted, hvor beboerne samles på en sommeraften.

»Det er Madonnas have«, siger Franzen.

Popstjernen købte hele det enorme baghus inklusive gårdhaven for nogle år siden for et absurd millionbeløb.

»Men man ser hende aldrig. Hun ankommer i sådan nogle store sorte biler med tonede ruder med livvagter, der skærmer for hende, når hun bevæger sig fra bilen ind i huset«, fortæller Jonathan Franzen.

I vindueskarmen står en kikkert. For nogle år siden kastede Franzen sin kærlighed på fugle.

»Det skete ikke uden betydelig modstand fra min side, for det er meget lidt cool at være fuglekigger«, forklarer han i det første essay i den nye bog.

Men passionen for fugle blev for Franzen en vej tilbage, efter at han i nogle år i afmagt havde afsvoret journalistikken og sit politiske engagement. Hvad skulle det nytte?

Nu fik han en konkret sag at forholde sig til, og to af de skarpeste og mest levende essays i ’Længere væk’ handler om rejser med andre fuglekiggere til Middelhavslandene Cypern og Malta samt til Kina på jagt efter krybskytter og andre fuglefjender.

Forleden trykte magasinet National Geographic et længere essay om truede fugle, som Franzen skrev efter en reportagerejse til Egypten.

I hans egen baghave er bestanden af fugle også skrumpet, og det er på en måde Madonnas skyld.

»Før hun flyttede ind, var haven temmelig tilgroet, og der stod flere gamle træer. Nu er haven renset, og der er færre træer – men også færre fugle«.

Længere væk
Det var også jagten på en sjælden fugl, der bragte Jonathan Franzen til øen, der er opkaldt efter den skotske sømand Alexander Selkirk, hvis fortælling om en tilværelse som eneboer sandsynligvis dannede grundlag for den første roman på engelsk: Daniel Defoes ’Robinson Crusoe’.

Jonathan Franzen medbragte en paperbackudgave af romanen og befandt sig efter en udmattende rejse alene på et bjerg på øen, som oprindelig havde navnet Masafuera: ’længere væk’.

»Var jeg nødt til at være der for at skrive om Robinson Crusoe? Nej. Jeg tænkte sikkert bedre tanker om den hjemme på mit kontor. Men på denne måde fik jeg altså The New Yorker til at sende mig til en af verdens mest utilgængelige øer. Så det skete, og jeg ankom til det i virkeligheden ret forfærdelige sted«, siger Jonathan Franzen.

Det at ’synes godt om’ noget var førhen en sindstilstand, men nu betyder det at optræde som en forbruger, der hjælper nogen med at publicere eller udbrede et budskab på Facebook. Det forekommer mig at være et temmelig giftigt kulturskifte

Forfatterkollegaen David Wallace havde begået selvmord i 2008, og kort før afrejsen havde Wallaces enke givet Franzen en smule af vennens aske med, som nu symbolsk skulle spredes ud over øen.

Men først begav Jonathan Franzen sig ud på en ekspedition for at se den sjældne fugl rayaditoen, der yngler i et højtbeliggende område på øen. Bestanden menes at bestå af blot 500 fugle.

Som den byboer, han er, havde Franzen printet et kort over øen fra Google Maps.

»Så det, jeg troede, var en enkel klatretur, viste sig at være en nærmest lodret klippevæg«.

Skriver til de skøre
En af Jonathan Franzens erkendelser på rejsen til den lille øgruppe var, at han selv er afhængig af det fix, som konstant onlineforbindelse udgør. I nogle lange dage måtte han nemlig klare sig uden.

»Det var o.k., fordi jeg havde taget nogle bøger med. Men i de første dage var abstinenserne ret alvorlige. Vi er så vant til at kunne tilfredsstille vores behov hele tiden, sådan som vi gjorde med cigaretter, før vi holdt op med at ryge«.

I et essay i ’Længere væk’ skriver han om det nærmest erotiske forhold, mange har til deres smartphone.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Min pointe er, at det er meget tæt på at svare til at have et erotisk forhold til sig selv. En af de store løgne om ny teknologi er, at den bringer folk tættere sammen. Det er sandt, at teknologi får folk til at kommunikere mere, men måden det sker på, har ofte ikke særlig stor følelsesmæssig eller moralsk værdi«, siger han.

En god ven klagede for nylig til Franzen over, at han var meget bange, fordi han havde fået et legat og nu skulle tilbringe 15 måneder med at arbejde i sin egen lejlighed. Han gik nærmest i panik ved tanken om, at han hele dagen skulle kæmpe imod instinktet om at gå på nettet.

»Jeg rådede ham til at lade sin kone, der er skolelærer, tage den trådløse router med på arbejde om morgenen. Han sagde, at han hver morgen søger bekræftelse på, at han eksisterer – og det sker ved at google hans eget navn eller ved at se, hvem der har skrevet på hans Facebookvæg«.

Før sociale medier fandtes det problem ikke, mener Franzen.

»Man kunne selvfølgelig godt ønske sig, at flere mennesker ville læse ens bøger, eller at man havde flere venner. Men den her næsten eksistentielle følelse af, at man nærmest kun findes i det omfang, det afspejles på sociale medier, er ny. Og den spejling minder mig så meget om myten om Narcissus: jeg eksisterer ikke, hvis jeg ikke har 900 venner, eller hvis antallet af hit på Google går ned i stedet for op«.

Jonathan Franzen kan godt høre, han lyder lidt vred og bagstræberisk.

»Jeg siger ikke, det er verdens undergang. Men jeg behøver ikke at bryde mig om det. Jeg skriver ikke til dem, der bare er glade for udviklingen. Jeg skriver til dem, der er desorienterede og opfattes som småskøre, fordi de ikke bare vil rette ind efter udviklingen«.

Fuglene er væk
Vejret på Masafuera blev værre og værre på vej op mod rayaditoens yngleplads.

Til sidst gik Jonathan Franzen på en bjergtinde og kunne ikke se mere end 10 meter frem. Han vidste, at der til højre for ham var et frit fald på mindst 1.200 meter.

»Men jeg var virkelig opsat på at se den fugl. Jeg ville ikke give op, for jeg vidste, det var min eneste mulighed, men til sidst befandt jeg mig i en situation, som selv jeg forstod risikoen ved«.

Var du bevidst eller ubevidst ved at følge Wallace i døden?

»Det er svært at vide, hvad der er i ens underbevidsthed. Hvis det var nemt, ville det ikke være ubevidst. Jeg tænkte bestemt ikke på at kaste mig ud over kanten. Det var først, da jeg kom hjem og begyndte at tænke over, hvor utrolig farligt og dumt det havde været, at det slog mig, om der måske foregik noget ubevidst«.

Jonathan Franzen placerer igen blikket lidt til venstre for mig og er tavs lidt.

»Jeg skriver lidt om det i essayet, men jeg tror ikke, det er en forbindelse, jeg vil trække skarpere op i et interview«.

Jonathan Franzen fik aldrig set den sjældne rayadito.

Perfektioneret kapitalisme
Et af paradokserne ved den moderne teknologi er muligheden for at udstille tilsyneladende gnidningsfrie liv, mens realiteten er, at stadig flere amerikanere lever et liv i dyb fattigdom.

Sociale medier har ikke øget den sociale bevidsthed, hvis man spørger Jonathan Franzen.

»En ting, som teknologien gør, er at holde os travle. Meget, meget travle. Vores mobiler bipper til os hele tiden. Der er nye tweets, der skal læses. Nye billeder at kigge på. Du modtager en sms, en ny e-mail og et link til en YouTube-video, du skal se«.

Folk har så travlt med at følge med, at de ikke rigtig har tid til at bemærke, at der er flere hjemløse i gaderne, eller at stadig flere må passe to job og alligevel ikke har råd til afdragene på deres boliglån.

»Mange bemærker de her ting i små glimt, men dels arbejder de enormt meget, dels er de bekymrede for selv at miste deres job. Alle er bange. Det er den kapitalismens rastløshed, som Marx skrev om«.

Amerikanerne har i endnu højere grad end europæerne altid noget at bekymre sig om. Deres job, deres pension, deres sundhedsforsikring.

»Og alt det, mens Silicon Valley angiveligt skulle være i gang med at gøre verden til et bedre sted«, fnyser Jonathan Franzen.

Har teknokapitalismen gjort dig til socialist?

Pause.

»Selvfølgelig er der nogle dybe mangler ved kommunisme eller praktiseret socialisme«, begynder han.

Jonathan Franzen begiver sig ud i en længere beskrivelse af det USA, han voksede op i – Nixons USA. Så siger han noget overraskende:

»Nixon var nok den mest venstreorienterede præsident i min livstid, hvis man ser på, hvad han gennemførte. Obama ville ikke kunne opnå kvart så mange resultater i dag«.

Fandtes revolutioner før Twitter?
Under Nixon fik USA miljølove, arbejdsmiljølove og diplomatiske forbindelser til Kina. Indkomstkløften mellem rig og fattig var historisk lille.

»På den måde er det svært ikke at være en lille smule nostalgisk. Ikke efter socialisme, men efter et andet samfund. Ikke at det var en problemfri verden: Der var mere racisme, massiv homofobi, flere atomvåben og mange udfordringer, men alligevel var der en fornemmelse af et fællesskab«, siger Franzen.

»Og jeg tror på, at teknologi har spillet en rolle i at splintre den sociale sammenhæng: Vi er ikke længere et fællesskab; vi er 300 millioner små selvoptagede atomer, der hopper omkring og desperat søger efter en lille fordel i forhold til de andre atomer«.

Jeg siger ikke, det er verdens undergang. Men jeg behøver ikke at bryde mig om det. Jeg skriver ikke til dem, der bare er glade for udviklingen. Jeg skriver til dem, der er desorienterede og opfattes som småskøre

Overser du ikke, hvordan teknologien også samler folk – som det skete under det arabiske forår?

»Helt seriøst; jeg er stadig chokeret over, hvordan det lykkedes Twitter at nærmest overtage det arabiske forår. Revolutioner har trods alt fundet sted, før der var noget, der hed sociale medier«, siger Jonathan Franzen og minder om, at de fleste østtyskere knap nok havde telefon i 1989.

»På en eller anden måde slap det alligevel ud, og pludselig stod der en million mennesker på gaden i Leipzig«.

Han mener, at de arabiske revolutioner allermest handler om, at både USA og Rusland traf en strategisk beslutning om at lade dem finde sted.

»Rusland har så taget et andet valg i forhold til Syrien – og der hører vi ikke så meget om Twitters indflydelse. Der kan man se, hvad der sker, når en supermagt ikke bryder sig om en revolution; man får to års forfærdelig borgerkrig«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Identiteten er i kroppen
Når man taler med Jonathan Franzen, kan man godt høre, hvor hans ofte ensomme og desillusionerede romanfigurer får deres stemme fra.

»Det er ikke en særlig pæn ting at sige. Og som regel kan jeg godt lide folk, jeg møder ansigt til ansigt. Men de eneste mennesker, der interesserer mig, er dem, der læser bøger«.

Derfor finder han det heller ikke særlig interessant, om en hel generation er ved at definere sin egen identitet med den afstand, der er indbygget i sociale medier. Dem om det.

»De eneste mennesker, der er i stand til at indse, at de har mistet noget ved den livsstil, er dem, der har noget andet, som de brænder for. Dem, som har en passion, læser bøger eller sidder i fængsel. Det er dem, jeg er interesseret i: dem, der ikke bare passer ind i det nye system«.

Selv definerer han identitet meget konkret:

»Jeg er meget bevidst om at have en krop. Det er kernen i min identitet. Og den krop har flere sanser end bare syn og hørelse. Og hvad nogen siger om mig eller skriver om mig på en eller anden chip i Silicon Valley, forekommer fuldstændig irrelevant i forhold til de vigtige ting: Hvad tiltrækker denne krop? Hvad får det her hjerte til at slå? Hvad er det bange for?«, siger han.

»Det er også derfor, jeg synes moderne teknologi minder om misbrug: Når man er alvorligt afhængig af et stof, kan man ikke tænke på andet end at opfylde det behov. Parallellen til onlineverdenen er så slående«, siger Jonathan Franzen.

Det sidste, forfatteren siger, inden jeg går ind i elevatoren, er, at det er kommercialiseringen, han vender sig imod.

»Jeg vil altså gerne understrege, at mange af mine bedste venner er Facebookbrugere«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden