Samspilsramte Sonny er i dagslyset taxachauffør, men i natten også lyssky stikirenddreng for et par narkobaroner.

Hans eneste mål i denne rå og rodløse verden er at sørge godt for sin teenagersøn, Peter, som desværre også har været ude i noget snavs.

Men det synes at lysne. Singlefar og sønnike hygger sig så småt, mentalt overens om, at forbrydelser ikke betaler sig på langt sigt.

Sonny vil selv snart lovformelig på ret køl igen, på grund af sønnen og rigtige venner, der tror på ham og hans hensigt.

Men så kommer det fatale og forfærdelige terningekast. Sonny kommer til at skyde en narkoman død.

Skyld og anger plager ham, og da han bliver molesteret til at holde kæft om sin gesjæft af sine infame overordnede, vælger han i sidste ende at tage straffen. Men mordet ligner iskold likvidering, og Sonny kender meget til skydevåben, så dommen bliver hård – 16 år i statsfængslet.

Det er så her, at Sonny midt i dette akvarium af hajer og småfisk begynder sin karriere som violinbygger. Godt hjulpet af sympatiske omgivelser samt et par strømere, som anerkender devisen om, at der også er ære blandt tyve.

Befriende læsning
Med ’Violinbyggeren’ baseret på en ægte historie har Henrik Strube skrevet en medrivende roman i den gamle og gammeldags genre med en historie om stædige fanger, der pludselig bliver til sunde mennesker i de umenneskelige omstændigheder, de fleste fængsler er.

Det er imidlertid også befriende at læse en skandinavisk krimihistorie, der ikke foregår på middelklassens præmisser, men just præcis har skrivehånden nede i slum, slyngelstue og lumpenproletariat.

Tilsat smittende solidarisk empati, et optimistisk, medmenneskeligt engagement og en næstekærlig enfoldig tro på det gode i mennesket.

Som spirer, hvis miljø og grobund også er god eller bare bliver bedre dag for dag i samkvem med idealistisk menneskelighed.

’Violinbyggeren’ er i stil og sprog ikke litterært noget at råbe hurra for, men igen, aldeles rørende læseværdig i sin verbale og glade dannelseshistorie om taberen, der blev meget af en vinder med sine violiner.

Hjertegribende simpelthen, og derfor ender vi med fire af slagsen, hvor det sidste er det mindste.