Den er næsten for tyk. Men på den anden side også for god til at lade ligge.

Så altså: Forfatteren og debattøren Stig Dalager – manden, som i snart ti år, i den ene kronik efter den anden, i debatindlæg på debatindlæg, har talt imod regeringens stramninger af flygtninge- og indvandrerlovgivningen, agiteret for en mere urban tone i debatten og opfordret højrefløjen til at finde tilbage til det, Dalager kalder ’den borgerlige anstændighed’ – han bor, af alle steder, på ... Håbets Allé.

I mange andre lande ville et så imposant gadenavn være forbeholdt en brusende boulevard med den allerbedste beliggenhed – færdselsåren, der fører op til parlamentet eller kongeslottet eller katedralen. Men ikke i Danmark. Her ligger Håbets Allé i Brønshøj og er en forholdsvis ydmyg sidevej til Frederikssundsvej, moderat nedslidt, med temmelig uensartet bebyggelse og så få vejtræer, at ordet ’allé’ nærmest fremstår som en underspillet vittighed.

Entredøren står åben. »Jeg er herude«, lyder det fra lejlighedens køkken med en mørk, malmfuld stemme, der sender hvert enkelt ord på rejse ud i verden som en lille selvstændigt frankeret enhed. Stig Dalager taler altid langsomt og velovervejet. Også når han spørger: »Te ... eller ... kaffe?«.

Sprøjter tekster ud
Han er en af Danmarks mest produktive forfattere. Siden debuten i 1980 har han sprøjtet tekster ud – noveller, romaner, digte, teaterstykker, faglitteratur og essays, over 50 værker er det blevet til.

Hertil flere film, og hvordan han har fundet tid til at blande sig i samfundsdebatten, i det omfang han har, må guderne vide. Han er desuden en af de mest oversatte nulevende danske forfattere og er udkommet i 25 lande verden over.

LÆS OGSÅ Ferm forfatter afslutter sin store romanserie lidt for hurtigt

Centralt i forfatterskabet står de fem romaner om advokaten Jon Bæksgårds vandring gennem det moderne liv, hvor han bliver hvirvlet ind i de store, altoverskyggende begivenheder, blandt andet 11. september, der har præget verden de seneste årtier.

»Nogle af de fineste, mest ambitiøse samtidsromaner, som kan læses her og nu«, hed det i den svenske avis Dagens Nyheters samlede anmeldelse af de fem romaner.

Stig Dalager er ikke den, der sidder og putter sig hjemme bag skærmen og venter på at blive ringet op af en eller anden tilfældig journalist, som har brug for et citat om dette eller hint. Han er et holdningsmenneske med den basale livsindstilling, at holdninger er til for at brydes med andre holdninger ude i det fri. Ikke for ingenting er et af hans forbilleder teologen og historikeren Hal Koch, som mente, at uden samtale intet demokrati.

En streng
Vi sætter os ind i stuen. Det er sidst på eftermiddagen, persiennerne er halvt lukkede, ude i det fjerne suser Frederikssundsvej. På sofabordet ligger en pibe, som Stig Dalager tager op og tænder. Det er mange år siden, jeg senest var i stue med en piberyger, og jeg har næsten glemt den sødlige duft af pibetobak.

Ved valget 20. november 2001 vandt Venstre og Konservative regeringsmagten, støttet af Dansk Folkeparti. Der gik fire dage, så var Stig Dalager på forsiden af Politikens debatsektion med det første kritiske indlæg om tonen i indvandrerdebatten.

»Den havde jo allerede i valgkampen været anderledes, end vi havde oplevet tidligere«, siger han. »Dér fik man en forsmag på den skærpede retorik i forhold til vores minoriteter. Venstre havde opsat valgplakater, hvor man billedlig talt antydede, at der var en sammenhæng mellem kriminalitet og det at være indvandrer. Det havde vi ikke set før, den form for næsten udhængning af bestemte grupper«.

Man kunne også sige, at højrefløjen blot satte ord på virkeligheden, eller mere præcist: kriminalstatistikkerne. Man kan mene, at overforekomsten af unge indvandrerdrenge i statistikkerne udelukkende har sociale årsager. Men man kan da ikke benægte, at den eksisterer, indvender jeg.

»Nej, det kan man ikke«, siger han med piben kilet fast i mundvigen. »Men sagen er jo, at når man går i valgkamp, så vælger man at fokusere på bestemte temaer. Og det var så et af de temaer, udlændingetemaet, som dukkede op her og vedblev de følgende valg at være ... en streng, man spillede kraftigt på. Man kunne også have valgt at spille på andre strenge. Under alle omstændigheder resulterede det i et afgørende skift«.

Risiko for øget diskrimination
Men stramningerne af udlændingepolitikken begyndte allerede under den socialdemokratiske regering, anfører jeg.

»Ja, joh ...«. Stig Dalager bakker på piben.

Og så er skruen ganske rigtigt løbende blevet strammet af den borgerlige regering og Dansk Folkeparti – men for det meste med Socialdemokratiets stemmer, ikke sandt?

Han nikker.

»Der er et interessant mønster i det her. Med tragedien i Norge som det mest ekstreme eksempel på, hvor farligt det kan gå hen og blive at køre en indvandrerskeptisk og især islamfjendtlig retorik op. Vi ved fra studier af den europæiske historie, især fra den jødisk-tyske filosof Hannah Arendt, at det sjældent er uden konsekvenser, hvis man fører en sådan negativ retorik over for bestemte befolkningsgrupper«.

»Hun taler om den moderate racismes glidebane, hvor man starter med den negative retorik vendt mod bestemte grupper, hvor enkeltindivider, personer opløser sig i gruppen og bliver ansigtsløse. Og som forfatter ved man jo noget om, at sproget er tilbøjeligt til at skabe de tilstande, det taler om«, forklarer han.

LÆS OGSÅ Danskeren i verden og verden i danskeren

Men kan man ikke sige ..?

»Jeg skal lige gøre den færdig: Hannah Arendt taler om, at det starter med, at der bliver talt nedsættende om bestemte befolkningsgrupper. Det slår så over i forskellige former for tiltag, blandt andet dobbeltlovgivning, en lovgivning for dem, en lovgivning for os. Det har vi set en række eksempler på herhjemme: starthjælpen, som peger i retning af indvandrergrupperne, 24-års reglen og en række andre love«.

»I den bevægelse er der en risiko for øget diskrimination, som i sin yderste og selvfølgelig sjældne negative konsekvens kan inspirere til voldelige handlinger fra ensomme ulve eller små grupper. Vi ved nu, at der i 20 år har eksisteret en højreorienteret hemmelig loge i Danmark, som har arbejdet med forestillingen om voldelige tiltag over for indvandrergrupper. Der er i hvert fald et mønster, som er værd at tage i betragtning«.

Men er der ikke også et mønster i, at Danmark har haft den skarpeste retorik, men radikaliseringen er værre i Sverige? Snigmord på indvandrere i Malmø, attentater på venstreorienterede og den nazistiske bevægelse er langt større i Sverige end i Danmark. Og Norge har nu oplevet en galnings værk. Er det ikke belæg for at sige, at der er en ventileffekt af den skarpe retorik, sådan som Dansk Folkeparti siger: Vi kan tale åbent om problemerne med indvandring. Mens det i Sverige får lov at simre i trykkogeren, indtil det eksploderer?

Stig Dalager lægger piben på sofabordet.

»Sådan kunne det godt se ud på overfladen. Og selvfølgelig skal vi bevare en udstrakt tradition for ytringsfrihed. Men flere udenlandske rapporter har peget på et stort antal hate crimes i Danmark, som ikke er kommet til offentlighedens kendskab. Det danske politi har også gjort opmærksom på, at der sker flere og flere forbrydelser herhjemme, hvor racisme spiller en rolle«, siger han og fortsætter:

»Tag nu bandekrigen. Fra politikerhold er den jo reduceret til et rent kriminelt fænomen, en kamp om narko- og hashmarkedet. Jeg ser den også som et udslag af mange års negativ omtale af indvandrergrupper, der har ført til et omslag i den måde, rabiate og i forvejen voldelige grupper som Hells Angels farer frem på. Det er jo ikke tilfældigt, at de producerer et såkaldt sjakalmanifest, som med klare racistiske under- og overtoner forsøger at legitimere drab og mord på unge indvandrere«.

Fanget ind af en bestemt retorik
Men det er ingen større hemmelighed, at nogle af lederne af indvandrerbanderne er hårdkogte kriminelle, siger jeg.

»Sandt nok. Og det går også den anden vej. Der er ikke tale om, at vi kun har at gøre med en bestemt gruppe af hvide, danskfødte mennesker, som bliver fanget i den her spiral. De unge indvandrere er også på deres måde fanget ind af en bestemt form for voldsbetonet retorik, vendt mod det danske samfund«.

»Det viser bare, at tryk avler modtryk. Det bekymrende er, når man ser på det seneste tiår, at 11. september repræsenterede en form for brud med en forudgående mere fredelig periode – trods alt. Også i en amerikansk sammenhæng. Fra en præsident, som i det mindste forsøgte kompromiser og forsoning ...«.

Det er godt nok en meget venlig fremstilling af Clinton,mumler jeg.

»Noget af det sidste, han forsøgte at arbejde med, var da Palæstinakonflikten ...«, protesterer Stig Dalager mildt.

Det gør alle amerikanske præsidenter, der ikke skal genvælges. Det er en gratis omgang.

»Det ved jeg godt. Men der blev sat en politisk, mental og psykologisk proces i gang under Bush, som meget hurtigt førte til en genfødsel af den kolde krigs retorik med al dens dobbelthed og dens manikæiske verdensbillede: De gode mod de onde, hvis ikke du er med os, er du imod os og så videre«.

»Vi havde også herhjemme en række diskussioner af, om vi virkelig var på vej ind i en periode med civilisationernes sammenstød – islam kontra Vesten. Den opdeling af verden har præget hele tiden efter 11. september og gør det for så vidt stadigvæk i dag. Det har meget lange eftervirkninger«.

Det lukkede øje
Stig Dalager fortæller en anekdote om en amerikansk ven, som på nært hold overværede angrebene på World Trade Center, og som i lang tid ikke kunne tale om oplevelsen. Efter nogle år fik han problemer med synet på sit ene øje; det blev værre og værre, og lægerne kunne ikke finde årsagen. Indtil en psykiater forbandt det med hans fortrængning: Han var ved at miste sit syn, fordi han forsøgte at usynliggøre det, han havde oplevet.

»Den tidligere tyske præsident Weizsäcker holdt i midten af 1980’erne en stor tale i Forbundsdagen om tyskernes rolle i Anden Verdenskrig. Han talte om, at det at lukke øjnene for fortiden gør én blind i nutiden. Min romanserie behandler blandt andet det, der skete i Wien i midten af 1990’erne: neonazistiske brevbombeattentater og en stadig større fremvækst af højreradikale partier. Jeg mener, det er meget vigtigt, at vi inddrager nogle af de erkendelser og erfaringer, vi allerede har gjort os«.

Er det ikke lidt voldsomt at parallelisere muslimernes situation i dag med jødernes under nazismen, spørger jeg.

Han rykker frem i stolen.

Foto:  Peter Hove Olesen

»Jeg boede nogle år i Wien og oplevede i 1993 højreekstremismen i fuldt flor i form af nynazistiske brevbombeattentater på såkaldte flygtningevenner. Samtidig sad jeg og skrev en roman om en polskjødisk drengs skæbne i ghettoen i 1942«.

»Jeg kunne ikke undgå at se nogle forbindelseslinjer mellem den retorik, der var oppe at vende i den højreorienterede politiker Jörg Haiders partiprogram og nogle af hans taler, og så den historie, jeg fortalte: Hvordan det kunne gå til, at man endte med at spærre en bestemt del af befolkningen inde i ghettoer, med alt hvad der siden fulgte«.

»Jeg fik så lejlighed til at mødes med den gamle nazijæger Simon Wiesenthal, som på det tidspunkt var 85 år, og som havde overlevet fem koncentrationslejre. Han talte om, hvordan han i den islamofobi, som var tydelig i hans eget land, så en slags gentagelse af antisemitismen. Det kunne jeg ikke andet end have stor respekt for«.

»Her sad en mand, som havde været hele historien i 1930’erne og 40’erne igennem, som ved et mirakel var undsluppet, og som havde viet sit liv til det retslige opgør med nazisterne. Ikke til hævn, men, som han sagde, til retfærdighed. Helt nøgternt konstaterede han, at der var tale om en genkomst, en udhængning af befolkningsgrupper, som han havde oplevet. Vi skal bare være opmærksomme på de mønstre«, siger Stig Dalager.

Kan sagtens forstå
Vi må et par trin ned ad abstraktionsstigen, tænker jeg. Nu er det min tur til at fortælle en anekdote til Stig Dalager:

For et par år siden talte jeg med en skoleleder på en af Nørrebros skoler. Hun har udført et kæmpestort arbejde for at hjælpe indvandrerbørnene gennem skolesystemet og videre i gymnasiet. Og med ret stort held. Hun er efter min bedste overbevisning en af dem, der har gjort mest for integrationen i København. Hun og jeg faldt engang i snak om den af venstrefløjen så udskældte 24-års regel. Til min forbløffelse sagde hun:

»Jeg håber sandelig ikke, de afskaffer den. For så ved jeg godt, hvad der sker med mine dygtige indvandrerpiger. De kan have nok så mange drømme om at læse jura og medicin, det hjælper dem ikke. De bliver sendt tilbage til Den Anatolske Højslette for at blive gift med fætter«.

LÆS OGSÅ De trækker stikket til folkestyret ud

Kan Stig Dalager slet ikke forstå den irritation, mange føler over, at det i det 21. århundredes Danmark overhovedet skal være nødvendigt at bruge tid på at bekæmpe tvangsægteskaber og grov undertrykkelse af piger og kvinder?

Han nikker.

»Psykologisk kan jeg sagtens forstå den. Jeg kender den da også fra mig selv. De forbehold, man kan have, og alle de angstbetonede reaktioner. Når man for eksempel her i Brønshøj skal passere en gruppe unge indvandrere, som ikke vil flytte sig på fortovet, og hvis man pænt beder dem om det, så lægger de op til slagsmål, hele gruppen mod én mand. Sådan noget«.

»Og selvfølgelig også på et mere overordnet plan en bekymring omkring en manglende forståelse blandt nogle indvandrergrupper for demokratiet og dets spilleregler. Dertil må man sige, at vi jo ikke er et typisk indvandrerland. Vi skal måske nogle gange sige til os selv, når irritationen melder sig: Hvad kan man forvente?«.

Danmark på skolebænken
Så vi skal først til at lære det?

»Vi er i en læreproces. En af de eneste erfaringer, vi har, er, hvad der skete, da de østeuropæiske jøder kom til landet i begyndelsen af 1900-tallet. Dengang var der også mange, som mente, at det ikke var rimeligt, at de nød godt af de goder, danskerne havde skabt. Og pressen applauderede, når det lykkedes politiet at afskibe nogle af jøderne. Men efterhånden, over nogle generationer, lykkedes det med en integration. Amerikanerne har været i gang i flere hundrede år. De er skabt ud af en smeltedigel ...«.

Ikke desto mindre rummer USA en racisme og en hårdhændethed over for indvandrere, som jo får Danmark til at se blødsødent ud i sammenligning.

»Ja«, svarer han. »Men i forhold til størrelsen af landet og det volumen, de indbyggede problemer har, så klarer de forholdsvis godt at forbinde så mange etniske grupper«.

Jo, det gør de blandt andet ved at tillade dannelsen af parallelsamfund. Der er dele af USA, områder i de store byer, hvor man ikke længere taler engelsk, kun spansk. Men vi kan jo ikke i et så lille land som Danmark klare fremkomsten af parallelsamfund. Derfor giver det heller ikke nogen mening, når du og andre hele tiden henviser til USA, når talen falder på, hvordan en nation kan håndtere mange indvandrere. De har jo nogle helt andre forudsætninger.

»Det er rigtigt, vi kan ikke umiddelbart overføre de amerikanske erfaringer fra nation til nation. Men man kan godt lære noget for eksempel af den måde, man i storbyerne arbejder med de unge mennesker på. Og vi kan i hvert fald ikke arrestere os ud af problemerne. Jeg synes, det er vigtigt i den læreproces, vi er i gang med, også at se på det, der sker, med positive øjne. Prøve at finde det, der lykkes. Der synes jeg jo, at vi har været alt for negativt fokuseret. Det er noget af det, vi kan lære af det seneste årti«.

Og den erkendelse er flere og flere danskere også nået frem til de senere år, mener Stig Dalager. Han henviser blandt andet til, at en række borgerlige borgmestre tidligere på året vendte sig mod flere stramninger på udlændingeområdet og mod, at indvandrerspørgsmålet skal dominere den kommende valgkamp.

»Det var en besked til Folketinget og regeringen: Lad os nu se på det faktuelle. Dels er problemerne ofte ikke så store i lokalsamfundene, som presse og politikere er tilbøjelige til at gøre dem til. Dels klarer flertallet af indvandrere, især i de yngre generationer, sig på mange måder ganske godt og yder et vigtigt bidrag til det danske samfund. En undersøgelse i foråret viste også, at over halvdelen af den danske befolkning nu er positivt indstillet over for indvandring«.

Undertiden er magtanvendelse nødvendigt
Kunne det ikke skyldes, at det er lykkedes den borgerlige regering at begrænse indvandringen? Under højlydt protest fra blandt andre dig.

»Det er klart, at det lille land har begrænsede ressourcer. Så en eller anden form for grænse må der jo være. Jeg tror bare ikke, at befolkningens stigende tolerance og åbenhed over for indvandrere generelt kan forklares ved, at vi har sat en bestemt grænse. Det har haft sin betydning, at vi selvfølgelig ikke er blevet overstrømmet, som propagandaen sagde, vi ville blive«.

»Der er jo ved de seneste valg blevet spillet meget på, at hvis vi liberaliserede en smule i den stramme indvandrerlovgivning, så ville det få katastrofale konsekvenser. Men i realiteten er en del af de danske stramninger undermineret af EU’s mere liberale lovgivning. Nej, jeg tror, at danskerne, som det kloge folkefærd det efter min mening er, har besindet sig. At vi er kommet os oven på forskrækkelsen 11. september – som også førte til, at vi gik i krig«.

Det blæser op ude på Håbets Allé. Vinden piber i et vindue, der står på klem.

LÆS OGSÅSeks visioner for Danmark

Mener du, at Danmark aldrig skal gå i krig? Eller at de krige, vi går med i, er de forkerte?

»Det sidste«, siger Stig Dalager.

Så du er ikke pacifist?

»Nej, og det har jeg aldrig været. Jeg mener, at det undertiden er nødvendigt at gribe ind med magt. Men jeg mener ikke, at vi skulle have deltaget i de to krige og en ’march mod friheden’ i det leje, den amerikanske præsident Bush lagde op til«.

»Vi skal ikke ud og ideologisere i verden og indføre vores system. Vi skal blande os en gang imellem, men vi skal først og fremmest finde tilbage til den gamle rolle, vi havde: som formidlere og konfliktløsere. Det håber jeg, en ny regering vil gøre. Eller for den sags skyld: den gamle regering med en ny udenrigspolitik«.

Politikerne har et stort ansvar
Du og andre taler ofte om, at vi lever i en globaliseret verden, og omtaler det som et positivt fænomen. Kan du forstå, at sådan forholder det sig ikke for mange?

»Ja, der er jo store befolkningsgrupper, som overhovedet ikke er med på den globale dynamo, og det kan man selvfølgelig spille på politisk ved at vende ryggen til Europa og resten af verden. Det ser vi tendenser til i hele Europa«.

Og det er vel meget forståeligt? For mange mennesker er globaliseringen ene og alene en trussel mod det, de opfatter som deres grundværdier: farvel til det faste arbejde og farvel til det samfund, de kender.

»Arhh, det mener jeg nu ikke, at det ene og alene er ...«.

LÆS OGSÅ Dansk forfatter får flotte tyske roser

Men pointen er, at det kræver nogle bestemte ressourcer at kunne udnytte globaliseringen positivt.

Stig Dalager holder en kort, kort pause og retter sig så op. Og vender tilbage til det med den negative retorik:

»Jo. Men der mener jeg, at politikerne har et stort ansvar. Ikke mindst i forhold til en af konsekvenserne af globaliseringen, nemlig at Danmark har oplevet en forholdsvis stor indvandring i forhold til vores størrelse. Der har politikerne, som jeg ser det, et ledelsesmæssigt ansvar. Nu siger Dansk Folkeparti, at man slet ikke føler noget ansvar for de voldelige ting, der er sket og sker: hate crimes, bandekrig med over- og undertoner af racisme, for slet ikke at tale om det, der er sket i Norge«.

»Og det er selvfølgelig også rigtigt: I bogstavelig forstand har man ikke noget direkte ansvar. Men man har et ansvar for det verdensbillede, man er med til at skabe. Når Pia Kjærsgaard for eksempel siger, at vi i Danmark har at gøre med titusinder af danskere, som lever på et lavere civilisationsstadie og en kultur, som slet ikke rækker op til vores, og at en liberalisering af udlændingelovene kan føre til borgerkrigslignende tilstande – eller når Søren Krarup taler om en besættelse og ser sig selv som frihedskæmper ...«.

Han løfter stemmen.

»... UNDER EN KRIG ...«.

Ikke tilstrækkeligt
Stig Dalager ryster på hovedet.

»Eller når der bliver talt om en pest, der går over Europa ... Når man i den grad taler i krigsbilleder, så har man altså et ansvar over for den virkelighed, vi lever i. Er det virkelig sådan, at vi lever i en form for krigstilstand? Er det den oplevelse, de fleste danskere har af vores situation her og nu? Nej, det er det altså ikke. Tværtimod. Som vi talte om før, er der flere og flere, som er begyndt at forholde sig positivt til indvandring«.

Det kunne jo skyldes, at mange føler, at nu er der kommet styr på det, at nu er der en tilstrømning, vi kan håndtere.

»Ja, det kan man godt forestille sig. Men det, jeg fra starten har kritiseret regeringen mest for, er, at den ikke har talt om de mennesker, som vi har åbnet dørene for på en mere ansvarlig, humanistisk, tolerant og åben måde«.

Altså: Man kan diskutere, om vi skal invitere flere gæster, men de gæster, vi har inviteret ...

»... dem skal vi behandle rigtig godt. Og det synes jeg ikke, vi har gjort i tilstrækkelig grad«.

Nye fortegn
Midt i august, en lille måned efter tragedien på Utøya, annoncerede statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Dansk Folkeparti ikke kommer med i en eventuel kommende borgerlig regering.

Er det et udtryk for, at Lars Løkke definitivt afskriver at hente flere stemmer i udlændingespørgsmålet?

Stig Dalager nikker.

»Jeg er helt sikker på, at han godt er klar over, at det brænder på i forhold til den store gruppe af midtervælgere, som blokkene kæmper om. Han ved, at den skærpede negative retorik, som er benyttet i mange år ... der skal man virkelig fare med lempe under indtryk af, hvad der er sket i Norge. Jeg mener, at tragedien, ligesom 11. september, kommer til at sætte skel herhjemme«.

»Vi ser, at selv det højreradikale østrigske parti FPÖ har taget notits af det, og at Le Pen-folkene i Frankrig er begyndt at smide de mest ekstreme folk ud af deres parti. Det er kun begyndelsen. Jeg tror, tragedien har gjort et dybt indtryk på danskerne. Lige såvel som 11. september gjorde et dybt indtryk. Derfor vil det være meget uklogt og farligt for Venstre og Konservative at undervurdere det«.

LÆS OGSÅ Demokratisk underskud i dansk politik

Det lyder, som om du tror, at vi kan få et udlændingevalg med omvendt fortegn?

»Ja, det tror jeg faktisk godt, vi kan. Også fordi jeg kan registrere et Socialdemokrati i bevægelse. De taler om Stoltenberg-attitude, en anden måde at omgås på. For der har jo heller ikke altid lydt blide toner omkring indvandrere og islam hos Socialdemokraterne«.

»Men de er helt bevidste om, at de skal placere sig et andet sted nu, og at de politisk – i valgkampens taktiske spil – kan drage fordel af, at den borgerlige blok i ti år har støttet sig til et parti, som med sin meget negative retorik er begyndt at frastøde en del danskere. Det, tror jeg, er det nye«.

Ingen tak for sidst, tak
Skal vi ikke til at runde af?

Stig Dalager smiler. »Jo, det er nok en meget god ide«.

Da den nuværende regering kom til, var der et kraftigt element af hævnfølelse. Hele højrefløjens opgør med de såkaldte smagsdommere. Er der ikke en risiko for en modreaktion, hvis vi får en ny regering?

»Jo, og det ville være at begå en fejltagelse for tredje gang. Først var der 68’erne, som skabte megen fornyelse, men som også stivnede i rettroenhed. Så kom VK-regeringens endimensionelle opgør med 68’erne og de kulturradikale«.

»Det kan være fint med opgør, men det, der beklageligvis er sket, er, at man er gået fra en nuanceret udveksling af holdninger til udelukkende at betragte studenteroprøret som en katastrofe, og kulturradikalismen som værende helt uden dynamik og energi. Man skal passe på ikke at smide barnet ud med badevandet og kun fremhæve de negative træk og skyggesiderne«.

Så det kunne jo være rart, hvis vi også i denne sammenhæng kunne lære af historien, mener Stig Dalager.

»Man kunne forestille sig en model, hvor man summede op på, hvad har vi lært af kritikken af kulturradikalismen: Vi har lært noget om formynderi. Og hvad har vi lært af kritikken af 68-oprøret? Jo, vi har lært noget om, at det kan blive så ideologisk, at det begrænser ens humanisme og forståelse for omverdenen. Og selv jeg, der har været så kritisk omkring Jyllands-Posten og Muhammedtegningerne, vil gerne sige, at hele den proces har indskærpet ytringsfrihedens betydning. Det må vi sige«.

Holde fast i social lighed
Vi har fået diskuteret noget, vi ikke havde diskuteret i meget lang tid?

»Ja, den diskussion havde vi ikke før i tiden på samme måde. Der tog vi det lidt for meget som en selvfølge, at ytringsfrihed ... den havde vi bare. Nu har vi i hvert fald fået det ud af det, at vi ved, at det har vi ikke bare. Og at det er en grundlæggende størrelse ...«.

Som ikke er en selvfølge?

LÆS OGSÅ Pas på den omverdensangste danskhed

Han nikker. Og fortsætter:

»Vi skal finde tilbage til det, vi tidligere har været så gode til: tolerancen og den sociale forståelse på tværs af skel. Med redningen af de danske jøder under besættelsen havde vi vores finest hour, og målt med de store nationer i Europa har vi en stærkt indarbejdet forestilling om social lighed. Det skal vi holde fast i«.

Vi er også ret gode til at tale.

Vi kommer begge til at le højt. Stig Dalager rejser sig og går over til vinduet. Tusmørket er faldet på.

»Ja. Mens andre er gode til at tie. Der findes jo egne i verden, hvor tavshed er sagen«, siger han.

Men ikke på Håbets Allé.