Så fik vi alle historierne om Søren Ryges to gamle naboer, Anders og Julius, i én pakke. Akkompagneret af Nicolai Howalts godt sete fotos. Nogle fortællinger har været trykt før, nogle har hverken været trykt eller vist på tv.

Og Julius og Anders er gode for både våde øjne og latterkluk undervejs. Samtidig er det samlede epos en lejlighed til at reflektere over Søren Ryges metode. For hvad er det, han gør?

LÆS OGSÅ Ny bog fortæller: Dengang Søren Ryge blev rigtig gal

Han er helt bevidst om, at han er den kendte Søren Ryge fra fjernsynet. Han forsøger ikke at være ligemand med Anders og Julius, og han lukker ikke øjnene for deres smålighed og stædighed.

I et kosteligt kapitel hører vi om det skænderi, der udviklede sig, da DR ville forære de gamle brødre et farvefjernsyn. For Julius modtog ikke gaver. Så skulle man jo selv give, og det var penge ud ad vinduet.

Men Søren Ryge har egenskaber, der på forhånd stiller ham ind på frekvensen. Han snakker jysk, han bor på landet, og han har selv været ude og tjene og kan vurdere en mark og en ko. Alligevel gider man jo ikke læse en bog som ’Anders og Julius og andre historier’ bare for at blive indviet i en masse indforstået jysk snak.

Empati og tv-øjne
Så hvad er det, der griber læseren? Et bud er, at Søren Ryge har empati. Han kan se og høre, hvad det betyder følelsesmæssigt at være vokset op og have boet hele sit liv på den samme gård sammen med moderen. At have annammet hendes normer, så de ikke er til at rokke – ingen gaver til Julius, tak!

At have passet hende hjemme til den sidste dag. At ikke kunne drømme om at tilkalde en dyrlæge, når en ko skal kælve, for den slags er man vant til at klare selv. Og at blive gammel og skrøbelig og ikke kunne klare det selv, man hele livet har været vant til. Men han forstiller sig ikke. Ligger der soflæsk på bunden af hvidkålssuppen, lægger han skeen.

LÆS OGSÅSøren Ryge: Det er nu, du skal beskære

Søren Ryge har desuden tv-øjne: Er det godt tv, kan alt for fintfølende hensyn godt belave sig på at vige pladsen. Manden er ikke sentimental. Her kommer det det trykte ord til gode.

Ikke bedrevidende
I kapitlet ’Kalv nr. 217’ mangler han sit tv-kamera. En kvie skal kælve for første gang, kalven er for stor, brødrene er gamle og svagelige, og selv om Søren hjælper til, bliver enden på sagen, at der bliver ringet til dyrlægen. Og så kommer der en kvinde!

»I det øjeblik skulle Egon have taget nærbilleder af Anders’ og Julius’ ansigter«, tænker tv-manden. Og senere igen, efter at fødslen er vel overstået:

»’Ku’ vi ha klaret det selv?’ spurgte Julius. Dyrlægen tænkte sig om et øjeblik og sagde ’Ja, det tror jeg nok’. og i det øjeblik skulle der atter tages nærbilleder af Julius’ ansigt. For han stod med et fjernt blik og sagde: ’Ku’ vi det?’, og der var hundredkronesedler i hele ansigtet«. Så ser man scenen for sig.

Men når man befinder sig godt med bogen, der også rummer historier om andre furede personligheder, er det endelig, fordi Søren Ryge ikke er bedrevidende. Og er han det, lader han sig belære.

Jordbunden margarine-morale
I sidste kapitel afslører han en kageappetit som en Gargantua!

På DR Århus køber han »som regel to kager til frokost, én til kaffen lige efter og én til eftermiddagskaffen kl. 15. Hvis de er meget gode, køber jeg også tre med hjem. Til kaffen efter middagen, til aftenkaffen og én til konen. Hvis hun ikke spiser den, snupper jeg den, inden jeg går i seng«. Velbekomme!

LÆS OGSÅSøren Ryge og den mest vidunderlige kringle verden har set (og smagt)

Denne kagefråser møder sit livs kringle, og han prøver flere gange at gøre den efter. Fiasko. Indtil fejlen viser sig at være, at han kræsent har udskiftet opskriftens margarine med smør. Da han omsider bager kringlen med margarine, bliver den perfekt.

Den lille historie udgør bogens sidste afsnit. Som en jordbunden morale.

FACEBOOKBliv ven med Politiken