Kære onkel Klaus

Jeg ville sådan ønske du kunne være her

så vi igen sammen kunne se os omkring,

gå ind ad døre, gå ud igen, køre i taxi,

sejle i en båd med lille tag

sætte os ved et bord.

Jeg er i Hanoi nu, men var i går

i Ho Chi Minh City (tidligere Saigon)

og så fra 16. etage på Hotel Renæssance Riverside

ud over den brune flod og tænkte, ja den flyder.

Så den travle trafik på floden.

Færgerne tværs over, og fragtbådene op og ned.

Så mænd og kvinder med påbudte hjelme

myldre ud på deres knallerter

og så kvinder med runde store hatte

bære deres kurve ud på floden,

det er enkle billeder, sådan er det.

Hvorfor nu det?

Fordi jeg sommetider når jeg er ude at rejse

føler en længsel efter igen at sidde

sammen med dig og Ping på en café

under en palme og grine.

Det er så længe siden men står helt klart.

Vi så det lokale liv og tænkte på nogen

vi kendte og så faldt vi næsten ned af stolen.

Vi så de gode toreros

Antonio Ordóñez var jo ham vi bedst kunne li

det var vi ikke uenige om.

I det hele taget var vi ikke meget uenige.

Vi var der jo absolut heller ikke for at skændes

vi var der for at le, for at spise, for at se.

Vi grinte ad den kære tante El Viti, var han

ikke fra Valencia og lignede Don Quijote,

håbløst spankulerende?

Og vi respekterede Antonio Bienvenida

selv om han var blevet for tyk og for nervøs.

Han var altid i guld og grønt og sort,

Ordóñez var ofte i hvidt og guld.

Men hvad så med Paco Camino?

Ham var du ikke helt vild med,

jeg tror det mere var Traberg og mig,

der godt kunne li ham.

Kan du huske det, Klaus?

Absurd at spørge dig, for du kan huske alt.

Det er din spidskompetence

du er den der ikke glemmer.

Og jeg ved du også husker Atano III

den gamle katteagtige mester

af dynastiet Atano i Azkoitia

som viste håndflader frem for kameraet

hver mands krogede og slidte hænder

og talte dæmpet baskisk og slog den hårde bold

ned mod cementgulvet for at høre

om dens lyd var OK,

dengang vi lavede filmen om pelota a mano.

Der er så mange af dine bøger, jeg ikke glemmer

Konfrontation, Camouflage, 25 Desperate Digte,

hele striben af lyrikbøger

og nogle romaner og Til Spanien,

og jeg glemmer heller ikke,

da jeg besøgte dig på settet til filmen Weekend i 1962.

Jeg kan ikke lade være med at fortælle dig, kære Klaus,

at jeg i går på vej til Hanoi fløj over Da Nang,

et af Vietnamkrigens mytologiske stednavne.

Jeg ved ikke hvor mange gange

jeg har sagt halvhøjt frem for mig signaturreplikken

fra Apocalypse Now: Saigon. Shit!

Det var de ord, Captain Willard sagde

inden han hamrede sin næve ind i spejlet

og tømte en flaske Martell Cordon Bleu.

Ja, vende tilbage til hvad de sagde

Til hvad de gjorde

Vende tilbage til alting.

LÆS DE TRE ANDRE HER:Fire danske forfattere hylder Rifbjerg