Poesien skal være ligesom et billede – ut pictura poesis – sagde Horats.

Det skal teatret sandelig også, tænkte Kirsten Dehlholm, og så stiftede hun Billedstofteatret, senere omdøbt til Hotel Pro Forma.

Her har hun i over tredive år lavet forestillinger eller installationer, som har spændt fra det gribende til det gribende banale. Det sidste især, når hun har forladt sig helt på amatører som figuranter, mens hun har gjort større indtryk, når hun har allieret sig med kunstnere.

Et højdepunkt var hendes version af den gamle myte om Orfeus og Eurydike, ikke mindst fordi hun i ’Operation Orfeo’ samarbejdede med et professionelt kor ledet af Bo Holten.

LÆS OGSÅKirsten Dehlholm: »Hotel Pro Forma lever, så længe jeg lever«

I 1987 indtog hun Brandts Klædefabrik i Odense med ’Æter’, et stykke billedstofteater, hvis gennemsigtige scenografi, så vidt man forstår, fungerede som en museumsting i dagtimerne.

Om aftenen blev den så befolket af en mand og tre kvinder, der i et af Kirsten Dehlholm fastlagt bevægelsesmønster fremsagde tekster af Inger Christensen. Det er de tekster, der nu er kommet på bog, sammen med en meget visuel beskrivelse af, hvad der foregik.

Lutter monologer
Jeg så ikke forestillingen, men kan med hjælp fra den instruktive tekst se for mig, hvordan den har udspillet sig på en catwalk med publikum på de to sider.

Mens modeshowet lader sine modeller gå i en række, har der i Dehlholms version af den langstrakte scene været hele tre parallelle baner, som har fungeret som henholdsvis forgrund, mellemgrund og baggrund for tilskuerne på den ene side og omvendt for dem på den anden.

Det lyder lidt uoverskueligt, navnlig når spillereglerne har været, at der skulle være en skuespiller i forgrunden, to i mellemgrunden og tre i baggrunden. Det ville have været ekstra svært, hvis dem i anden og tredje række skulle have ført samtaler og kun den ene i forgrunden holdt enetale.

Men ligningen skal nok være gået op alligevel af den enkle grund, at ingen af figurerne – hvad enten de opfører en dialog eller en ’triolog’, som det hedder i kommentaren – taler med hinanden. De taler bare ud i luften. Inger Christensen har ikke skrevet dramatik, men lutter monologer.

Nutid og fortid er rystet sammen
Hver enkelt rolle er rystet sammen af nutid og fortid. Her er for eksempel en kvindelig stemme, der både er spåkonen Pythia fra det gamle Grækenland og en kioskdame af i dag:

»At sidde sådan her i sin aviskiosk / Og ligne en der allerede er død / Er dejligt fordi man fuldstændig glemmer, / At man skal dø… Her mellem aviserne / Mærker jeg hvordan alt det der står i dem / af sig selv siver ind i kroppen på mig, / Så jeg gror fast og slår rødder i jorden.«

Intet af det, der siver ind i hende, siver rigtigt over i de andre. Hver passer sit. Men det må have set flot og suggestivt ud, at de har stået der som henholdsvis forgrund og baggrund på den tre-sporede vej i et gennemsigtigt landskab.

LÆS OGSÅ Mindeord: Inger Christensen var tung, let, skarp, koket

Udgivelsen af manuskriptet med scenebeskrivelserne er ikke som enhver anden dramaudgivelse et tilbud til andre om at opføre stykket i andre omgivelser.

Det er snarere en dødsmaske af en forestilling, der engang har levet.

Og som det er værdifuldt at have dokumenteret.

FACEBOOKBliv ven med Politiken