Hånden der skriver, sidder for enden af armen. Vejen fra hånden til hjernen går gennem kroppen.

For selv den mest geniale forfatter sætter kroppen de grundlæggende muligheder og begrænsninger. Man kan snuble i sin dagligstue og få et gok i nødden, som sætter en brat ende for selv den mest raffinerede tankevirksomhed. Fladlus kan give det mest romantiske stævnemøde en kløe, der blev alt andet end sød.

Man kan som Paul Auster køre galt og være ved at slå sig selv og sin familie ihjel, fordi man sad bag rattet og var blevet for tissetrængende og ukoncentreret.

Døden som rejsekammerat
»Fysisk nydelse og fysisk smerte. Seksuel nydelse først og fremmest, men også nydelsen ved mad og drikke, ved at ligge nøgen i et varmt bad, ved at klø sig, når det klør, ved at nyse og prutte ... ikke en dag er gået uden et eller flere øjeblikke med fysisk nydelse, og alligevel er smerterne utvivlsomt mere vedvarende og genstridige ...«, skriver han.

Derfor er Paul Austers selvbiografi ’Vinternoter’ ikke så meget dybe tanker og lækre anekdoter fra et berømt forfatterliv, som det er et menneskes livshistorie fortalt igennem kroppens markører. Det handler ikke meget om ånd og kunst, men temmelig meget om sex og sygdom, kærlighed og katastrofer, traveture og baseball.

LÆS OGSÅStjerne-forfatterinde: »Erotiske eventyr er ikke mord«

På en måde minder Austers projekt om Knausgårds i ambitionen om at beskrive sit liv igennem de detaljer, der normalt forekommer for banale eller private til at kunne bruges i et selvbiografisk monument. At Auster kun bruger maks. 10 procent af den plads, Knausgård har haft behov for, er ikke den eneste forskel.

I det bind, jeg har læst, skriver nordmanden djævleblændt med en Sandemosefanden i hælene og masser af sidespring. Han vil have det hele med og står midt i det.

I en alder af 64 befinder Paul Auster sig et andet og mere veltempereret sted. Man er for længst etableret og godt og grundigt gift for livet. Nu venter den alder, hvor mennesker og muligheder falder fra. Enten stille skridende eller i drøje hug.

Man har ikke fanden i hælene, men døden som fast rejsekammerat.

Kroppen husker
Paul Auster har i ’Vinternoter’ valgt at optræde som et ’du’. Teksten er henvendt til den, eller rettere dem, han var, før han blev den, han er nu. Det giver selvsagt en indbygget distance. Dog fungerer denne kombination af veltempereret distance og hudløs ærlighed langt det meste af tiden godt.

Det er ikke en brandbombe af biografi. Det er en springfyldt fortælling, som trods springene i kronologi og tematik brænder med samme jævne glød som en af de cigarillos, Auster så gerne nyder. Kroppen suger tobakken til sig med nydelse, så Auster beklager, at det er blevet så besværligt at ryge i det offentlige rum.

»Skrivning begynder i kroppen«, fastslår Paul Auster, der finder sit sprogs rytme, når han går. Så når forfatterbiografien tager afsæt i fysisk erindring, er det ikke bare en koket idé. ’Vinternoter’ starter flot med den tidlige barndom, hvor ar og skader er de punkter, fortællingerne springer ud fra.

Din krop husker for dig.

Fordbold i tusmørket
Paul Austers erindringer om sin helt vilde lykke over at spille baseball dag ud og dag ind, til tusmørket gjorde det umuligt at spille videre, genkender jeg let fra min egen barndoms fodbold. Fra den tid, hvor det at sparke til en bold og et skinneben simpelthen var meningen med livet, før man begyndte at tænke over det.

Lidt mindre godt synes jeg næste kunstgreb fungerer. Efter barndommens skrammer fortsætter Auster med ungdommens rastløse nomadeliv og fortæller ud fra sine skiftende adresser. Her bliver bogen for opremsende, og langtfra alt er lige interessant.

LÆS OGSÅPaul Auster bliver dansk æresalumne

Det er et problem, at Auster bl.a. i ’Opfindelsen af ensomhed’ og ’Den røde notesbog’ (med ’Fra hånden i munden’) tidligere har brugt flittigt af sine ’gode’ minder. Efterhånden er man i hvert fald ikke i tvivl om, at det modsatte køn har haft hans levende interesse fra en ung alder, og at han elsker sin forfatterkone Siri Hustvedt til sidste blodsdråbe og op over ørerne.

Når han udnævner alkohol og tobak til at være krykker, han har brug for, fordi han »er et uperfekt og såret menneske, en mand som har båret på et indre sår lige fra begyndelsen (hvorfor skulle du ellers have brugt hele dit voksne liv på at bløde ord ned på papir?)«, kan det sagtens være rigtigt.

Men selv for Auster er det svært at få sagt uden at lyde bravt patetisk!

Langtfra jordrystende
Bag den springende kronologi er der alligevel en bue spændende frem mod ’Beatles-alderen’ 64, og bogen bliver kun bedre, efterhånden som den nærmer sig nutiden.

Austers statusopgørelse ved indgangen til livets vinterdage rummer mange stærke stykker. Et skønt portræt af moderen som ung og et smertefuldt stykke om hendes alderdom og død.

Om hvor svært det i situationen kan være at føle det, man føler, man bør føle. Om at blive overmandet af panikangst i en moden alder. Om hvordan hans krop altid har reageret med et sammenbrud i situationer, hvor hans hjerne spillede uvidende og valgte at lukke øjnene.

LÆS OGSÅNyt hovedværk er en bevægende antikrigsroman

Problemet med at skrive en ualmindelig og dybt personlig selvbiografi ved at fokusere på alt det, almindelige mennesker har til fælles, er selvfølgelig, at det let også bare bliver ordinært.

Men Auster er en rutineret performer på sit veltempererede papir, så selv om ’Vinternoter’ langtfra er noget jordrystende værk, så er det en unostalgisk og velkommen bog.

Som trods udsigt til kold og bitter vind på udmærket måde udbygger kendskabet til en forfatter, der undervejs er blevet klogere på livet og nu giver os andre en, forstår vi, godt brugt hånd.

FACEBOOKBliv ven med Politiken