Lyt til artiklen
Måske er det at føle sorg som at være nedsunket på havbunden – vandets grønt gyngende slør gør, at man kun langsomt og sejt strider sig frem gennem alt det våde; alt lyder anderledes end oppe i luften, alt ser anderledes ud.
Sådan er det i hvert fald at læse Josefine Klougarts tredje roman, ’Én af os sover’. Tekstens grundlæggende, sugende bevægelse er efter et hjem, en ankomst, følelsen af at være i sikker havn: »At finde sig et hjem der. Midt i det mest uvillige: naturen (...) så står man der og lirker og prøver ligesom at falde ind«.
