Annonce
Annonce
Annonce
Bøger 23. maj. 2012 KL. 11.19

Tafdrups poesi omfavner dødsbevidstheden

Digteren fylder 60 og har skrevet 'Salamandersol'; en slags selvbiografi i poesiens form.

Anmeldelse Salamandersol

Politiken synes
Politiken synes
Info Gyldendal. 84 sider, 175 kroner
Forfatter Pia Tafdrup
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

60digte, ét for hvert år i digterindens liv. Fra spædbarnets sansninger, flimrende som morgenlysets »skyggespil over tapetet«, til den modne digterindes »ord,/ der lyser som arret hud, hvor et livs kærtegn er indgraveret«.

Fra starten er døden indskrevet: »Livet er døden, der kommer«, står der i digt 1, og digt 59 slutter således: »Der er bare/ ét liv/ og et utal af forsøg/ på tilvænning/ til den død, der ikke er langt fra fødslen«.

Blide og brutale berøringer
I digt 27 er den unge kærligheds »vintereventyr« allerede et knugende koldt landskab, hvor to mennesker graver hver sin gang gennem sneen med bevidstheden om at skulle »forsvinde/ i hver sin død,/ ligge under jorden/ på hver sin ø,/ du på Fyn, jeg på Sjælland«.

I digt 24 sidder den studerende en nat blandt præparerede ligdele i en rus af poetisk inspiration, indtil et færdigt digt stirrer på hende, og hun er »alene tilbage mellem formløse skygger, /hvor den griber ud igen, døden – /med mulighed for at indgå/ i samlingen på Anatomisk Institut«.

LÆS OGSÅNy Tafdrup-roman stiller for mange spørgsmål

Samlingens komposition, hvor vi i flimrende, kalejdoskopisk, stadig mutation bevæger os fra år 1 til år 60 ad poesiens billedstrøm, giver i sig selv læseren denne fornemmelse af, at der ikke er langt fra fødsel til død.

Men også af, at der er masser af liv og sansning og nedbrydning og genfødsel på vejen derhen. At ordene både er ar efter sår og spor efter kærtegn, født af livets både brutale og blide berøringer.

Kontrasternes møde
Digtsamlingens titel, ’Salamandersol’, får sin poetiske forklaring præcis i bogens (og livets) midte, i digt 30. Her bliver salamanderen billede på en nærmest alkymistisk forvandling, »et livgivende og skånselsløst møde«, hvor is møder ild, hvor »bundfrosne bogstaver tør op«, og »ord syder og vågner/ i flammer«.

’Salamandersjælens drøm’ hedder digtet og viser os digterindens drøm om en poesi, der brænder med ildens forvandlingskraft.

Igen og igen knyttes ildens element til digtningens proces: »Ordflammer«, »sætningsbrand«, »det ildgrønnes/ muterende stilhed«.

Tafdrups poesi er fra dengang, englene boltrede sig i versets bølger.

Men ilden knyttes også til det begær, der kan dø hen og vækkes igen, også hos den 47-årige, som drømmer om et mandebliks »lynglød« som »en lysende vind« gennem et »grønt efterårstræ«. Som det hedder i digtets henvendelse til den 51-årige, hvis gnister er druknet i asken: »Hvis solen kan vågne hver dag, kan du vel også?«.

Det gnistrende møde mellem skarpe kontraster, som salamanderdigtet iscenesætter mellem ild og is, er karakteristisk for Tafdrups digte. Vi hører om »blændende mørke«, om »sommers vintersøvn«, om en himmel »sort af sne«, om »at løftes mellem faldende stjerner« og om »sorte krystaller«, som »lyser feberhvidt«.

Ild møder is, lys møder mørke, fald møder opstigning, fødsel møder død.

Livet med og mod døden
Men midt i den universelle, alkymistiske, elementale hvirvlende mutation tager også mere konkrete historiske billeder form. Tidens tegn indskriver sig.

Der er »non stop muterende fælles freak« i Thy-lejren. Der er cowboybukser, hjemmefarvede herreundertrøjer og islandsk sweater. Der er brevskrivning på maskine, fra dengang »afsenderspyt« og »limsmag« udgjorde »en uundværlig del af korrespondancen«.

Der er 80’ernes digterscene, »tiden, hvor engle svømmer«, og »hvor mændene med dødelig udgang/ indbyrdes kæmper om at tegne årtiet«. Der er glasnost, Murens fald, styrtende tvillingtårne.

Tafdrups poesi er fra dengang, englene boltrede sig i versets bølger. Før ironi, sprogspil og kløvet tunge satte dagsordenen for den danske poesi.

LÆS OGSÅTafdrup er bedst til de stramme billeder

Dengang man godt måtte drømme om et poetisk sprog, som var kroppens, blodets, kødets, som når Tafdrups 7-årige borer tungespidsen ned i det blodige hul efter en tabt tand i stedet for at tale: »Blodord. Hulsprog. Tungegrav«.

I dag er det svært at goutere ord som »illumination«, »smaragdgrøn« og »salamandersjæl«, men hvis man ikke lader dem blokere sin hørelse, kan man også høre dødsbevidstheden bimle diskret med små klokker af sort humor.

Og hvis man lader sig bære med af ord- og billedstrømmen, får man en ret svimlende og bevægende oplevelse af et muterende liv med nedsmeltninger og genfødsler og føler sig lidt mere klar til at fortsætte sit eget liv med og mod døden.

FACEBOOKBliv ven med Politiken