Det var på flere planer en tragedie, da New York Times’ mellemøstkorrespondent Anthony Shadid døde af et astmaanfald på vej ud af Syrien for nogle måneder siden. En tragedie, fordi han var i begyndelsen af 40’erne og burde have haft mange år foran sig. En tragedie, fordi han efterlod sig to små børn og en ung hustru i Beirut.

Men i høj grad også en tragedie, fordi verden derved mistede en af de ubetinget bedste formidlere og fortolkere af Mellemøsten; en region, der alt for tit i medierne bliver reduceret til krig, kaos og konflikter.

Shadids reportager og analyser løftede sig over stort set alle andres, og han formåede altid at tilføre historierne medmenneskelighed og det personlige præg, der gør, at begivenheder i fjerne egne bliver vedkommende, og at indviklede årtusindgamle konflikter bliver forståelige.

Han var – med et udtryk fra jiddisch – et mench, en reporter med dyb viden, indlevelsesevne og en umiddelbar interesse for de mennesker, han talte med.

Personlig fortælling
Alt det døde på en fjern bakketop i det nordlige Syrien, men lykkeligvis efterlod Shadid sig en sidste depeche fra regionen, den stærkt personlige bog ’House of Stone’, der udkom for et par måneder siden. For fans af Shadid er det et kærkomment minde, for dem, som ikke læste ham, en illustration af, hvad de gik glip af.

Bogens titel henviser til det fornemme hus, Shadids oldefar, Isber Samara, byggede i landsbyen Marjayoun i det sydlige Libanon, og Shadids kamp for at restaurere huset og genvinde sine rødder.

Det hele starter under krigen med Israel i 2006. Shadid, der dækker krigen fra Beirut, tager på en reportagetur forbi Marjayoun, der ligger i området, hvor Israel kæmper mod Hizbollah.

Huset står endnu, men er blevet ramt af en delvis eksploderet israelsk raket, og det syn er tydeligvis for meget for Shadid. Trods faren i området tager han et par timer senere tilbage, planter et oliventræ og lover sig selv at renovere huset og bringe det tilbage til sin fordoms storhed.

Men det er i høj grad lettere sagt end gjort. Shadid, der netop er blevet skilt og tydeligvis gennemlever en personlig krise, tager et års ulønnet orlov fra sin daværende arbejdsgiver, Washington Post, og kaster sig trods talrige advarsler ud i projektet, der er grundstammen i bogen.

Det er ikke bare israelere, der har reduceret huset fra dets fordums storhed. Det har været forladt i årtier.

Familien er som så mange andre libanesere blevet spredt for alle vinde – Shadid selv er vokset op i Oklahoma – og renoveringen af det gamle hus i Marjayoun bliver derfor en anledning til at genfortælle både Shadids egen families og Libanons generelle historie.

Tilbage til osmannerne
Bogen består dermed af to separate spor; et, der genfortæller familiens vej til USA, og et, der handler om Shadids arbejde med huset i Marjayoun.

Som bogen skrider frem, nærmere de to spor sig tidsmæssigt hinanden, men fra starten har de begge den samme melankolske grundtone og en stemning af alt det, som er tabt og aldrig kan komme tilbage.

Det er gået tilbage for både Marjayoun og hele Mellemøsten i årtier, og mens Shadid kæmper med vejret og de lokale håndværkere, længes han igen og igen tilbage til osmannernes tid, hvor regionen var mere kosmopolitisk og grænserne porøse.

Han er ikke naiv omkring osmannerne, der ikke just var fantastiske eller visionære herskere, de sidste mange år de havde kontrol over regionen, men er alligevel åbent nostalgisk efter fortidens Mellemøsten og især tiden, før Israel blev oprettet.

Dengang strakte Marjayouns naturlige opland sig hele vejen fra Beirut til Haifa langs kysten og rakte fra Damaskus til Jerusalem over land. En næsten utænkelig åbenhed i dag, hvor grænserne er mineret og massivt bevogtet af både Israel, Libanon, Syrien og de mere end 10.000 FN-soldater, der i årtier har været udstationeret langs grænsen.

Livet i det små
Det er det tabte Levanten, verden af i går i Mellemøsten, og selv om det med møje og besvær ender med at lykkes Shadid at renovere den gamle familieejendom, er der ikke meget optimisme at spore i bogen.

Selv lille Marjayoun er splittet, reduceret til en skygge af sit tidligere jeg, og det samme gælder Shadid, der som reporter lever af konflikterne, men samtidig væmmes ved dem.

Alt sammen fortalt så elegant medrivende, at man ved bogens slutning næsten selv føler, at man har levet i Marjayoun og kæmpet den ulige kamp for at få tingene til at fungere mod alle odds.

Det er Mellemøsten i et mikrokosmos, men meget, meget mere sigende for regionen og dens stemning end de fleste andre bøger, der alt for ofte udelukkende fokuserer på konflikter.

Det er i det små, at livet leves, og vil man forstå det moderne Mellemøsten – og græmmes over, hvor galt det er gået – er Shadid stedet at starte. Bogens eneste, næsten uforklarlige mangel er, at der ikke er et eneste fotografi hverken af Shadids familie eller huset, som det hele handler om.

En bizar undladelse, men en, der bestemt ikke bør skræmme nogen læsere væk.

FACEBOOKBliv ven med Politiken