Undervejs i læsningen blev træsnittet min yndlingsmetafor for teksterne, de tekster der befolker den anerkendte svenske digter og litterat Jenny Tunedals digtsamling fra sidste år, der i den smukt besørgede oversættelse har fået titlen ’Min krig, suiter’.

Teksterne kredser nemlig i store, kantede suiter om vold og hårdhed, død og nat, drab og straf, frygt og – ja, små fosforglitrende glimt af ømhed og omsorg. Jeg ser teksten som en stor flade, måske også en kampmark, hvor Tunedal har snittet med skarpt, i en gestus der på skift er brutal og nænsom, og hvor hendes udstrakte brug af skråstreger mellem ordene, og de små sekventielle ryk mellem betydningerne, markerer knivens streger i træet.