Johanna Thielst, født 1945 og uddannet sygeplejerske og kunstterapeut, debuterer med disse knap 30 fragmenter fra sit fødeår og barndommen gennem livet frem til næsten nu.

I indholdsfortegnelsen bærer fragmenterne årstallet samt tekstens første linje som titel, f.eks.: ’1945 Mælkebøtterne står og byder sig til’; ’1955 Mens skyerne, himlens nullermænd, ændrer form’; ’1987 Hele dagen har han gået ude i tågen’.

I en lille prolog nævnes et par af årets markante verdensbegivenheder samt (næsten) konsekvent, hvem der fik Nobelprisen i litteratur det pågældende år.

Mere menneske end kvinde
Gennem beskrivelser af sanseindtryk, følelser og stemninger aner læseren konturerne af et på overfladen gennemsnitligt (sygeplejerske-)liv: ægteskab med læge, børn og skilsmisse, arbejde med psykiatriske patienter, nye forhold, længsler og kærlighedsforlis og siden aleneliv.

Man mærker fortællerens trang til at gøre det banale og almene til kunst og dermed interessant, også for sig selv. Og det lykkes glimtvis.

Hele vejen spiller seksualiteten og naturen en stor rolle. Fortælleren debuterer tidligt seksuelt og har da også nogle grimme oplevelser med en ulækker fodermester, som introducerer hende til prostitution og skulle have været straffet. Den skæve start stækker dog ikke sanseligheden, som styrer også den modne kvinde.

LÆS OGSÅRost forfatter giver begrebet 'den svære toer' en ny betydning

I 2006 er det ved at være ovre: »Men det vil ikke vare længe før jeg kommer til at ligne Rodins skulptur Den gamle kurtisane. Fornemmelsen af at fortiden er overalt og at jeg er mere menneske end kvinde har allerede tag i mig«.

Forfatteren – som har været en lærenem læser – kæler stedvis lovlig meget for sine litterære virkemidler, der så røber den dygtige uoriginalitet.

En enkelt bog
Men naturbeskrivelserne er nærværende og fine, og især i fragmenterne om barndommen er der smukke billeder. Således af faderen, da fortælleren er blevet født: »Han lægger sig på knæ ved sengen, som var den et alter. Hans hår og fregner gløder«.

Og stemninger, som denne i 1958, hvor hun er 13, Explorer 1 sendes ud i rummet, Boris Pasternak får Nobelprisen i litteratur og Aksel Sandemose udgiver ’Varulven’: »Radioen har en særlig lugt når den har været tændt et stykke tid.

Duggen falder på gårdspladsen, så det kan høres, hvalpen klynker lidt i søvne, og vinden rasler i lindetræernes kroner«.

LÆS OGSÅKomiker begår bevægende og frastødende ungdomsroman

Et kærlighedsforholds fald indtræffer vist nogenlunde samtidig med Murens, er mit gæt ud fra 1989-fragmentet: »Man giver vel op en overgang når det hele skrider og alt rykkes fra hinanden, som skulle vare gennem alle dage. Så lange så lange er nætterne nu«.

Til sidst bor fortælleren i en skov, maler på meterhøje lærreder og ønsker sig en fabrikshal at skeje ud i. Så ville hun rulle sig på lærrederne, ryge og drikke hårdt, få filtret hår og sorte negle. Og spille Dietrich Fischer-Dieskau og Tom Waits for hunden. Man siger, at alle har en enkelt bog i sig.

Hvis dette er Johanna Thielsts, var det godt, hun fik den udgivet.