Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Smadret. Romanens omdrejningspunkt er den tragiske bilulykke, som koster de to unge nabopiger Lilja og Signe livet. Foto: Joachim Adrian

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.

Bilulykke ændrer alt i frygteligt trist - og god - roman

7 akter, 5 årtier, 128 sider. Johanna Thielst strammer den. På den absolut gode måde.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det siger sig selv, at med så mange personer og miniaturen som format er der ikke plads til psykosociale dybdeportrætter af hver enkelt.

Det er heller ikke målet, i stedet er det et helt samfunds sociale og psykiske tilstand, der ligger Johanna Thielst på sinde. I ’Fugle står i tidevandet’, der er Thielsts nye roman efter den ganske vel modtagne debut i 2012, ’Dunhammere spidder himlen’, registrerer vi livet i og omkring en klynge landsbyhuse fra den foretagsomme normalitet til den lammende tragik.

»Hverdagen kommer sindigt listende. Den kommer på strømpefødder. Den er så almindelig. Men man skal ikke tage fejl, det almindelige er ikke det samme som det kedelige. Hverdagen kan have guld i posen«, filosoferer den jordbundne Jonas, før sønnens møde med et vejtræ forandrer alt til ’efter’.

Så »drønede træet mod bilen«. Og tiden går nærmest i stå. Bror har lånt fars bil, og med sig denne hvinende smukke sommernat, der lover evig fest og ungdom, har han nabopigerne Lilja og Signe. Begge dør på stedet, mens Bror hutler sig videre med chokket i kroppen, en dyb familiehemmelighed og en fængselsdom for spritkørsel.

'Fugle står i tidevandet' handler om det spildte liv, men nok så smukt, også om det liv, der bare går

Ulykken får ikke blot de sociale bånd mellem de to familier til at briste, men griber ind og forstyrrer hele grundstrukturen i det lille samfund. Søskende, naboer og forældrene til den unge spritbilist mister taget i sig selv og sikkerhedsnettet af rutiner og almindeligheder. Det hele ligesom smuldrer. Ikke mindst for pigernes forældre.

»Når lyden fra vækkeuret skærer igennem morgenen, sætter Harald sig op i panik. Det er ikke bare her, de er væk. De er helt væk. Det er ikke bare nu, de er væk, de er væk for altid. Der er ingen, der græder. Nogen burde græde. Han sidder længe på sengekanten og vil ingenting«.

(u)almindeligt trist

Den slags upatetiske, men til marv og ben gående indfangelser af sorgen og udmattelsen,’ingenting at ville’, er der flere rigtig gode af i Thielsts roman. Også i beskrivelsen af Haralds kone, der begynder at vaske det samme tøj igen og igen, som nusser rundt på loftet uden for de stille pigeværelser, fordi »Hun drukner, hvis hun går derind«.

Jenny strider sig gennem livet med tabet, mens Harald nægter og drikker, til han en morgen ligger død i sengen: »Hun vil aldrig kunne glemme hans hænder, der hvilede oven på dynen. De lignede døde svaners fødder«. Dette kraftfulde nature morte (’døde svaners fødder’) er lige så typisk for teksten som det mere nedtonede, hvilket skaber en sprogøkonomi i flot balance.

’Fugle står i tidevandet’ handler om det spildte liv, men nok så smukt, også om det liv, der bare går. Fra sit vindue på tørreloftet, hvor Jenny også før døtrenes død, står med evindelige stakke af vasketøj, har hun udsyn til store og små forandringer: »De voksne, der engang afstak hele verden, er nu blevet de gamle.

Når de stiger på cyklen ud for Hytten, er det med stive bevægelser, som om de lige har lært at cykle. Så ser hun dem køre af sted med ret ryg, højt styr og fornuftigt tøj, der passer til vejret«.

Det er en frygtelig trist roman, Thielst har skrevet. Men formildende i sin pragmatiske overgiven sig til det uundgåelige. Fornuftigt klædt eller ej.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden