ingen nåde. La Rochefoucaulds maksimer, der vakte skandale, da de udkom, stiller skarpt på menneskets selvoptagethed og forfængelighed. Illustration: The Granger Collection

La Rochefoucauld (1613-1690) var født ind i en overordentligt velhavende og meget fornem gammel slægt og tilhørte dermed det øverste lag af aristokratiet i Frankrig; men ved sin deltagelse i krige, ved sit liv ved hoffet, ved sit ofte fejlslagne engagement i det politiske liv lærte han mennesket og sig selv at kende godt og grundigt.

Hans »maksimer« er et af de fineste og mest sylespidse åndsprodukter, der kom ud af de franske saloner, som han flittigt frekventerede. Mange har forsøgt sig med maksimer og bonmoter, men ingen når rigtigt op på siden af den La Rochefoucauld, en Nietzsche så inderligt beundrede.

Hans hovedtese om os mennesker lyder i en af varianterne således: »Egoismen er den største af alle smigrere«.

Grundlæggende er vi ifølge La Rochefoucauld egoister til hobe, og det er med afsæt i den simple, men prægnante og formentlig sandfærdige hypotese, La Rochefoucauld kan udlede alle sine brillante såkaldte maksimer.

Store sandheder
Maksimerne har vi indtil nu kun haft i et udvalg, men formidable Fritz Wolder fra enmandsforlaget Helikon har nu sørget for, at La Rochefoucauld for alvor er ankommet på dansk i sin fulde og hele skikkelse.

Det er en begivenhed og en gave, for på trods af de små 347 år, de har på bagen, er La Rochefoucaulds maksimer formuleret så klart og enkelt, at de altid kan ramme os på kinden med et lydeligt, kærligt klask.

LÆS OGSÅFremragende romanforfatter forsvarer åndens eksistens

Hør blot: »Det kræver en stærkere karakter at bære medgang end at bære modgang«; »Man praler ofte af sine lidenskaber, tilmed de mest forbryderiske, men misundelsen er en sky og skamfuld lidenskab, man aldrig drister sig til at bekende«.

Eller hvad med: »For at vinde en stilling i samfundslivet gør man alt, hvad man kan for at give det udseende af, at man allerede har opnået den«; »List og forræderi bunder alene i en mangel på virkelig dygtighed« – så sandt: rænkemagere er altid middelmådigheder; »Lige som det er kendetegnet for store ånder at kunne sige meget med få ord, således har de små ånder omvendt den gave at kunne tale meget uden at sige noget«.

En moralist af den bedste slags
Den sidste, svirpende ironi, der rammer de meget talende små ånder, leder os på sporet af en grundlæggende vekselvirkning hos La Rochefoucauld.

Han pendler mellem en sort kynisme, der siger, at vi intet andet er end forfængelige, tåbelige, indbildske og irrationelle egoister – helt ned i et bundløst svimlende dyb af maske på maske, hvor alt er skuespil:

»I alle professioner stiller enhver et bestemt minespil og et bestemt ydre til skue for at synes det, han ønsker, at man skal tro, at han er. Altså kan man sige, at verden kun består af minespil«.

Og så på den anden side en mere lys pol, der skelner skarpt mellem væren og fremtrædelse, og ifølge hvilken der vitterlig findes dyd, klogskab, godhed og karakter – bag alle de flimrende forsøg på at bluffe og på at synes at være noget andet end det, man reelt er.

Den skelnen kan vi se i aktion her: »De falske hædersmænd er de, der skjuler deres fejl for andre og for sig selv. De sande hædersmænd er de, der kender deres fejl til bunds og vedgår dem«.

I den sidste henseende træder La Rochefoucauld os i møde som moralist af den bedste slags; ikke en, der hyklerisk revser alle de andre ud fra ofte banale ståsteder, men en, der ved at pirke til os og komme ind under skjoldet af livsløgn og selvbedrag kan lempe os nærmere hen i retning af at være mindre forfængelige og nederdrægtige; og en moralist, der altid bruger ’vi’ og dermed trækker sig selv ind som del af miseren.

Bogen handler ikke om MIG
Når undertitlen er et ’portræt’ af det menneskelige hjerte, skal vi derfor forstå, at portrættet er tvedelt mellem den helt mørke side, der revser os som de køtere, vi kan være, og så en lysere og mere opbyggelig side, der ikke har opgivet håbet om selvforbedring, og som ved, at både godhed, takt og klogskab er til i verden.

La Rochefoucauld kommer i så henseende før de franske og tyske oplysningsoptimister, men han afviger alligevel fra f.eks. Immanuel Kant ved grundlæggende at være helt på det rene med, at vi er uigennemsigtige for os selv, at vi modsiger os selv, ja, at vi ligefrem kan være helt forrykte og underlagt tilfældets mindste luner:

»Der skal kun lidt til for at gøre den vise lykkelig, og intet kan tilfredsstille en forrykt: Det er grunden til, at næsten alle mennesker er så ynkværdige«; og denne: »Fantasien formår ikke at udtænke så mange forskellige modsigelser, som naturen har nedlagt i hvert eneste menneskehjerte«, og: »Vi kender langtfra alle vore ønsker« – og: »Tilfældet og lunerne regerer verden«.

Ingen, der kender blot en smule til politik og økonomi (og kærlighed!), vil kunne være uenige i den sidste sentens.

Maksimerne vakte skandale, og La Rochefoucauld gav derfor i sit forord et udsøgt ironisk råd til sin læser:

»Kort sagt, så er det bedste, læseren kan gøre, fra starten at overbevise sig selv om, at ikke én eneste af disse Maksimer vedrører hans egen person, og at han, skønt de synes almengyldige, udgør den eneste undtagelse fra dem« – ja, de passer i hvert fald ikke på MIG, og rådet være hermed givet videre.