Vi kan se film med 3D-briller, men kan vi læse Henrik Nordbrandts nye digte, de første, der i fem år er udkommet på Gyldendal, med gloende 3½D-læsebriller?

Og er det 3½ død, titlen egentlig hilser på?

Det vides ikke, men der er mørk, knogleraslende og dødsdigtende knald på de syv afdelinger af digte, Nordbrandt nu lader falde ud i den læsende offentlighed.

Og vi begynder ved Golgata, hvor »I begyndelsen var ordet/ misforståelse«, og hvor vi: »skulle have været nagler«, og vi ender næstsidst med »En dag lidt hen i januar/ står der en masse sorte biler på en mark ude i sneen«, og »De kan hverken komme frem eller tilbage«.

LÆS OGSÅHenrik Nordbrandt: »Jeg har været alt for sur«

Det kan Nordbrandt til gengæld; det kan godt være, Dødens store knokkelskikkelse står og rasler med knoglerne og lader leen suse frem og tilbage foran Nordbrandt selv, men mellem hver susen af leen får vi en lyriktur i sneen, den kolde januarsne, eller hen til Golgatas høj og tilbage igen, alle vi usle nagler.

Strålende snavset sne
Under læsningen af disse digte vendte ordet ’knarvorn’ igen og igen tilbage til mig, og jeg så for mig en knarvorn – og måske også lidt uvorn – Knagsted, der rumlede trodsig-muntert af sted og alligevel sender et lille strålebundt ind til os til slut, for vi skal ikke dø i synden:

»Så måske/ er jeg alligevel ikke helt så talentløs som vintermørket/ næsten havde fået mig til at tro/ da jeg selv næsten havde glemt at flyve/ og hvordan/ man også godt selv kan hjælpe/ forårslyset lidt på vej«.

Det kan man nemlig, og når solen er ved at gå ned, er det sådan, at: »sneen stråler rigere end nogen rosenhave«.

Det er dét, han kan her og nu, Nordbrandt: at få os til at se og mærke, hvordan den fordømte, snavsede, kolde og trøstesløse vintersne kan stråle mere og rigere end alverdens banalt stynede rosenhaver. I 3½D.

Kan høre de døde
Spøgelser, genfærd og døde mennesker defilerer gennem digtene, f.eks. som her:

»De døde ved det/ naturligvis ikke/ men vi, de levende ved/ at de døde går igen« – med en typisk nordbrandtsk tvetydighed, for hvordan i alverden skulle vi levende kunne vide, hvad de døde ved eller ikke ved?

LÆS OGSÅNordbrandt er både gnaven og gavmild

Men så kommer slutningen på digtet:

»Og flere ord har jeg ikke/ at sige om de døde/ som har givet mig alle disse ord:/ De er ikke/ de nøjes med at tale/ på en måde ingen dog kan overhøre/ om det/ hvorom man ikke kan tale« – det sidste en venlig hilsen til en af de mest berømte vendinger i den tidlige Ludwig Wittgensteins ordknappe ’Tractatus Logico-Philosophicus’ (1922), nemlig:

»Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie«.

Det er muligt, men Nordbrandt kan høre dem, de døde, han kan lytte og overhøre og får ord foræret fra dem. Og han tier ikke.

Poetisk skelet
Men måske orker han knap nok en sommer mere?

»Men udsigten/ til et blomstrende kirsebærtræ/ skal dén betales med endnu en sommer?// Jeg gider ikke.// Så nu har jeg sagt det ligeud/ erfaren som gammel sne/ i pludseligt solskin på en grøn mark«.

Der er dog ulmende humor midt i al denne død og alle disse spøgelser, f.eks. i det ret vidunderlige ’Skeletur’, hvor det pludselig går op for digteren, at det transparente ur, han købte, så han kunne iagttage tidens gang, blev kaldt for et »skeletur«, hvorefter han turnerer sin bratte afsky med et afsluttende:

»Som forleden dag/ da min datter for første gang/ så et skelet/ brød ud i et triumferende grin og råbte:// Far!«.

Tag den, farmand. Så er digteren nærmest selv blevet til det, han bærer på sin arm. Og måske er han da det, Nordbrandt, et omvandrende poetisk skelet, men sikke et fordømt veldigtende et af slagsen.