Der er tryk på litteraturens varme kilder i Island i disse år.

Samtidig med Hallgrímur Helgasons åbenbart grumme fantasifulde opgør med Halldor Laxness i romanen ’Islands forfatter’ (anmeldt 30.9.) udkommer her en roman af Laxness’ kødelige datterdatter.

’Den mest mærkelige er én selv’ hed den børnebog, hun i 2002 udgav om sin nobelpristagende morfar.

Egen tone
’Dem i kælderen’ er hendes første roman for voksne, hendes første oversættelse til dansk og et dobbelt generationsportræt.

Nåh, altså ligesom Steinunn Sigurdardóttirs ’Hjertesteder’? Som Einar Már Gudmundssons nutidssaga ’Fodspor på himlen’ osv.? Og som bemeldte Helgasons ’101 Reykjavík’?

Ja – og nej. Født i 1973 er Audur Jónsdóttir hhv. 23, 18 og 14 år yngre end de tre kolleger, så hun skildrer 68-generationen fra dens nu voksne børns øjenhøjde, der også er hendes.

Og så har hun selvfølgelig sin helt egen tone, selv om den både rummer noget af Sigurdardóttirs usentimentale, menneskekloge vid, Már Gudmundssons brudte, fortabte poesi og Helgasons vilde kaosfascination.

Gør ikke livet lettere
Om sine forældre og deres ungdomsoprør i sin tid tænker den voksne hovedperson Klara: »De var børn, som fik børn«, og portrættet af disse 68’eres fordrukne ansvarsfralæggelse som næstenpensionister bestyrker anklagen.

Men modsat så megen nutidig hån over for en generation, hvis resultater hurtigst muligt skal forklejnes eller fortrænges, så rummer Klara desuden en hengivenhed over for det kritiske mod og legesygen – selv hos disse evigt puberterende bedsteforældre.

Hun gør sig nemlig ikke livet lettere, mindre modsætningsfuldt, end det er. Hendes kæreste, Svenni, er en ansvarlig, flot og intelligent mand uden oprørsnykker, marketingchef med tjek på tingene, lige fra jobbet til erotikken og gourmetmiddagen for venneparret. Han giver kaosmennesket og kludremikkelinen Klara tryghed efter nogle mere anarkistiske ungdomsår med en kæreste, der nu er død.

Børneår
Så heldigt er hendes lillesøster ikke sluppet igennem. Embla er enlig mor, og når hun fixer, må Klara tage sig af den lille nevø. Også barndomsveninden Fjola er det gået tilbage for, selv om hun i tøsernes pubertet førte sine friskudsprungne bryster anderledes selvsikkert frem.

Barneårene og de to andre pigers senere skæbne som modbilleder til Klaras nutid oprulles gennem de sprudlende ægte detaljer, hun erindrer i løbet af en lang nat i hendes og Svennis lejlighed, hvor middagen med venneparret – dér er konen tjekket, mens manden er klumpedumpen – langsomt, men sikkert skrider ud i kaos.

Godt hjulpet af drankeren Bardi, der kommer op fra kælderlejligheden og uventet spidsborgerligt brokker sig over larmen. Dén plejer han ellers selv at have monopol på.

Morsom, rå og respektindgydende
Som titlen antyder, spiller kældermennesket og hans drukdøde kæreste en rolle for samlingen af kompositionens mange adskilte, kun delvis paralleltløbende tråde. Men selv om vi ved fra Freud, at ulvene hyler i underetagen, er Klaras sluttelige valg af den utrygge frihed ikke (kun) seksualpsykologisk, men navnlig resultat af en etisk indsigt:

Prisen for tryghed er ikke blot afhængighed, umyndiggørelse, men også fej ansvarsfralæggelse over for de medmennesker, det er gået ringere. Vi kan ikke – som Svenni vil – nøjes med at feje for egen dør og så økonomisere med overskuddet, når andre trænger. Tager vi ansvar for eget liv, vælger vi de nærmestes ufuldkommenhed og kaos med som bestandig mulighed. I grunden samme eksistentielle valg som Vestens liberalister kvier sig sådan ved at træffe i globaliseringens verden.

Audur Jonsdóttirs voksne debutroman er både morsom, rå og respektindgydende: Et 68’er-afkoms farverige og moralsk oprigtigt anfægtede undersøgelse af, om man/hun på én gang kan arve friheden og vælge ansvarligheden?