For tre år siden brød Søren Toft igennem med sin debutbog, den meget overbevisende novellesamling ’Ilmarch’, hvis titel betyder march i forceret tempo.

Og på farten er man også i Tofts nye bog, romanen ’Den elektriske nattergal’, hvor vi følger cykelbudet Mikkel i tykt og tyndt på hans ruter igennem København på jagt efter kæresten Sally, som har forladt ham under mildt sagt mystiske omstændigheder.

Hun bliver besat af en robotfugl, en prototype på en elektrisk nattergal, som Mikkel en dag finder og tager med hjem, hvorpå den elektroingeniørstuderende Sally bliver vakt og forlader ham for stedse for at slutte sig til det foretagende, som er ved at udvikle fuglen.

Elektriske impulser
Det er naturligvis ikke til at overse, at romanen spiller på H.C. Andersens eventyr ’Nattergalen’ (1843), som med stor selvfølgelighed fejrer den naturlige nattergals sejr over den mekaniske.

Denne modsætning slår ’Den elektriske nattergal’ i stykker, for igennem romanen løber der en fascination af alt elektrisk og af elektricitet i sig selv som et fænomen, der forbinder den organiske verden med den uorganiske: »I os alle er der et elektrisk klik for hvert hjerteslag«, minder Mikkel om.

Mellem det livløse og det levende udveksles konstant elektriske impulser. Hengivenheden over for »tingenes verden«, som det hedder i romanen, er på højde med den, man kan møde i Solvej Balles moderne klassiker ’Ifølge loven’ fra 1993.

Talentfuldt forfatterskab
På overfladen synes ’Den elektriske nattergal’ at være en realistisk fortælling. Det er en meget genkendelig københavnsk omverden, Mikkel cykler rundt i, og hans fokus retter sig næsten udelukkende mod observerbar adfærd.

Men mest af alt er romanen en moderne fabel, som skyr simpel psykologisk fortolkning. Over byen sænker der sig en akvarieagtig atmosfære, som også omslutter den rastløse Mikkel, der i sin sorg er spærret inde i en osteklokke.

Stemningen i romanen er mere i familie med Andersens eventyr ’Sneedronningen’ (1845) end med ’Nattergalen’. Selve kærlighedshistorien handler om, hvor let det er at blive væk for hinanden, og der optræder endda også en mærkeligt dragende snedronning i den i form af electronica-komponisten og robotfuglsopfinderen Inge Marie.

Stemningen, som ’Den elektriske nattergal’ planter hos sin læser, er ikke lige til at lægge væk. Det er prosa med mange ampere i og en fremragende fortsættelse af et meget talentfuldt forfatterskab.