Kristendommen har mange fjender.
Den mest eksotiske, okkulte og indimellem også komiske af slagsen er dog satanismen – et broget fænomen, der kan spores tilbage til senmiddelalderen, og som dukker op igen og igen i historiens løb i forskellige skikkelser såsom sexkulter, vampyrdyrkelse, gotik, black metal og andet godt. Teologen Lars Munk Sørensen har studeret satanismen i en dekade og udsender nu en bog om emnet. ’Satanisme’ er en blanding af historiske redegørelser, sociologiske undersøgelser og teologiske betragtninger, der tilsammen giver bogen en vis perspektivrigdom, der dog er ved at drukne i en uigennemsigtig disposition, suppleret af et til tider ubehjælpsomt sprog.








