Den egensindige danske forfatter Erwin Neutzsky-Wulff har for længst sikret sig en plads i litteraturhistorien på grund af sit unikke og voldsomt omfattende forfatterskab.

Men med sin nye bog ’Hjernen’ sætter han en tyk streg under sin egen betydning.

For ikke alene er bogen rent fysisk med sine 984 sider formentlig den mest voluminøse i dansk litteratur nogensinde – eller ever, som forfatteren sikkert selv ville sige det på sit karakteristiske danglish - den er også blandt de mest ambitiøse i sit forsøg på at fremskrive en transcendenserfaring og analysere forhold som perception, kognition, temporalitet og hukommelse samt de øvrige fænomener, der tilsammen udgør det, man med et vidt begreb kalder bevidsthed.

Og som om det ikke var tilstrækkeligt, kommer bogen endvidere omkring krop, begær, kærlighed og seksualitet, samtidig med at den også sine steder er skrap satire.

Videnskabsmandens faustiske stræben
’Hjernen’ fortæller historien om den faustisk stræbende videnskabsmand Joel Williams, som i en ikke så pokkers fjern fremtid får foretaget en serie operationer, hvor dele af hjernen – efter at være blevet skannet for informationer – skiftes ud med elektroniske anordninger.

Det begynder med hippocampus, der er en del af det limbiske system og spiller en rolle for opfattelsen af tid og rum. Og da det forløber fint, går han videre med andre dele af hjernen.

Pointen er, at man overfører den menneskelige bevidsthed til et mere holdbart lagermedie end det skrøbelige og dødelige kød. På den måde kan den redebonne ånd i princippet eksistere sub species aeternitatis (under evighedens synsvinkel, red.), som Spinoza formulerede det.

I romanen sker det konkret ved, at Williams’ bevidsthed ikke alene først lagres på en gigantisk computer; den indfældes siden i selve tid-rum-systemet, hvorved den bliver en slags fri agent, der uhindret kan bevæge sig omkring i alle dimensioner.

Lixtal på cirka en milliard
Og med den optakt går romanen så for alvor i gang. For da den gode Williams er ophørt med at være bundet til en bestemt fremtrædelsesform, begynder han at skøjte omkring i tid og rum. Og erfare en række ting, der knytter sig til at være hinsides tiden. Eksempelvis at andres dødelighed bliver uhyre nærværende, selv om ens egen er annulleret. Og at man sgu hænger ved jordiske hylstre alligevel.

Det er vidtløftigt – men i virkeligheden også frygtelig banalt, fordi det jo også handler om kærlighed – som ind i helvede. Men sådan er forfatterens litterære sigte altså; ’Hjernen’ er bare det indtil videre mest markante udtryk for dette, og det er der ingen grund til at bebrejde Neutzsky-Wulff. Man bebrejder da heller ikke en Simon Grotrian hans lyriks hermetiske lukkethed – ligesom man ej forholder ’Nynnes dagbog’, at den ikke er manualen til en harddiskrecorder. Det er take it or leave it.

Bogen er affattet i forfatterens vanlige sprog, der har et lixtal på cirka en milliard. Og fremstillingen veksler stilistisk mellem traditionel kynisk hård science fiction, poesi, filosofisk dialog og surrealistisk drømmende prosa. Naturligvis på adskillige sprog, herunder aramæisk. For vi er også lige en tur omkring Mellemøsten anno for et par årtusinder siden, hvor en kættersk profet blandt andet lavede vand til vin. Ligesom vi kommer alle mulige andre steder hen i historien – og fremtiden.

Hovedværk
’Hjernen’ er nok også en slags forsøg på fra Neutzsky-Wulffs side at opsummere sit liv og især sin tænkning i en stor bog. Om det er lykkedes 100 procent, kan nok kun han selv dømme om. Vi andre må reformpædagogisk nøjes med at sige, hvad vi synes. I dette tilfælde, at det er en bog, der tager sin læser med på en fantastisk litterær rejse og giver en stor, stor oplevelse. Den er både dyb, klog, morsom – og for meget.

Den er også monstrøs og uforståelig; men den hedder jo faktisk ’Hjernen’, og hvem har egentlig forstået hjernen, der ligesom denne roman i sidste instans lukker sig om sig selv? »Min begyndelse er min slutning, min slutning min begyndelse«, som digteren sagde.

Med ’Hjernen’ har Erwin Neutzsky-Wulff begået et hovedværk. Både i forfatterskabet og i dansk litteratur. Og en fortælling om udødelighed og kærlighed, der ikke ligner noget andet. Til gengæld er det fantastisk. Og når noget er fantastisk, er det i sig selv en berettigelse. Selv om der nok skal findes filistre, som højlydt vil være af en anden opfattelse.