Tiden tynger dig som en tvetydig gammel drøm.

Sætningen skvulper et sted i Haruki Murakamis ’Kafka på stranden’. Det er en af den slags sætninger, man læser med fornemmelsen af at have set en sprække af lys åbne sig, så lyset og mørket bliver blandet sammen til noget på én gang oplyst og obskurt nyt.

Det er samtidig som at få et glimt af den herlige gåde, der er Haruki Murakamis forfatterskab. Murakami skriver bøger, der på flere måder plæderer for en mirakuløs oplevelse i læsningen. Ikke kun fordi hans fortællinger ofte rummer et element af noget mystisk, men i lige så høj grad fordi hans romaner egentlig rummer en grundlæggende ulyst til at forklare. Fortæller, ikke forklarer, er hans metier.

’Kafka på stranden’ er på en måde Murakamis mest uforklarlige bog hidtil. Man kan læse den og være i tvivl om, hvad den handler om – og alligevel have drønet igennem med samme appetit og hastighed, som den med hvilken man læser en saftig krimi.

Man kan være dynget til med gåder og alligevel sidde tilbage med en tilfredsstillende fornemmelse af nok at have fået svar på mere, end man kunne have drømt om at spørge om. Efter at have læst en tyk ’krydsklippet’ bog om to personer fanget i hver sin handling, som bl.a. involverer talende katte, varme sexscener med mulige spøgelser og en væmmelig skurk med høj hat og rød frakke kaldet Johnnie Walker. Og bagefter føle, man har læst noget så sjældent som en symbolmættet kryptisk knaldroman med direkte forbindelse til fantasiens og underbevidsthedens mest strømførende lag.

Fortrængning og natsort uhygge
Hovedpersonen Kafka Tamura er en dreng på 15 år, der stikker af hjemmefra og søger tilflugt i et svalt bibliotek i en afsidesliggende provins. Navnet Kafka siger selvfølgelig noget om den ikke helt behagelige stemning i hans verden.

I romanens andet spor følger man en blid gammel mand ved navn Nakata. Som barn var han den eneste, der fik mén af en mystisk oplevelse. Under krigen faldt en flok børn i trance en varm sommerdag. Stemningen i beskrivelsen af døsig, uforklaret uhygge genkalder Peter Weirs film ’Picnic at Hanging Rock’. Den indtil da så kvikke Nakata vågner efter mange dage op og er blevet temmelig dum i hovedet. Til gengæld er han elskelig som få og kan tale med katte. Hvilket giver ham et beskedent udkomme som kattedetektiv med speciale i forsvundne missekatte.

En uskyldig metier, der bliver en farefuld færd, da ’Kafka på stranden’ – lidt i stil med Mikhail Bulgakovs ’Mesteren og Margarita’ – antager skikkelse af en diabolsk surrealisme. Som samtidig udvikler sig til en fabel om, hvad det mon præcist var for en hulhed, der gjorde mændene i T.S. Elliots berømte digt ’The Hollow Men’ til hule stråmænd. Udstoppede med strå, men også med selvgodhed og mangel på indlevelsesevne.

’Kafka på stranden’ er på flere måder en meditation over indre og ydre mørke. Fortrængning og natsort uhygge. Den overnaturlige verden som en billedliggørelse af sindets mørke. Det er en roman, hvor tiden er elastisk og hvor skikkelsen, der om natten sætter sig i stolen i måneskæret , kan komme hvor som helst fra. Kafka bliver forelsket i en pige, der ikke længere findes. Tiden tynger dig som en tvetydig drøm.

Stramt komponeret montage
Haruki Murakamis forfatterskab følger to spor. Et relativt realistisk spor, hvor jazzede kærlighedshistorier er den røde tråd. Og så et vildt spor, hvor alt kan ske – og gør det. De to forbløffende og sammenhængende romaner ’En vild fårejagt’ og ’Dans Dans Dans’ ledte frem til mesterværket ’Trækopfuglens krønike’, der etablerede Murakami som en af vor tids mest spændende og originale forfattere.

Det er helt rimeligt at betragte ’Kafka på stranden’ som Murakamis mesterværk nummer to. Et gådefuldt, uhyggeligt og samtidig utroligt rørende og sprælsk værk, der uden at ryste på hånden følger sine egne uigennemskuelige spilleregler og forfølger sine helt egne mål. I modsætning til den forcerede fantasi i megen fantastisk litteratur er fantasien i Murakamis bøger bogstavelig talt løssluppen og regulært uforudsigelig.

Den kan springe fra et gotisk gys af Edgar Allan Poe til Truffauts ’Ung Flugt’ uden at blinke. Det er, som om fantasien er et dyr – en kat måske? – han slipper løs og siden forfølger fordomsfrit med alle sanser vakt og spidset pen. Hvilket ikke er det samme som at sige, at ’Kafka på stranden’ formmæssigt er anarkistisk. Det er den nemlig ikke. Det er en stramt komponeret montage, hvor man lige betaget og tummelumsk følger både Kafka Tamuras smertefulde sprængning af puppen og hans ophidsende vej ind i de voksnes mærkelige verden, og samtidig følger den blide gamling Nakata på hans skæbnesvangre færd i den modsatte ende af livets ofte temmelig uhyggelige eventyr. Som der står et sted: »Tilfældighedernes spil kan være ret skræmmende«.

Mirakuløst levende litteratur
Jeget splittet i selv og bevidsthed. En skizofreni? Snarere mytisk tid og nutid i sammenfald. Ødipus til alle tider. Sår fra barndommen, der hærder til noget sort og skjult og sprængfarligt og flyvefærdigt. Både i enkeltes sind og i verden som sådan har virkeligheden og dens skyggeledsager grundlæggende et uroligt, symbiotisk forhold til hinanden.

Det mest japanske træk ved Murakamis i øvrigt på mange måder amerikansk influerede litteratur er den ligefremme forbindelse mellem den velkendte og den overnaturlige verden. Der er en adgang, men man bruger den kun med stor risiko. Adgang kan findes via et hotelværelse eller et skjult lille tempel. Eller måske en bog. Eller en seng.

’Kafka på stranden’ handler om død, sex og gode bøger. Om smertefuld fortrængning og vækst. Om sardiner og makreller, der regner fra himlen, om en popsang, der hedder ’Kafka på stranden’ og meget, meget andet. Gådefuld litteratur fuld af krum- og badutspring, men sprogligt så ligefrem og næsten simpel, at man tror, det er løgn.

Her er ingen forstillelse, intet distanceblændende stilistisk spil for galleriet. Kun mirakuløst levende, fantastisk litteratur. Det er bare med at springe på.