Haruki Murakamis seneste roman har givet forfatterskabet en ny tone, bogstavelig talt et fugleøjeperspektiv, og en næsten alvidende fortæller.

Det er ikke just, hvad man forbinder med Murakamis romaner, der altid ser deres personer i øjenhøjde, ja, bøgerne lever ofte gennem åndedraget i deres originale førstepersonsberetninger og deres ofte besynderlige, men virkelighedsnære dialoger. Derfor er det en mild overraskelse, at vi indleder med et overbliksbillede, for er det ikke netop en af pointerne i forfatterskabet, hvis sådan nogen gives, at privilegerede synspunkter ikke findes?