Annonce
Annonce
Annonce
Bøger 9. jun. 2007 KL. 00.15

Norge får fint besøg

Anne Holt lægger godt ud i krimi om kvindelig amerikansk præsident, men intrigen knirker.

Bøger Madam President. Oversat fra norsk efter ‘Presidentens valg’ af Ilse M. Haugaard

Info Gyldendal, 375 sider, 275 kroner. Fås også som lydbog på mp3-cd indlæst af Grete Tulinius, 275 kroner
Forfatter Anne Holt
send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Anne Holt – en af de flot lysende stjerner på den norske krimihimmel – har denne gang skrevet en roman om en amerikansk kvindelig præsident.

På sin første udlandsrejse som præsident – hun har norske rødder – ankommer hun til Norge på officielt besøg.

Alt er godt og flot, med hele det store udtræk, men så sker der det ret pinlige, ja, nærmest forfærdelige for både værter og for præsidentens landsmænd, at præsidenten forsvinder fra sit hotelværelse. Ingen har set hende forlade værelse eller hotel – hun er bare væk, nærmest gået op i røg.

Nu kommer hele politiapparatet i fuld sving, ikke kun det norske, en bunke amerikanere kommer også i hast til Oslo, kompetencestridigheder bryder ud, og så ... Ja, det skal naturligvis ikke fortælles her, men en række af de personer, Anne Holt-læsere kender fra hendes tidligere bøger, bliver inddraget. Det gælder Hanne Wilhelmsen, der i flere tidligere romaner gjorde sig gældende som en blændende analytisk opdager, men som af en løbsk pistolkugle er blevet gjort til invalid og nu sidder i kørestol og har trukket sig næsten tilbage fra verden i sin luksuriøse lejlighed, hvor hun bliver passet af en gammel luder.

Denne skikkelse er nærmest en parodi-skikkelse og derfor temmelig utroværdig. Dette kunne sådan set være ligegyldigt, for hun spiller kun en forholdsvis beskeden rolle, men læseren hopper – når hun er på banen – ned af fiktionskrogen, og det er aldrig godt, og slet ikke i en krimi af denne karakter.

Sammensunket soufflé
Den verden, Hanne Wilhelmsen ikke har villet have noget med at gøre, kommer nu på flere måder til hende. Hendes yngre kollega – for tiden på barselsorlov – Inger Johanne og dennes politimand Yngvar Stubø blandes begge to ind i affæren, og Inger Johannes ophold i USA en del år tidligere og hendes oplevelser og affærer her kommer til at spille en stor rolle i historien. Det samme gør også præsidentens ungdomsliv – var der ikke noget med en abort? De to – præsidenten og Inger Johanne – har temmelig meget fælles, når det kommer til det berømte stykke.

Historien er speget, og selv om ikke hele verden inddrages, så er vi – læserne – med mange steder. Foruden i Norge er vi også flere gange og på flere forskellige lokaliteter i USA og i Mellemøsten, og vi kan da vel afsløre så meget, at mesterhjernen og intrigens opmand ikke skal opledes på de norske vidder.

Undertegnede har læst flere af Anne Holts romaner og læst dem med større fornøjelse end denne, for i ‘Madam President’ knirker intrigen faktisk en del, i al fald så meget, at historien om det mislykkede præsidentbesøg hen mod slutningen falder sammen som en lettere mislykket soufflé.

En sammensunket soufflé kan man naturligvis godt spise med et vist velbehag, men den store nydelse giver den ikke, og det er det samme her: ‘Madam President’ virker ikke ganske troværdig med sin insisteren på ungdomsoplevelser som de determinerende faktorer, og det er ret ærgerligt, for set-uppet er til et vist punkt vældig flot konstrueret.