En legndlåbe!« Siger den arme 13-årige knægt med talefejl.
Regndråben falder midt i et digt af Sigbjørn Obstfelder, som han skal læse op i klassen. Man skal være meget kynisk for ikke at føle med drengen, og man skal være meget standhaftig for ikke at grine med klassen. Navnlig da drengen, som er blomsterbud, bliver bedt om at sige rododendron. Ingen kan holde sig, da han leverer sin lododendlo. Og sådan er Lars Saabyes lille løsslupne cirkusroman så godt husket, eller rettere erindret. Kierkegaards modsætning er én af de mange, som umærkeligt opstilles, alt mens bogen i én og samme bevægelse fortæller om et enkelt efterår i drengens liv og diskuterer med sig selv, hvordan noget overhovedet kan fortælles. Eller altså: Hvordan drengen bliver forfatter – hvordan lille Lars bliver store Saabye Christensen. Blomsterbuddets ture Erfaring. Læsning. Fantasi. Der er fortællingens kemi. Vi får det at vide på det sted, hvor lille Lars besøger sin fotografmor i hendes mørkekammer. En af mange episoder dette efterår, hvor begæret efter at eje en rød elguitar, en Fender Stratocaster, overskygger alt andet. Drengen må eje dette instrument, som han ser i vinduet hos Bruns Musikk & Noter på Bygdøy Allé.
