Himlen være lovet! Efter 520 sider i selskab med den menneskelige supertanker Bernhard Hval i Lars Saabye Christensen nyeste roman ’Bernhard Hvals fortalelser’, kan jeg meddele, at der fortsat er krudt i fyren!
Med en prisbelønnet, ordensdekoreret, internationalt anerkendt og knuselsket forfatter som Lars Saabye, kan det ellers godt trække op til bekymringsrynker, når en ny udgivelse nærmer sig. Holder den nu standarden? Eller har mesteren, som mange før ham, nu omsider tørlagt sin hjerne for kreative påfund? Svaret er nej. Tværtimod. På noget, der ligner hans anden luft, lader han hånt om alle sproglige konventioner og grammatikalske regler. Nærmest manisk sprogspasser han sig langt ud i et ordvanvid mere spektakulært og fandenivoldsk end nogensinde tidligere set i forfatterskabet. Sådan noget kræver sproglig indsigt, stilsikkerhed og mange, mange års nævekamp på ord. Men først og fremmest kræver det kunstnerisk vovemod. Fandeme flot at kunne mønstre efter 35 år i branchen. Touretteramt rabler Romanens hovedperson, lægen Bernhard Hval, kan ikke holde sin kæft. Ikke at han er vældig talende, men når han siger noget, er tid og sted ikke hans eneste fatale fejlvurdering.
