Det er ikke nemt at blive et ungt menneske, må 15-årige Funder sande den sommer i 1969, da menneskehedens første månelanding finder sted, og han for stedse vokser ud af barndommens komfortzone.
Det samme gælder Lars Saabye selv.
LÆS OGSÅ
Med nervøse sideblik og sikkert også på skælvende stænger skruer han med romanen ’Blink’ nok på en velkendt tematik i sit forfatterskab, men formen er så bemærkelsesværdig eksperimenterende sammenlignet med hans tidligere udgivelser, at man holder vejret. Går det nu?
Hvad jeg især hæfter mig ved i ’Blink’, som endnu et værk i et stort og gammelt forfatterskab, er den vovede konstruktion – herunder modet den satsning kræver.
Ja, fandeme så! Ikke mindst, fordi han for en gangs skyld har fundet passet frem og tillader sine hovedpersoner at bevæge sig langt væk fra Skandinaviens trygge terræn, når to vidt forskellige fortællinger flettes sammen i en tredje historie om jegfortælleren Funders ophold på en klinik i USA efter et mentalt sammenbrud.
Alt går ad helvede til
Funders sommerophold på Nesodden i Oslos skærgård i 1969 starter forkert. Med et kort nik til Iver Malt – sommerlandets udskud af en knægt – sætter han ufrivilligt en kædereaktion af fatale begivenheder i skred.
For i den lille anerkendelse, nikket indebærer, vokser skæbnen med alle sine konsekvenser. Samtidig skubber hans spirende erotiske fornemmelser ham i retning af den mystiske Heidi, som han bakser med at udregne, hvordan skal attakeres på den rigtige måde.
I mens tæller alle på Nesodden ned til Neil Armstrongs første skridt på Månen. En bedrift, Funder forsøger at sætte på lyrisk formel i et digt, der nægter at tage form, men også ser som en glorværdig parallel til hans egen erobring af Heidi.
Med undtagelse af ’Apollo’s landing 21. juli går alt andet imidlertid ad helvede til.
En fiktion i fiktionen
Fra Funders skæbnetunge sommer bevæger vi os flere årtier frem i romanens næste fortælling og mellemlander i en flække i USA. Her gennemlever Frank Farrelli en parallel til Funders skæbnetyngede sommer dog i en ekstrem variant.
Som mellemmand er hans opgave at meddele diverse ulykker til pårørende, og som den ulykkesfugl, han på forhånd er stigmatiseret som, får han ad tilfældighedernes veje skubbet til et begivenhedslæs, der tipper over og river ham selv og det lille lokalsamfund omkuld.
’Blink’ viser en forfatter, der har sendt sig selv på frivilligt udviklingskursus her op til sin 60-års fødselsdag.
At vi her befinder os i en fiktion i fiktionen, fremgår af romanens tredje fortælling, hvor den voksne Funder, nu forfatter, er indlagt i USA for at blive psykisk stabiliseret efter en række alvorlige tab.
Historien om Frank Farrelli er Funders forsøg på at skrive sig frem til og igennem den skyldtyngede samvittighed, han har båret rundt på som en resistent bakterie siden sommeren 1969.
En vovet konstruktion
Uskyldstab, skyldsspørgsmål og ansvar tegner sig således som romanens helt store temaer. Læg dertil Saabyes lettere polemiske kommentar til forholdet mellem fiktion og virkelighed, som har haft tematisk stjernestatus i nordisk litteratur siden landsmanden og kollegaen Knausgård for få år siden lancerede første del af sin selvbiografiske roman ’Min kamp’.
Saabye har tidligere slået et slag omkring dette 1:1-størrelsesforhold, blandt andet i ’Saabyes cirkus’ fra 2006, hvor han taler om forholdet mellem ’kortet og terrænet’.
I ’Blink’ funderer Funder over, hvorvidt han skal skrive en personlig roman, der foregår så langt væk fra ham, at han bliver usynlig, eller en upersonlig roman, så tæt på ham selv som muligt. Hvilken status ’Blink’ har i forhold til personen Saabye, skal jeg undlade at gisne om.
Hvad jeg især hæfter mig ved i ’Blink’, som endnu et værk i et stort og gammelt forfatterskab, er den vovede konstruktion – herunder modet den satsning kræver.
'Mor' har hovedrollen
