Han har kraven godt oppe om ørerne, mens han iler gennem det smalle, gamle stræde, der fører hen til Havets Katedral.

Det er koldt i Barcelona denne martsdag, men få kender vejen bedre end Ildefonso Falcones. De seneste mange år har han filtret sin egen personlige historie sammen med denne kirkes, og til gengæld har den velsignet ham med berømmelse og succes.

Det er syv år, siden Ildefonso Falcones besluttede at skrive sin debutroman om dengang i 1329, da en lokalbefolkning i Barcelonas havnekvarter ønskede sig en kirke og selv begyndte at bygge den med sine bare næver. Siden har hans liv ikke været det samme, for bogen solgte på kort tid næsten to millioner eksemplarer i Spanien alene. Både i Polen, Tyskland og Italien slår den rekorder, og nu er den også udkommet på engelsk – og dansk. ’Havets Katedral’ fandt i forgangne uge vej til danske boghandler.

Og Falcones er stadig fascineret af den basilika, han med et slag har gjort verdenskendt, fortæller han, mens vi vandrer rundt i Santa Maria del Mar, kirken, der blev bygget til ære for den hellige jomfru. Det er en usædvanlig bygning, der adskiller sig fra de fleste katolske kirker ved at være ét stort rum uden sidekapeller.

»Ingen kirke har en smukkere historie end denne«, erklærer Ildefonso Falcones og slår ud med hænderne, som om kirken virkelig er hans eget værk.

Santa Maria del Mar ligger, hvor Barcelona engang havde sin havn og kun et par hundrede meter fra byens lige så gamle og ’rigtige’ domkirke. Kvarteret hed Ribera, og havnearbejderne, de såkaldte bastaixos, bar de tunge sten på deres rygge fra bjerget i den anden ende af byen, mens sognet betalte arkitekten og bidrog med egen arbejdskraft. Det var jævne folk, der således byggede Havets Katedral, og kirken er fortsat, dengang som nu, ejet og administreret af folket.

»Den blev bygget på bare 54 år i kraft af befolkningens offervilje og indsats. Hverken kongen eller adelen var involveret. Den historie fascinerede mig dybt«, siger Falcones, der i fem år gravede sig ned i Barcelonas godt bevarede historiske arkiver, lovtekster og middelalderskrifter.

»Det er naturligvis en roman, jeg har skrevet, men min research om tiden holder. For Barcelona var det 14. århundrede en fantastisk periode. Byen havde fuld kontrol med Middelhavet, handlen på Den Iberiske Halvø blomstrede, og Barcelona blev rigere og rigere. Der blev bygget på livet løs, både civilt og militært, som aldrig før, og byen voksede hastigt. Det er her, jeg sætter scenen«, fortæller han.

Kirken bestemte i Barcelona
Bygningen af Santa Maria del Mar løber som en mild rød tråd gennem hele romanen. Men middelalderen var også en brutal epoke, hvor bønderne var livegne, kvinderne underkastet deres mænd i enhver juridisk og praktisk forstand, mens både jøder og muslimer blev forfulgt på det groveste. Men ikke kun dem. Inkvisitionen havde kig på alle kættere, ikke mindst i egne rækker, som det grumt fremgår af romanen.

»Det var først og fremmest kirken, der bestemte i Barcelona. Den ejede de fleste huse i byen og stod for den smule uddannelse, der fandt sted. De rige havde privatlærere, som også kom fra kirken. Under den fandtes et lag af håndværkere og handelsmænd, hvis indflydelse også var betragtelig«.

I din bog omfatter du de troende, der bygger deres kirke med stor ømhed, men det virker ikke, som om du har stor sympati for hverken præsterne eller kirkens ledelse?

»Det kan man heller ikke have. Ved inkvisitionen var der ikke nogen formildende omstændigheder, selv om jeg til min forbavselse kan se, at der er kræfter i den katolske kirke, der i dag forsøger at legitimere, hvad der skete dengang. Det er svært at forstå. Måske understreger det bare, at der stadig er stor forskel på det kirkelige hierarki og de troende. I Spanien i dag står de to ting også ofte i virkelig stor modsætning til hinanden«, siger Ildefonso Falcones, der selv er troende katolik.

Bogens hovedperson, Arnau Estanyol, fødes ind i en livegen familie, hvor moderen voldtages af adelsmanden allerede på bryllupsnatten, som det er hans ret. Mens hun spærres inde på borgen som amme for adelsmandens yngste barn, flygter faderen, Bernat, med Arnau til Barcelona, hvor han har mulighed for at blive en fri mand, såfremt det lykkes ham at holde sig skjult og i live et år og en dag.

»Det var et privilegium, som Barcelona havde fået af kongen imod adelens ønsker. Byen manglede arbejdskraft og tiltrak på denne måde livegne og slaver, der kunne arbejde hårdt, men nu som frie mænd og kvinder. Til gengæld for sine privilegier finansierede Barcelona kongens krige, for han var konstant i pengenød. Ordningen var god for alle parter, undtagen adelen, der naturligvis var rasende over at miste slaverne«, beretter Falcones.

Arnau Estanyol vokser op i Barcelona, præget af savnet af en mor. Som erstatning udnævner han jomfru Maria til sin mor og møder hende netop i denne kirke, der er ved at blive bygget til hendes ære. Allerede som meget ung indlemmes Arnau i det stolte lav af bastaixos og slæber sten til kirken på sin spinkle ryg. Også hans eneste ven, Joan, er på en måde moderløs. Efter utroskab har hans mor nemlig fået rettens ord for, at hendes mand må spærre hende inde i et lillebitte træskur uden vinduer resten af livet. I bogen møder vi kun hendes arm, der fortvivlet rækker ud af en sprække for at nusse sønnen i håret.

»Det er en virkelig dom. Sådan en dom faldt på det tidspunkt, og en kvinde sad faktisk spærret inde i mange år på den måde. For nutiden er det interessant at få kendskab til det kvindesyn. Vi kan stadig lære noget af det«, siger Falcones.

Alligevel mener han, at eftertiden har tegnet for dystert et billede af den spanske middelalder. Ganske vist var loven på de riges side, og retfærdighed gjaldt ikke pøblen, men han insisterer på, at der også fandtes både fremskridt og glæde i den periode.

»De fleste bøger og film er meget hårde ved middelalderen, men det var også på mange måder en progressiv tid, hvor der foregik udveksling over store geografiske afstande. I min bog har jeg glæden og kærligheden med, for den var også dengang en del af livet, og jeg vil ikke moralisere«.

Er det med vilje, at du har gjort de fleste rige ret nedrige og de fleste fattige temmelig ædle?

Falcones ler. »Det er rigtigt nok. De onde er virkelig onde, og de gode er meget gode. Det er selvfølgelig forenklet, men samtidig blev de rige jo opdraget og uddannet til, at de kunne opføre sig som de passede dem. Det lighedsprincip, som vi har i dag, eksisterede ikke dengang. For de rige ville det være en forfærdelig tanke. Omvendt var de fattige nødt til at udvise en form for solidaritet med hinanden for at overleve. Man kunne altid selv få brug for en livsnødvendig tjeneste«.

’Havets Katedral’ er befolket af intrigante adelige, ædle skøger, fordømmende præster og myreflittige borgere, der kæmper for en eksistens i den kaotiske by. Bernat dør, og de to forældreløse børn, Arnau og Joan, holder sammen i tykt og tyndt. Men deres veje skilles, for mens Arnau stiger til vejrs i samfundet, bliver Joan præst og tilslutter sig inkvisitionen. På den måde bliver Joan romanens måske mest interessante person.

Er Joan offer eller forræder?

»Det var ikke min mening at gøre ham til forræder. Han er en person, der lader sig styre af sin religiøse fanatisme, og det får ham til at begå en række vigtige fejl, og dem kan han ikke gøre sig fri af. Men han har ikke til hensigt at skade folk. Han handler ikke i ond tro. Inderst inde vil han det gode«, siger Falcones, der på dette tidspunkt i interviewet pludselig afslører, at også han selv blev forældreløs tidligt. Hans stemme får en anden tone, da han bliver personlig og fortæller om sin egen kamp for at blive til noget i nutidens Barcelona.

»Jeg har været en del igennem ligesom Arnau, og som for ham skal der en del til at slå mig ud. Det lykkedes mig at læse jura, og jeg har fundet et sted i livet, selv om det ikke har været nemt. Jeg læste om morgenen, var på universitetet om dagen og arbejdede til klokken 3.30 hver nat. Den dag, de gav mig det sidste eksamensresultat, sagde jeg mit arbejde op, for så skulle jeg ud at kæmpe for andre ting«.

Er du da selv bogens hovedperson? Er du Arnau Estanyol?

»Det ved jeg ikke. Måske er det mig, men måske er Arnau bare den, jeg gerne ville være, eller den, jeg tror, jeg er. At bedømme sig selv er nok det sværeste, der findes«.

Folk vil underholdes
Hvorfor er ’Havets Katedral’ blevet så stor en succes?

»Hvis jeg vidste det, ville jeg tage patent på opskriften. Men nok på grund af det, vi lige har talt om. Den handler om enkle værdier, som folk forstår og deler. Researchen er i orden, og bogen har et reelt historisk fundament, som tiltaler læseren. Desuden sker der meget helt fra starten, der involverer en række personer i en enkel fremadskridende handling. Det er ikke en lyrisk, kompleks roman, og jeg foregiver ikke, at den er stor litteratur. Jeg tror, folk vil underholdes fra første til sidste side. Men hvad ved jeg? Folk ville jo investere i bøger i stedet for i huse, hvis de havde garanti for, at disse bøger blev en succes«.

Romanens succes kom ganske bag på den 48-årige advokat, der altid har skrevet, men aldrig tidligere fået noget udgivet.

»Mine skuffer er fulde af manuskripter, som ingen ville udgive. Heller ikke nu. Forlaget vil have flere historiske romaner, og så får de det«, sukker han.

Ergo er Ildefonso Falcones i fuld gang med en ny roman, hvis indhold han ikke vil løfte sløret for. Han kan dog sige så meget, som at den ikke foregår i Barcelona og ikke i middelalderen.

»Men naturligvis vil jeg forsøge at gentage både opskrift og succes. Det er min mening at underholde«.