Naturligvis skulle de have hinanden: damefrisørens lille Erik og den fattige tatardreng Rudik.
Sådan må skæbnen have bestemt det. Der går dog lige et par år. Den første bliver født i 1928 i København. Den anden vokser op i sovjetstaten. Begge danser de, skønt hver på sin måde, sig ind i verdensberømmelsen. Da Rudik – nu kendt som Rudolf Nurejev – i 1961 hopper af fra Sovjets Kirov Ballet i lufthavnen i Paris, åbner eventyret sig for alvor. På det tidspunkt er Erik – efternavnet er Bruhn – også blevet en stor dreng: verdens absolut førende mandlige danser. Den ti år yngre Nurejev har længe beundret ham på afstand. I København bliver de introduceret for hinanden, og en af århundredets store og helt vilde kærlighedshistorier begynder. Bruhn er tryllebundet: »Det var første gang i hans liv, at han var fuldstændig forelsket, en form for hypnotisk, fysisk, dybt erotisk kærlighed. Erik var altid temmelig tilsløret og ulastelig, og her var en person, der var alt andet end det«, lyder et af vidneudsagnene i Alexander Meinertz’ medrivende portrætbog om Erik Bruhn. De er som skabt for hinanden. To modsætninger, hvor sammenligningen med Apollon og Dionysos ligger lige for: Bruhns kontrollerede maske og klassiske beherskelse af sin kunst: le danseur noble. Nurejevs lidenskabelige, dyriske, ja til tider djævelske væsen. Ånd og krop. Mesteren og ynglingen. »Lær mig det«, siger Nurejev. Ynglingen lærer dog uden tvivl også sin mester et par dansetrin uden for scenen. Bruhn bliver Nurejevs livs kærlighed, også selv om deres forhold ikke holder livet ud. Til sin dødsdag har Nurejev – han dør i 1993 af aids – et fotografi af Bruhn på sit sengebord. I et af Bruhns breve til Nurejev lyder det: »Med dig har der været øjeblikke, hvor fortiden, nutiden og fremtiden ikke talte – det var det evige liv …«. Vi tørrer lige øjnene.
