Når Christel Wiinblad 5. september debuterer med digtsamlingen 49 forelskelser. Portrætdigte er det hverken for at tilfredsstille en bestemt læser eller sin egen forfængelighed, men for at hylde mennesker, hun betages af.
Du fletter selvbiografiske elementer, som din brors selvmordsforsøg, sammen med diverse berømtheders liv. Hvorfor?
»Min samling er hyldestdigte til mennesker, som jeg fascineres af. Min mor og min bror har ikonstatus i mit liv, på samme måde som Marilyn Monroe har, og jeg prøver at undersøge, hvori denne fascination består. Kendte mennesker repræsenterer noget alment menneskeligt, og det er interessant, at man så umiddelbart genkender noget i dem. Jeg ville forsøge at skrive originalt om dem og derved befri dem en smule fra de roller, de sædvanligvis er fanget i«.
Spiseforstyrrelser, idoldyrkelse, stoffer og forelskelser forbindes ofte med ungdommen. Hvorfor den vinkel?
»Jeg synes ikke, spiseforstyrrelser eller stofmisbrug er ungdomsproblemer. Det er måske en smerte, man bliver præsenteret for, når man er teenager, og popikonerne repræsenterer både gode og dårlige løsninger på denne smerte, men jeg tror ikke, jeg er den eneste, som oplever, at det forbliver problematisk at leve. Den naivistiske stil med blomster og hjerter mener jeg dybt alvorligt, og det har intet med teenageproblemer at gøre. Men jeg vover at skrive barnligt og se det barnlige som noget smukt. Jeg er ikke nogen særlig hardcore person«.
Titlen lægger op til 49 forelskelser. Men er det ikke snarere empati, du portrætterer, berømtheders elendighed taget i betragtning?
»Forelskelsen rummer empati, fordi man føler omsorg for den ene anden. Men der er også noget koldt over at være forelsket, fordi man ophøjer den anden og skaber en afstand, hvorfra man kan betragte den udvalgte. Forelskelser er noget, jeg føler for mange ting og ofte. Det er ikke udelukkende kærlighed mellem to mennesker. Det er meget større, nærmere en jubel, som giver mig en ekstrem trang til at formulere. Der er det, der er, og alligevel er det fantastisk, fordi forelskelsen ikke er moraliserende. Jeg synes, det er vidunderligt, hvis de mennesker, der er i medierne, får lov til at bryde sammen og til ikke at kunne finde ud af en skid. Jeg er ikke interesseret i, at mennesker skal rende rundt og være perfekte«.
Digtsamlingen er din første udgivelse. Hvad tænker du om offentliggørelsen?
»Hidtil har jeg forestillet mig, at jeg skulle udgives på små undergrundsforlag. Jeg havde en idé om, hvem jeg ville læses af, og at jeg gerne ville være fri for at blive misforstået og promoveret med salgstekster. Men nu vil jeg gerne ud med mine ting. Og at nogle tror på, at jeg kan komme ud til flere end min lillebror og min mor, er rystende. Man aner ikke, hvad det betyder, og er enormt udsat. Men jeg vil gerne have, at folk skal have muligheden for at vide, at digtene findes. De er jo ikke mine, jeg har bare skrevet dem«.
