I dag er det næsten ikke til at tro.

Men da lille Esma i 1972 startede på Munkegårdsskolen i Søborg, var hun »hele skolens darling«. Siden er der som bekendt løbet meget vand i den danske å.

Historien om Esma Birdi – som regner med, at hun i 1972 var 7 år gammel – begynder imidlertid i Tyrkiet.

Her voksede hun op, indtil den dag hendes far tog hele familien med til Danmark. Altså lige bortset fra lillesøster på 4-5 år, som blev tilbage, »fordi farmor ikke skulle være alene«.

Har aldrig fortrudt
Mens hendes mor græd over at skulle af sted og aldrig rigtig fik tørret tårerne bort, har Esma og hendes far aldrig fortrudt rejsen mod nord.

Esma har ikke bare arvet sin fars selvstændighed, ligefremhed og evne til at dominere sine omgivelser, hun har også arvet hans udseende, hvilket livet igennem har fået Esma til at spørge sig selv, om hun mon i virkeligheden er datter af sin fars første kone, som døde i barselssengen.

Et tungt spørgsmål at bære rundt på, skulle man mene. Men i den tyrkiske familie taler man ikke så meget om tingene, slet ikke om den slags ting.

Andre ting er man mere åbne omkring: Som Esmas mor sagde til 7-årige Esma, da hendes et år yngre lillebror blev dræbt under en tung metaldør, mens han og Esma legede gemmeleg: »Gid det havde været dig«.

Dramatisk livsfortælling
’Esma Birdi – et liv i to verdener’, sat på skrift af journalisten Anne Lønstrup, er en velfortalt og dramatisk livsfortælling om den tyrkiske pige Esma Birdi, der i dag er kendt som foredragsholder og aktiv deltager i den offentlige debat om indvandrere og kultursammenstød – og som modtager af Venstres Frihedspris i 2003. (Så en slags ’darling’ er hun altså fortsat efter den danske målestok).

Selv har hun altid levet midt i kultursammenstødet. Også i sine første år i Tyrkiet.

Her var det moderens traditionelle bondesind og faderens storbydrømme, der stødte sammen.

Og mens moderen siden har levet et liv i sin helt egen verden i Danmark, har afstanden mellem faderen og det danske samfund – trods alt – også vist sig at være væsentligt større, end han selv (og Esma) troede, den ville være.

Ulykkeligt ægteskab
Stor afstand har der også altid været mellem Esma og hendes mand via arrangeret ægteskab: »Han var voldsomt temperamentsfuld, og hvis han ikke forstod tingenes sammenhæng, var lunten kort. Næsten dagligt fandt han på at skubbe mig eller give mig et spark bagi«.

Det var først efter 17 år – og efter at have ligget i både en blodpøl og en psykiatrisk hospitalsseng – at Esma kom ud af det ulykkelige ægteskab. I øvrigt med det absurde resultat, at hendes familie slog hånden af hende.

’Esma Birdi’ er som bog og som menneske en hyldest til den selvstændigt tænkende og frihedsdrevne indvandrerkvinde.

På mange måder en nødvendig bog, der lukker læserne ind i en uhyggelig og aktuel verden, som Esma desværre deler med mange indvandrerpiger.

Religionen fylder meget lidt
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, så lidt religion fylder i Esmas beretning. Hendes opgør er rettet mod det patriarkalske, kvindeundertrykkende og traditionalistiske livssyn, som hendes familie for snart 40 år siden tog med sig fra Tyrkiet.

Bogen er skåret over samme læst som damebladsartikler, hvor hovedpersonen skal så grueligt meget igennem for at ende som et lykkeligt menneske.

Og den stil skal man selvfølgelig være indforstået med, før man lader sig rive med.

Reservoir af dårlige historier
På ryggen af hendes egen fortælling afslutter hun bogen med kapitlet ’Klar tale’, dvs. hendes syn på, hvordan det danske samfund skal stille krav til sine indvandrere.

Som integrationskonsulent og som tolk for politiet er Esma Birdi på mange måder et uudtømmeligt reservoir af dårlige historier om indvandrere, og den »klare tale« er altså drevet af et både personligt og i en vis forstand ideologisk trækhjul.

Det betyder, at hendes vurderinger både skal tages alvorligt – og tages med forbehold.