Helvede er de andre, hævdede Sartre.

»De andre er virkelig andre. Andre«, har schweiziske Pascal Mercier sat som motto for sin roman.

Og det får hans hovedperson at føle. Philipp Perlmann, som han hedder, bliver både flået og ristet.

Romanen er en blanding af komedie og realistisk midtvejskriseroman. Foruden filosofisk fortælling, satire og krimi. Så har vi ikke lovet for meget.

Har ikke noget at sige
Perlmann er leder af en konference for en udsøgt kreds af sprogforskere forsamlet på et luksushotel ved den italienske middelhavskyst.

Herlig udsigt, til det azurblå hav og til lange dage med fortættede diskussioner.

Men Perlmann har ikke noget at sige.

Ingenting overhovedet – som i blank, som i tom og som i på-randen-af-et-sammenbrud.

Menneskets evne til at digte
Det begynder som forstillelse og uklare svar, mens det roterer indvendigt. Nedtællingen er begyndt, hans oplæg er om 18 dage, 17, 16, 15 …

Så tager han flugten, væk fra de andre, til et fjernt og mørkt hjørne af hotellet, i tankerne tilbage til barndommens, ungdommens og ægteskabets stillestående vande, ind i sovepillernes rus og – åh, skæbne! – ind i en russisk kollegas endnu upublicerede artikel.

Denne sidste handler om – ja, kort fortalt om menneskets evne til at digte sig en fortid til, der passer til selvbilledet.

Den slags løgne og fortrængninger altså, som Perlmann selv er på en livslang rejse i.

Flugt og forhastede beslutninger
Det er romanens psykologiske kerne, en opbyggelig én, men ikke så spændende og langtfra så underholdende som de ydre pareringer og det plot, der langsomt udvikler sig omkring dem.

Egentlig kunne han jo bare sige det, som det er.

Beklager, kære kolleger, jeg har ikke noget. Men det er præcis, hvad Perlmann ikke kan, for de er jo de andre, konkurrenter, fjender, påtrængende med deres lyde og krav. Ikke til at være til for.

Derfor flugten, derfor alle de forhastede beslutninger, der lige akkurat holder verden på afstand, men samtidig skaber et vakuum af bedrag og uvirkelighed omkring ham.

Sociale fobier
Så kan vi godt røbe, at helvede alligevel ikke er de andre, helvede er derimod Perlmanns sociale fobier.

Titlens ’fortielser’ eller på tysk ’Schweigen’, tavshed, der både går på det oplæg, der ikke kommer ud af munden på ham, og på den historie, han har skabt om sig selv og tager tilløb til at prikke hul på.

Om det lykkes, skal til gengæld ikke røbes.

Det skal plottet heller ikke, bare et par ord: videnskabeligt plagiat, afsløring, mord. Og så ikke mere.

Man hænger på
Pascal Mercier har en fin evne til at udlede de uhyggeligste konsekvenser af hvert eneste lillebitte fejltrin i en på én gang fuldkommen logisk og mere og mere forviklet, for ikke at sige formørket historie.

Man hænger på. Og så forstår han at give konsekvenserne fysisk udtryk.

Det står ud af begge ender på hovedpersonen, synet flimrer, vejrtrækningen er hivende, han er ved at kvæles i snot og blod. Perlmann spares ikke for noget, det gør læseren heller ikke.

Lidt for lang
513 sider skal man igennem, det føles langt og kunne være gjort kortere.

Men inertien og langsomheden må også siges at klæde Perlmanns eksistentielle klaustrofobi og romanens mareridtsagtige fastlåsthed.

Det går trægt og mest nedad og ind i et tiltagende mørke.

Forlaget kalder romanen »uforglemmelig«, det skal så vise sig.

’Ny’ er den til gengæld ikke. Den udkom på tysk i 1995, små ti år før Merciers store, internationale gennembrud med romanen ’Nattog til Lissabon’, der kom på dansk sidste år.

Herudover har Mercier, hvis egentlige navn er Peter Bierie, udgivet to romaner, ’Der Klavierstimmer’ (1998) og ’Lea’ (2007).

• Læs interview med Pascal Mercier

Almene filosofiske spørgsmål
Mercier/Bieri er filosof og var indtil for et par år siden, og endnu mens han skrev ’Perlmanns fortielser’, professor ved Freie Universität i Berlin.

Han kender universitetsmiljøet, også fra dets på én gang skumle og komiske sider, positioneringens og highbrow-maskeradens.

Og så er han altså filosof, en slags skønlitteraturens Jostein Gaarder, der giver almene filosofiske spørgsmål – her forholdet mellem sprog, fortælling, virkelighed og identitet – en medrivende, dramatisk og stærkt underholdende form.

Det sidste, det dramatiske og underholdende, føles i romanen om den hårdt prøvede Philipp Perlmann stærkere og som et større aktiv end den filosofiske undertekst.

PS. Hvorfor har mon såvel den danske som den tyske udgave af Merciers roman en omslagsillustration, der forestiller en solbeskinnet marmorvindueskarm (eller er det en altan?) fuldt udstyret med manuskriptsider, kuglepen, bøger, lighter og askebæger med rygende cigaret, når det nu er en pointe i romanen, at Philipp Perlmann tilbringer samtlige sine arbejdstimer i skjul på hotelværelset?