Lyt til artiklen
Der er noget i Pascal Merciers bog, jeg godt kan lide, og som jeg ikke kan huske, at jeg har mødt magen til andre steder. Eller overhovedet mødt.
Og så er der en masse udenom, der er fortænkt og overarrangeret, og som på den mest pascal mercierske måde trækker læseren ad de litterære konventioners tåbeligste omveje. For litteratur skal det være, noget så litteratur. Altid sådan eller bare på en anden måde Det sidste først. Hvorfor skal Mercier altid anbringe sine to mandlige, midaldrende hovedpersoner i en bil mellem Saint-Rémy og Bern, og hvorfor skal historien altid pakkes ind i denne stemning af fortættet og fortrolig voksenkonversation?
