For nogle år siden var jeg til et arrangement på Det Danske Akademi, hvor spørgsmålet blev rejst om, hvad og hvordan man kan tillade sig at bruge af andres private historier i sin litteratur.

Stort set alle de tilstedeværende både yngre og meget erfarne forfattere var enige om, at man kan tillade sig hvad som helst.

Begrundelsen var meget enkel: ’Fordi det er kunst’.

På mit spørgsmål om, hvilken forskel det ville gøre, hvis en journalist var til stede ved mødet og valgte at gengive dette med personlige detaljer, eller om en forfatter gjorde det med identificerbare karakterer, blot med fiktive navne (det var, inden fiktionen begyndte at benytte sig af virkelighedens navne), blev der svaret, at: ’Det er noget andet med kunst’.

Det var selvfølgeligheden, der slog mig. Den totale mangel på tvivl om, at vores gebets ’ophøjethed’ medfører retten til at være hævet over enhver etisk fordring, man – også selv – mener, gælder for anden omgang mellem mennesker. En selvfølgelighedens mur, som jeg siden har bemærket rejser sig, hver gang emnet dukker op.

For en branche, der lever af at perspektivere livet samt at stille spørgsmålstegn til magten og den konventionelle tankegang, synes der at være en ufattelig berøringsangst over for konventionerne om vores eget gebet.

Men hvad er det ved kunsten, der gør den så urørlig? Hvorfor er der så mange hellige ’kunst-køer’, når man netop skulle tro, at det var i kunstens natur ikke at regne noget for helligt?

Litteraturen og historien (1)
Når man kigger på dette emne i historisk lys, er det meget fristende at snuble af ærefrygt i anden sætning og aldrig gå videre. For der er et utal af eksempler på stor kunst, der er blevet til på et for datiden grænseoverskridende og uetisk grundlag, tænk blot på Michelangelos strengt forbudte obduktioner for bedre at kunne gengive kroppens sande indretning.

Et væld af forfattere er døde eller har lidt – og lider den dag i dag – Gulag-skæbnen for at skrive imod diktatoriske regimers ønsker.

Det er ikke så mange år siden, at Henry Miller sendte sig selv i eksil for at kunne skrive eksplicit om sex, mens Truman Capote stort set sendte en mand i galgen for at kunne blive færdig med ’Med koldt blod’. Hemingway og Fitzgerald beskyldte gensidigt hinanden for at stjæle idéer, mens Tove Ditlevsen blot beskrev sit og dermed alle andres liv tæt på sig.

Det står lysende klart, at man ikke kan vurdere et kunstværks værd på, hvad der måtte være sket af etiske eller juridiske overtrædelser under tilblivelsen.

Desuden er ikke bare mange af datidens overskridelser senere blevet den nye accepterede norm, de har ofte ligefrem vist vejen for den videre udvikling. Nøglen til kunstens ’ret’ til ikke at blive begrænset ligger lige her: For hvem ved, om ikke netop dét kunstværk, nogen skulle have (over-)mod til at sætte sig imod, siden hen vil vise sig af særlig stor værdi for menneskeheden?

Der er imidlertid et men. For nogle overskridelser er aldrig blevet accepterede som norm og har heller ikke udsigt til nogensinde at blive det: For eksempel dømmes Truman Capotes adfærd hårdt af den amerikanske nutid, mens Knut Hamsuns støtte til nazismen kaster lange skygger over hans personlige eftermæle (imidlertid ikke over hans værk, der var uafhængigt heraf).

Hvorvidt eftertiden vurderer en specifik overskridelse som et gode eller ej, kan opsummeres i dette ene ord: Magt. Er overskridelsen gået op imod en magt (som Michelangelos imod kirkens forbud mod obduktion), eller er den udtryk for et misbrug af egen magt (som Capotes fatale svigt af en dødsfanges tillid).

Hvor står vi så i dag – efter at kampen mod det 20. århundredes autokratiske regimer er vundet, efter 1960’ernes seksuelle frigørelse og den gamle spidsborgerkulturs fald, og ikke mindst efter 1970’ernes bekendelseslitteratur – er der så i vores del af verden nogen som helst autoritetsbastioner, der står tilbage som undertrykkere af den kunstneriske udfoldelsesfrihed (for dem, der her vil sige islamisme: prøv at se på, hvad der i Danmark uden problem udgives om islam)? Andet end dette ene: Hvor langt kan en forfatter tillade sig at træde ind over et andet menneskes privatsfære?

Litteraturen og historien (2)
Engang byggede vi pyramider ved hjælp af slaver. Engang havde kvinder ikke stemmeret, og engang så vi det som god børneopdragelse at slå børn.

Disse ting har vi ændret, uden at vores forgængere dermed blev skammeliggjort. Hvorfor så denne voldsomme bål og brand-truen med tab af alverdens klassisk kunst ved ethvert pip om muligheden for i denne ændrede verden at ændre syn på placeringen af de etiske overvejelser i den kunstneriske udfoldelse?

Hvad der er skrevet frem til i dag, vil jo blive stående i overensstemmelse med dets litterære værdi, fuldstændigt som vi fortsat værdsætter Karen Blixens ’Den Afrikanske Farm’, trods bogens for vor tid kolonialistiske og racistiske undertoner.

Hvad er det ved tanken om hensynet til næsten, der er så blasfemisk for visse dele af litteraturens verden? Det er jo ikke, fordi det ikke er muligt at skrive stor litteratur, der ikke i væsentlig grad baserer sig på en personlig overskridelse.

Dostojevskij havde ikke brug for at slå en pantelånerske ihjel for med Raskolnikov at kunne give os den mest geniale indsigt i skyldfølelsens feberhede cirklen om åstedet. Ej heller kørte Nabokov USA tyndt i månedsvis med en skolepige, som han voldtog igen og igen for at kunne gøre Humbert og Lolita chokerende virkelige.

Hvorfor er det så sådan, at mens vi tidligere iklædte andres personlige historier visse dækkende gevandter, så er der i dagens litteratur vævet så mange kostelige klæder til virkelighedens kejser, at kun et barn ville turde formaste sig til at efterspørge fantasien og forestillingsevnen?

Og hvad med dem, der står for skud?

Civilisation er ikke en endestation, men en kontinuerlig udviklingsproces. På stort set alle inter-menneskelige områder er den udvikling, vi har kæmpet for de sidste par hundrede år, gået i retning af større frihed for den enkelte: For det første frihed til at kunne udfolde sig på lige fod med alle andre, for det andet frihed til at kunne undgå overgreb.

Det eneste område, der udelukkende har holdt sig til den første og ikke er indgået i anden del af denne udvikling, er kunsten. Så mens kunstneren har fået større og større frihed til at udfolde sin kunst, som han måtte ønske det, er der ikke sideløbende udviklet en etisk kodeks til beskyttelse af den enkelte mod misbrug i en kunstnerisk sammenhæng. Dette har kunnet lade sig gøre, dels fordi skaderne alt andet lige har været relativt begrænsede, og dels fordi de mest har ramt ukendte eller i hvert fald umælende personer.

Inden for de fleste kunstarter er det heller ikke noget problem. Men i litteraturens verden har magtfuldkommenheden, koblet med dogmet om, at ’enhver grænseoverskridelse er af det gode’, ført os til et punkt, hvor vores kunst nu ramler sammen med det, vi normalt regner for det allerlaveste inden for underholdningsindustrien: afsløringen af andre personers private liv.

Mens det engang var tankerne og indholdet i det, der blev skrevet, der var det skandaløse og grænseoverskridende, er der nu gået ’Lille spejl på væggen der, hvem kommer først? Hvem er størst?’ i litteraturen.

Litteraturen og virkeligheden (1-2)
Men spørgsmålet er, om ikke kampen for den ubegrænsede ret til at inddrage reality-genrens metoder i litteraturen i sidste ende vil underminere netop den kunstens-ophøjede-ret-til-at-gøre-hvad-som-helst, som den benytter sig af?

I øjeblikket står det ganske vist 1-0 til litteraturen. Stort set alle, inklusive litteraturens udøvere, var dybt forargede over TV 3’s ’Sandhedens time’, hvori offeret både blev ’betalt’ og selv kunne bestemme, hvilke mere eller mindre pinlige sandheder der skulle frem i lyset. Men vi behøver blot kalde en sådan foreteelse kunst, så kan vi til stor applaus agere Den Almægtige (ytringsfrihedens galoperende helte!), der bestemmer, hvilke private afsløringer vi vil fremlægge, og tilmed om vi vil tillægge vores oftest uafvidende offer nogle ’sandheder’, der måske slet ikke er sande.

Jubii, vi vandt: kunsten er stor, større, størst!

Men ups, vi overså noget:

Der er intet, vi kan finde på af overtrædelser af privatlivets fred, der ikke allerede er gjort i den virtuelle virkelighed. Vi er lysår bagude. Blogs, der kreativt blander løgne og sandheder, har allerede mobbet teenagere til selvmord, twitters giver en velvalgt og nøjagtig refleksion af det virkelige liv, mens det leves, og youtube-klip af naboens familieopgør, ja selv mobilens gyldne mulighed, Happy Slapping (hvor et umotiveret overfald optages og dernæst mangfoldiggøres) udføres i mange tilfælde ud fra uafviseligt æstetiske principper.

Hvem skal afgøre, hvilke blogs, hvilken iscenesættelse eller happening der er kunst, og hvilke der ikke er det? Hvilke dogmer der gælder for os (kunstnere i det ærværdige medie bogen), og hvilke der gælder for dem (udøverne i de teknologiske medier)? Eller er det allerede for sent og sammensmeltningen en realitet: Både blogs og sms er for længst udgivet som romankunst, mens etablerede kunstnere lader deres værker premiere virtuelt.

Andy Warhols erklæring om at ’alle mennesker er kunstnere’ har fået ny aktualitet.

Litteraturen og magten (1)
Mens den kunstneriske udfoldelse i dag møder liden begrænsning, er kunstens udbredelse underlagt en nærmest diktatorisk magtfaktor: markedskræfterne.

Markedet har altid eksisteret og fungerede i lang tid udmærket. Men siden kapitalismen med Murens fald mistede sin ideologiske modstander, er det, som om systemet er løbet løbsk i en hvirvlende tornado, der ikke har andre mål at give os end adjektiverne: større, hurtigere, mere, rigere, flere … I denne adjektivistiske hvirvel kommer man meget hurtigt bagud, hvis man tænker sig om to gange. Den, der ikke løber hurtigere end sidemanden, ryger af banen og bliver dømt ude.

Der er ingen plads til hensynets forsinkelser. Enhver etik er som bly i skoene; her er der brug for doping og alskens andre af målet helligede midler. Hvirvlen fungerer som et griskhedens pyramidespil, og hvis du tøver, står din sidemand helt sikkert klar til at overhale.

At finanskrisen midlertidigt har fået hvirvlen til at sagtne farten, ændrer ikke det grundlæggende: For hvirvlen er narkotisk, ingen er klar til at vælge en anden vej, et helt andet værdisystem. Vel?

I hvert fald ser det ikke ud, som om litteraturen er det. Diktatorer censurerer normalt litteraturen, fordi den giver befolkningerne en forestilling om, at tingene kunne være anderledes – det farligste af alt for diktatorens magtposition. Markedet, der er enehersker i det meste af verden i dag, behøver slet ikke den slags midler. Markedskræfterne har et våben implicit indbygget: drukning.

Forfatteren kan skrive, hvad han vil, men hvis ikke han konformerer med markedskravene – måske fordi han netop ønsker at stå imod hvirvlens altdestruktive hærgen – så dømmer han sin litteratur til ukendthedens eksil.

Måske det er det, der får flere og flere forfattere til at springe på eller lade sig rive med af hvirvlens enorme inerti. Ja, hr. Diktator, hvad skulle det være? Og som diktatorens hof, underholdningsprogrammerne og sensationsbladene – der ikke lægger skjul på, at målsætningen ene og alene er tilfredsstillelsen af markedets diktat, dvs. at få så mange seere/læsere som muligt uanset hvordan – kan fortælle os: Udleveringen af privatlivet i alle dets former, fra personlig hovedrengøring til næstens skibskatastrofer, står øverst på Diktatorens ønskeseddel.

I dette lys bliver den litteratur, der kaldes grænseoverskridende, alene fordi den træder langt ind over et andet menneskes privatsfære, måske i virkeligheden den, der allermest konformerer med tidens magtfulde strømhvirvel?

Større, hurtigere, mere privat, flere detaljer, nye …

Litteraturen og magten (2)
Alle mennesker besidder magten på et eller andet område, om ikke andet så over deres børn, hvordan de behandler andres tillid, om de er venlige eller uvenlige over for buschaufføren osv.

Mens ingen kan vælge, hvordan magten udøves over for os (ej heller markedets magt, som vi alle er så forbandet nødt til at underlægge os), har vi en ubetinget mulighed for at vælge, hvordan vi udøver den magt, vi selv besidder. Derfor er den klareste måde, en person kan karakteriseres på, ved den vis, hvorpå han udøver sin egen magt.

Forfattere regner sig traditionelt for dem, der går op imod magthaverne og stiller disse til ansvar. Men hvordan forvalter vi den magt, der via pennen er givet os selv?

Måske det er dette spørgsmål, jeg ikke skulle have stillet. For det giver anledning til en nagende tanke: Om ikke litteraturen i dag – stik modsat vores selvforståelse – sjældnere går op imod nogen magt, end den gør brug af egen overmagt?

Længe leve ytringsfriheden! Og ikke et ord om, at det, der engang blev etableret til beskyttelse af de magtesløses ret til at ytre sig mod de mægtige, nu om dage fejres som de mægtiges ret til at trampe på de magtesløse. For velkommen til festen!

I en verden, hvor den eneste begrænsning af den kunstneriske udfoldelse er hensynet til næsten, begynder den fortsatte insisteren på retten til at overtræde alle grænser i hvert fald at ligne et evigt pubertetsopgør mod en ikke-eksisterende forældreautoritet.

Hvordan kan man kritisere andres magtmisbrug, hvis man misbruger den magt, lille eller stor, som man selv er givet? Hvordan kan man seriøst tale den svages sag, hvis man selv tramper på den, der er svag i forhold til ens egen magt?

Hvis ikke vi tager vores egne ords magt alvorligt, hvordan kan vi så mene, at nogen andre skal?

Kunstens etik handler ikke om lovgivning. Den handler ikke om regler. Den handler heller ikke om ikke at skrive bøger, der udfordrer autoriteternes, ideologiernes og konventionernes magt. Den handler netop om at gå imod magten, også dér, hvor man selv er magthaver: i udøvelsen af sit kunstneriske talent.

I en magtgrisk verden er det mest revolutionerende, man kan gøre, ikke netop at undlade at gøre brug af sin magt?

Selvfølgelig kan vi skrive, hvad vi vil.

Så længe vi ikke insisterer på, at kunstens magt består i retten til at misbruge denne magt. Så længe vi tager kunstens magt så alvorligt, at vi lærer os den kunst at have magt.

Så længe vi tjener kunstens almagt og ikke markedets overmagt. Så længe kan vi nemlig også stadig fastholde, at ’det er noget andet med kunst’.

For ikke at blive skudt alverden i skoene, understreger jeg, at ’vi’ er retorisk og absolut ikke alleomfattende ment.