Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Ib Michael i et  af sommerhusets  annekser. I et andet har han sit skriveværelse. Foto: Jacob Ehrbahn

Ib Michael i et af sommerhusets annekser. I et andet har han sit skriveværelse. Foto: Jacob Ehrbahn

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ib Michael: Vi har en slags litterær indremission

Ib Michael blander sig i debatten om forfatteres brug - eller misbrug - af virkelige personer.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Lad være med at holde balancen i en kajak, den gør det for dig, du skal bare sidde stille«, siger forfatter og kajak-entusiast Ib Michael og omfatter pagajen på terrassen og havet, der kan høres bag træerne, i én bevægelse.

Selv om vi ikke skal på havet, er det meget apropos balance, vi skal tale om denne blæsende forårsdag i hans sommerhus ved Kikhavn.

Balancen mellem digt og virkelighed i en tid, hvor genreblanding er på mode, og den ene forfatter efter den anden lader selvbiografi og fiktion mødes: Knud Romer, Lone Hørslev, Kim Leine, Christel Wiinblad, Julia Butschkow, Morten Sabroe, Ib Michael og flere til.

Et emne, som forfatter Janne Teller for nylig tog under behandling i essayet: 'Kunstens magt, magtens kunst'

I sin selvbiografisk funderede trilogi ’Blå bror’ (2006), ’Sorte huller’ (2007) og nu ’Vilde engle’ lukker Ib Michael således familie, venner og afdøde slægtninge ind i romanuniverset.

»Det er et mærkeligt dogme« Men er han som kunstner fritaget for ansvar, bare fordi han er kunstner? Har forfattere ikke et hensyn at tage over for de mennesker, de involverer i deres fiktion og udstiller for læserne? »Nej. Undskyld mig, men nej!«, siger Ib Michael med engageret stemme og kropssprog.

Han har hørt det argument før – og for nylig læst det i flere af avisernes anmeldelser af ’Vilde engle’:

»Kunst er et spørgsmål om at komme ind, hvor noget rykker. Jeg har skrevet en erindringstrilogi (Vanillepige-trilogien, red.) før denne, og der er ingen af de mennesker, som dengang var i levende live, det være sig min far (portrættet af faren i ’Vanillepigen’ og ’Brev til månen’ er ganske barskt, red.), der har følt sig gået for nær«.

»Jeg har kun mødt personer, der har følt sig småfornærmede over ikke at være med. Det er et mærkeligt dogme det der«, siger Ib Michael og ryster på hovedet.

Kontrakten med læserne
Han hælder mere grøn te op fra kanden i den østligt udseende tevarmer og henviser til den kontrakt, han føler, han meget tydeligt laver med læserne, for eksempel i ’Vilde Engle’, hvor han krydser sine erindringer fra tresserne med tsunamien, som han oplevede på klods hold i Thailand 26. december 2004:

»Jeg benytter mig af en jegfortæller, men vi er ikke ti sider inde i ’Vilde engle’, før han har fået det halve hoved revet af af en betonblok under tsunamien – jeg ved ikke, om folk nogensinde har set mig i den tilstand ... Vi er heller ikke ti sider inde, før jegfortælleren har byttet tegnebog med et ansigtsløst lig. Meget har jeg foretaget mig, men det har jeg ikke gjort. Det er folkeskoleviden, at en jegfortæller ikke må identificeres med forfatteren«.

Ib Michael balancerer mellem at more sig og være irriteret over de anmeldere, der mener, at hans trilogi er underholdende, men også har alvorlige problemer med at få romankunst og selvbiografi til at gå op i en højere enhed.

For eksempel skriver Erik Skyum-Nielsen i Information under overskriften »Ib Michael foran egoets alter«, og Lars Handesten mener i Kristeligt Dagblad, at der her sker en forarmelse af både roman og selvbiografi, og at »Selvbiografien bliver ramt på sin inderste nerve – autenticiteten«.

»Men jeg viser fra begyndelsen læserne, at, kære venner, det her er fiktion. Derefter synes jeg ikke, det er antageligt at gå fejl i det. Så dumme er vel selv ikke anmeldere. Jeg har en ærlig kontrakt med læseren. Så kommer nogle anmeldere og forvrider det. Det, synes jeg, er akademisk uhæderlighed«.

Genkendelige privatpersoner
Ib Michael mener, at det selvoplevede og de virkelige personer er nerven i fiktionen.

»I ’Idioten’ af Dostojevskij er der en scene, hvor en mand står foran en henrettelsespeloton. I sidste øjeblik bliver han benådet, og lige siden den oplevelse har livet manglet intensitet«.

»Den scene har en stor forfatter fået til at leve fra århundrede til århundrede, og nu kommer underteksten: Det er Dostojevskijs egen historie! Han var medlem af et ildeset politisk segment i det daværende Rusland, og blev dømt til døden som oprører, men i sidste øjeblik benådet af zaren. Og det er det, jeg også gør«.

»Jeg flytter oplevelser fra min egen privatsfære over i en romanperson. I mit tilfælde oplevede jeg tsunamien, den er min ’time zero’, men jeg flytter oplevelsen over i manden, der får hovedet halvt revet af – over i fiktionen«.

Knud Romer skrev også ’roman’ på titelbladet til ’Den der blinker, er bange for døden’, men det halve Nykøbing Falster genkendte sig selv og hinanden, og flere brokkede sig over at blive udstillet i erindringer, der ikke stemte overens med deres egne.

Det er ligegyldigt
I Ib Michaels romantrilogi optræder kolleger, venner, far, søster og datter. Men hvorfor inddrage private, navngivne personer i en erklæret roman?

»Fordi de udfylder deres roller med 100 procents præcision, de er lige præcis de mennesker, de skal være. Og det er lige præcis så ligegyldigt, som det er for eftertiden, at det var Dostojevskij selv, der stod foran henrettelsespelotonen«.

Tror du det er ligegyldigt for dem?

»Jeg har ikke fået klager, og jeg synes oven i købet, at personidentifikationen er meget afslappet i denne her trilogi. For du kan ikke vide, om Inger er Inger Hansen eller Inger Christensen. Eller om Henrik er Henrik Nordbrandt eller en anden Henrik«.

»I min erindring var de Inger, Henrik og Poul (Borum, red.). Det var de mennesker, der skabte min ungdom, og jeg ville lave et roman-univers om ungdom og sørge for, at de arketyper var til stede i kunstnerens ungdom. Poul er en roman-Poul og Inger en roman-Inger«.

Alligevel vælger Ib Michael ikke at kalde dem ved andre navne.

»De skal jo hedde noget. Jeg kunne selvfølgelig kalde dem Knud-Børge, men så ville man bare råbe ’Nøgleroman!’«.
Forældre på tryk

Portrætter af forældre hører naturligvis til i blandingsgenren selvbiografi og roman.

Vagn Lundbye gav et uforsonligt billede af sin far i ’Trefoldighedsbarn’, Kim Leine et hårrejsende et af sin incestuøse far i ’Kalak’.

Morten Sabroe skriver barskt og hudløst om sin mor i ’Du som er i Himlen’ og ’Kærlighedskrigeren’, og Ib Michael gør op med sin familietyran af en far i ’Brev til månen’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg spørger, hvordan det opfattes søskende imellem, at den ene udstiller fælles forældre på tryk.

»Min elskede storesøster, Lilian, som jeg har portrætteret gennem trilogien, blev ked af det og vred, da hun læste portrættet af min far i Vanille-trilogien, men der er ikke nogen af os, der er sandhedsvidner. Hendes oplevelse af min far var af gode grunde helt anderledes end min, og hun skal være ærlig over for sin, og jeg skal være ærlig over for min«.

»Hvis kunsten kan noget, er det netop at indsætte personer i et psykologisk billede og en større sammenhæng. I ’Brev til månen’ kommer tilgivelsen, da jeg ser et foto af min far som 19-årig. Han var en fattig soldat, vokset op som adoptivbarn, der ville frem i verden. Jeg forstår ham, jeg ser ham som en kriger, jeg ser mig selv som en kriger. Jeg ser ærligheden i det spil«, siger Ib Michael og kommer selv ind på, at underholdningsværdien også spiller en rolle.

»Hvem ville gide læse den her roman: Jeg voksede op i Roskilde, det var meget lykkeligt, mine forældre var så søde, og vi var i Tivoli fire gange om året. Hey, du er da allerede stået af«, smiler han: »Vi ved godt, det ikke er den slags historier, vi bliver skabt af«.

Ud på Youtube
Jeg spørger, om der er nogen forskel på det at tage private personer med i en roman og lægge den ud i boghandlen og det at filme naboen og lægge klippet ud på YouTube.

»Der er en kæmpe forskel. Det ville være dybt uinteressant at tage en video af sine naboer, men det er ikke dybt uinteressant at iscenesætte et romanunivers, hvor den begavede læser ved, at det hverken er min far eller naboen, der optræder, men ord på papir«.

I første del af trilogien skrev Ib Michael, at alle erindringer er fiktion, og at hans er romaner.

»Jeg kan ikke gøre det ærligere. Jeg mener, at folk, der skriver erindringer, er lige så fulde af løgn som folk, der skriver romaner, bare på en anden måde. Det er de, fordi man udvælger, iscenesætter og undlader – ikke mindste det man udelader, er med til at fortegne et billede«.

»Sandheden i litteratur findes ikke. Det, jeg er forpligtet til med min formel, er at skabe et autentisk billede. Et fuldt sanset billede 360 grader rundt. Men jeg er ikke forpligtet på sandhed, korrekte navne og kronologi«.
Puritansk, skandinavisk projekt

Det var Per Højholt, der engang sagde, at en forfatter ikke bør tage af hovedstolen, altså skrive selvbiografisk. Men det er noget vås, mener Ib Michael:

»Der er i dansk litteratur skabt det dogme, at man ikke må tage af hovedstolen. Hvis man ikke tager af hovedstolen, er man tilbage i stiløvelser. De er udmærkede, men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om de alle sammen skal udgives«.

»Jeg er så lille et menneske i et stort univers, at jeg ikke kan tømme hovedstolen. I øvrigt kan man bare gå ud i verden og lave sig en ny. Mine oplevelser under tsunamien kunne jeg ikke tømme på tyve år«, siger Ib Michael, der mener, at dogmet om hovedstolen er et puritansk, skandinavisk projekt.

»Vi er – ikke tilfældigt som nordboere – dem, der har en slags litterær Indre Mission. Det må ikke blive for sjovt, det må frem for alt ikke blive underholdende, og vi skal endelig ikke tømme hovedstolen. Som om hovedstolen var en potte pis!«

Efter en af de værste tsunami-katastrofer i historien skrev Ib Michael reportager til Politiken, men først med ’Vilde engle’ kom han ned i substansen – fire år tog det at komme dertil, siger han.

»I reportagerne kunne jeg ikke skrive om den altovervejende meningsløshed, jeg havde oplevet. At jeg var blevet styrtet ud i et totalt gudløst univers, for hvad fanden ligner det? Alle disse mennesker, der var taget på ferie i Thailand og andre steder med deres små børn. Hvad er det for en gud – helt ærligt. Den meningsløshed kunne jeg slet ikke skrive om i en reportage. Det kan jeg i ’Vilde engle’. I det større rum, romanen er«.

Dan Brown på koralrevet
Da flodbølgen havde trukket sig tilbage, hjalp han med at bygge det lille samfund, hans skrivehytte ligger i, op. Og mens han fortæller om det, vender han tilbage til sin kritik af anmelderstanden, eller rettere en anmelder i særdeleshed.

»I 15 år i træk har jeg nu haft Weekendavisen på nakken. Men det eneste, der nogensinde har gjort mig vred, var, da Lars Bukdahl i sin sidste anmeldelse skrev, at jeg rejste hjem umiddelbart efter tsunamien. Er han fuldstændig æreløs, og kan man tillade sig at skrive sådan en eklatant løgn i sin avis? Jeg blev derude i to en halv måned, jeg stak ikke halen mellem benene. Han må være den eneste, det ikke er gået op for«.

At hjælpe med genopbygningen er svaret på, hvordan man kommer videre efter at have oplevet Syndfloden.

»Vi kunne gøre noget, vi kunne bygge op. Vi samlede penge ind på internettet, og jeg dykkede på koralrevet for at rense det for blikplader, skrald og Dan Browns ’Da Vinci Mysteriet’ – den åndssvage bog lå på alverdens sprog derude, for folk havde ligget og læst den på stranden«.

»Der stod 12 flyvere fra SAS, som ville have fløjet mig gratis hjem, og jeg benyttede mig ikke af en eneste af dem«.

Noget tyder på, at Ib Michael har det med anmeldere, som Lille Claus havde det med degne.

»Jeg tror, min person irriterer dem. Jeg er fandeme også så irriterende,« siger han og griner: »Jeg tager væk fra den danske vinter og er altid solbrændt, jeg er gennemgående i godt humør og insisterer på følelser og drama i det, jeg skriver«.

»Jeg sælger rigtig mange bøger, og når en forfatter går fra at være almindelig læst og til at blive bestseller, sker der det omvendte hos nogle anmeldere; han bliver udsat for hån, som Jens Christian Grøndahl og Carsten Jensen for eksempel«, siger Ib Michael og hælder op fra den for længst tomme tekande, mens han kommer i tanker om flere grunde:

»Jeg lader mig se til filmpremierer og er ikke for fin til at medvirke i ’Hvem vil være Millionær’ for at skaffe penge til en god sag. Jeg er en del af den folkelige danske kultur, og jeg er stolt af det. Det er et valg, jeg har taget. Og det generer dem, der er mere puritansk indstillede. Vi taler om et mindretal, men selv om jeg nu var verdens største Se og Hør-idiot, har det stadig ikke noget med mine bøger at gøre«.

Fortegning af virkeligheden

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Læserne har til gengæld en stor stjerne: »Læsere er en fantastisk sammensat størrelse i Danmark. Et meget stort og tværgående segment. Måske er læsere dem, der bedst kan bryde den sociale arv. Min respekt for læseren«. Men ingen hensyn over for de private mennesker, der ender i romanerne? Ib Michael holder en lang pause, måske den første, mens vi har talt, men der er ingen tøven, da han svarer. »Litteratur må forstås som et projekt på sine egne præmisser, så nej, ingen hensyn«.







»Romanformen er en fortegning af virkeligheden – ligesom en karikaturtegning. Men jeg har nogle gange ladet en person, der er med i bogen, læse teksten igennem. Han eller hun må også godt bestemme, om de vil have et andet navn. Men det har jeg aldrig været ude for. Jeg spurgte også min egen datter, før ’Vilde engle’ skulle afleveres. Men når man har skrevet roman på titelbladet, er der ingen, der behøver gå galt i byen«, siger han og tilføjer så: »Andet er der ikke i det. Ud over at man eventuelt kan vigte sig med, at man har inspireret til en stor skurk«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden