Sergi Pámies er 11 år, da han flytter tilbage til Barcelona, som hans familie havde forladt på flugt fra Francos fascistiske Spanien.

Året er 1971, Francoregimet er ved at bløde op, og da hans far tager ham med på Camp Nou for at se FC Barcelona, bliver Sergi Pámies genfødt på stedet – som Barça-fan.

FC Barcelona »er en taberklub i en taberby, hvilket passer perfekt ind i hele min eksistens på det tidspunkt.

Som søn af borgerkrigens tabere havde jeg gennem hele min barndom hørt på, hvordan mine forældre beklagede sig (…) Da jeg kom hertil, havde Barça intet vundet i 12 år. (…) Alle vidste, at Barça altid tabte, og at det altid var Madrids skyld eller på grund af regnen«.

Underkuelse og raseri
I en region, der gennem århundreder har følt sig fodlænket til centralmagten i Madrid, har FC Barcelona inkarneret underkuelsen og raseriet.

Lige indtil 1973, hvor den hollandske verdensstjerne Johan Cruyff ankommer og fører klubben til det spanske mesterskab i en sæson, hvor Barça med smukt kombinationsspil afviser enhver modstand – ikke mindst fra ærkerivalerne Real Madrid, der bliver knust 0-5 på egen bane midt i den forhadte centralmagts hovedstad.

Efter 75 år, hvor klubben har defineret sig selv i opposition, spiller den pludselig på egne præmisser og tegner skitserne til den storklub og det brand, fodboldelskere over hele verden kender i dag.

Sergi Pámies’ historie er én blandt mange øjenvidneberetninger i journalisterne Tonny Vorms og Martin Tønners veldokumenterede og i passager intenst medrivende bog ’Den våbenløse hær’, der går grundigt til værks i optrevlingen af FC Barcelonas 110 år gamle historie som en institution, der, som klubbens officielle slogan siger, er ’mere end en klub’.

På stadion og på gaden
I en velkomponeret vekslen mellem reportager, interview og historieformidling, forener Vorm og Tønner fodboldjournalistik og kulturhistorie i et kronologisk forløb gennem byens brølende 1920’ere, den spanske borgerkrig, Francoregimet, den sportslige revolution med Cruyffs ankomst og frem til klubbens nuværende status som global markedsmastodont.

Vi er med under indvielsesceremonien af klubbens første stadion, Les Corts, i 1922, hvor et rasende publikum sender en pibekoncert mod den spanske nationalhymne, og vi er med i Barcelonas gader, hvor terrorhandlinger, strejker, kirkeafbrændinger og præstemord tegner skyggen af den kulturelle opblomstring, byen oplever i begyndelsen af det 20. århundrede.

Det er en voldsom periode, hvor catalanernes voksende selvtillid er under diktaturets konstante administration, der i lige så høj grad rammer FC Barcelona, hvor bl.a. tvivlsomme dommerkendelser og forhalinger af spillerindkøb forhindrer den lige vej mod den storklubstatus, catalanerne drømmer om.

På den måde politiseres ethvert mistænkeligt dommerfløjt i en grad, så skriget på tribunerne bliver et ekko af de revolutionære røster uden for stadionmurene. Det skrig forstummer, da Francos soldater har besejret Barcelona som sidste skanse mod diktaturets almagt i 1939, og fire år senere får Barça-spillerne besøg af chefen for den statslige sikkerhedstjeneste i omklædningsrummet før en udekamp mod Real Madrid.

Med hele militærdiktaturets styrke bag truer han indirekte spillerne på livet, og efter 45 minutter står der 8-0 til Real Madrid, som vinder kampen 11-1.

Hvor er den danske vinkel?
Sådanne begivenheder har skrevet klubbens lidelseshistorie og hives stadig frem, når offerrollen skal iscenesættes til at brande den globale forretningssucces, FC Barcelona har udviklet sig til i en vestlig verden på jagt efter autenticitet og nationale fortællinger.

Tonny Vorm og Martin Tønner lægger ikke skjul på, at de har mere end skævet til Jimmy Burns ti år gamle fodboldklassiker ’Barça – A people’s passion’, der behørigt krediteres, når den optræder som kilde.

Men enkelte steder fornemmer man forlæggets direkte tilstedeværelse uden nævnelse, som da kapitlet om likvideringen af klubpræsident Sunyol kaldes ’Døden om eftermiddagen’ – Burns betitler samme kapitel med samme Hemingwaycitat. Lidt klodset, når nu bøgerne ligger så tæt op ad hinanden.

For hvad skal vi med endnu en bog om FC Barcelona, kan man undre sig. Det kunne have været interessant med en dansk vinkel om, hvordan det er lykkedes klubben at brande sin lidelseshistorie, så danskere såvel som tyskere og japanere melder sig ind i kulten omkring en – globalt set – perifer national konflikt.

Uvæsentlige sidehistorier
I stedet serviceres de danske læsere af ubetydelige interview med Allan Simonsen, John Lauridsen, Per Frimann og Morten Skoubo (Michael Laudrup havde ikke tid), hvor den catalanske kultur forsvinder i en tåge af dansk hyggesnak i bogen svageste halvdel fra Johan Cruyff til i dag.

Hvorfor skal vi høre om Allan Simonsens fortrydende tilbageblik på skiftet fra Barça til engelske Charlton, når det ikke bidrager til historien om klubben som socialt og politisk fænomen?

De to forfattere har boet i Barcelona – Martin Tønner gør det stadig – og er inkarnerede Barçafans, og deres store kendskab til byen og klubben sikrer alligevel bogen selvstændig autoritet.

Gennem reportager inviteres læseren med i landskaber af tabuiseret historie, og når fortiden skal animeres, tager de dygtigt imod hjælp fra datidens digtere, der supplerer de historiske fakta med poesi og forvandler periodiske snit til levende tableauer.

Forfatterne forføres af kilderne
Vorm og Tønner har talt med gud og hvermand i både Barcelona og Madrid, og de mange interview – med pensionerede fans, eksspillere, sportsdirektører, samfundsdebattører og filosoffer – bidrager nuanceret med interessante vinkler. Det er ikke kun en skrivebordspræstation.

Men af og til forføres forfattere af sine kilder, som når den nationalistisk catalanske forfatter Albert Sánchez Piñols demagogiske udtalelser om regionens folkesjæl får lov at stå ukommenteret hen.

Eller da »det endelige bevis på (Francos) sorte hånd« – Guruceta-skandalen i 1970 – alene fortælles gennem citat af den nationalistiske catalanske forfatter Manuel Vázquez Motalbán. Er der tale om myte eller fakta i sådanne citater?

Her savner man forfatternes distance, og det efterlader nogle ærgerlige gråzoner i det, der ellers er bogens allerstørste styrke: navigeringen mellem historiske fakta og de mange myter om FC Barcelonas skæbne.

Det lykkes dog langt hen ad vejen og løfter bogen op over den fascinationslitteratur, der dominerer markedet for fodboldbøger. Ved at punktere myterne og holde dem op imod historiske fakta, bliver bogen alment interessant som en fænomenologisk beskrivelse af, hvordan en mytoman omgang med sandheden kan udnyttes opportunistisk – politisk, socialt og kulturelt.

Så kom Cruyff
Så langt så godt. Johans Cruyffs ankomst i fortællingen er imidlertid central i mere end én forstand.

Ud over at ændre FC Barcelonas skæbne fra en taber- til en vinderkultur, knækker den desværre også bogen i to. Med Cruyff forsvinder bogens kulturelle og politiske substans i regulær fodboldjournalistik, der beskriver The Dream Team, Maradona, Laudrup, Lineker og Ronaldinho, som man har set så mange gange før.

Det er stadig medrivende læsning, men man savner den balancerede kobling mellem kultur og fodbold, som lykkes i dele af bogens første halvdel. Fascineret fodboldlitteratur har vi nok af. Men bøger, der formår at løfte fodbold til kulturstof uden at bedrive overintellektualiserende voldtægt, er en sjældenhed.

Sådan en er ’Den våbenløse hær’ dog stadigvæk et af de bedre danske bud på.