Jeg har besluttet mig til - for første gang i tyve år - at rydde op i alle mine bøger. Som jeg har ventet, finder jeg ved samme lejlighed en hel del skjult støv, og et par sære ting, der er bortkommet i årenes løb. Det er ikke andet, end hvad man kunne forvente. Og bøgerne vækker naturligvis en del minder fra mine syvogtredive år som forfatter. Det er heller ikke andet, end hvad man kunne have forudset. Og naturligvis må det indimellem være et tankevækkende gensyn. Digtere har det jo med at skrive små hilsener til hinanden af mere eller mindre betydning, som regel mest af mindre, f.eks: »Tak for din nye bog, hvor var den god, hermed en ny fra mig med venlig hilsen og tak for sidst - din X«. Andre dedikationer var med helt nye, og af og til ligefrem originale digte eller sætninger, der ellers ikke var beregnet til at komme på tryk. Mange af disse bøger har hilsener fra forfattere, der nu er over alle bjerge, døde unge, halvgamle, eller i en moden alder. Der var forbavsende mange, der var døde. Men det var måske heller ikke andet, end hvad man nu kunne forvente, når man begav sig ind på en så livsfarlig vej som at blive forfatter. Det ved man jo. Digtere skal gå så meget ondt igennem, og så helst dø rimelig unge og ludfattige, for at blive til noget. Men det var nu ikke det, vi havde forestillet os, da vi begyndte at skrive. Selv ikke en af de yngste, Michael Strunge, havde dén idé, da han skrev i en bog: »Lad os mødes i natten, folde drømmens faner ud, og leve fuldt ud«! Sådan noget, som man kunne forvente, at en ung, romantisk forfatter ville skrive til en ældre kollega, som han beundrede lidt, og prøvede på at leve op til. Strunge ringede mig op nat og dag og foreslog, at vi »realiserede os selv som digtere«, eller noget i den stil. Det gjorde vi da også, så godt vi nu hver især kunne, på værtshusene ude i byen. Strunge kom i sin rødternede kilt med sort eller rødt punkhår, jeg kom med min midterskilning og hvide jakke. Natten gungrede af sted og vi var nattens vilde dyr. Men da det kom til stykket, var der ikke meget interesse for vores poesi. Kun i meget snævre kredse. Men det havde selvfølgelig også en betydning.