En omdiskuteret tegneserie-forfatter og syret essayist, der debuterer som en stærkt selektiv kunsthistoriker.

Ja, hvorfor i grunden ikke, når nu emnet hverken er sengotiske dommedagsrelieffer, tidlige italienske madonna-med-barnet-fremstillinger eller franske gravfigurer fra det sene 1500-tal, men noget af så almen interesse for menneskeheden (ikke mindst den menneskelige forfatter selv) som 25.000 års erotisk kunst.

Bogen er tilmed illustreret med udvalgte eksempler fra kunsthistorien og andre historier, til glæde for dem, der er for utålmodige til at læse om emnet og hellere vil kigge billeder og forsvinde ind i dem.

Her er alt lige fra klassisk smukke renæssancemotiver af Albrecht Dürer, Lucas Cranach og Michelangelo til mere hårdtslående pornografiske fotografier fra vor tid af Vanessa Beecroft og Terry Richardson.

Solgte LSD i skolen
Alan Moore – den lille bogs kontroversielle forfatter – er 55 år, så det er kun den absolut allersidste del af de 25.000 år, han har været med til at opleve. Men disse år gør han til gengæld også en del ud af i sin tekst.

Han er en mand, der har en tydelig svaghed for tegneserie-tegneren Robert Crumb og lader til at have set flere af kultinstruktøren Russ Meyers semi-pornografiske film, hvad i øvrigt kun få faguddannede kunsthistorikere kan eller tør prale af.

LÆS ARTIKELSide 9-pigen udstilles som kunst

Alan Moore er i det hele taget en mand, der kender sin ’low culture’ og kan sit tegneserieunivers. Moralist vil ingen beskylde ham for at være. Heller ikke, selv om han har forbedret sig en del, siden han 17 år gammel blev smidt ud af Northampton Grammar School, fordi han solgte LSD.

Det var nu heller ikke på grund det faktum, at han var en af verdens dårligste LSD-pushere, at han er blevet (tegneserie)forfatter – i øvrigt med titler som ’Watchmen’, ’Lost Girls’ og ’From Hell’ på sin bibliografi.

Sandheden er snarere, at han ikke har kunnet lade være med at lave det, han til enhver en tid havde mest lyst til at gøre. På det seneste har han fået lyst til at lave et større og sammenhængende stykke om kunsten set i lyset af den form for menneskelig kontakt, der i sidste instans sikrer artens beståen – og behovet for flere vuggestuepladser.

Venus – en ældre dame
Når tidshorisonten i Alan Moores nye bog går så langt tilbage, er det på grund af et ganske bestemt eksempel, som illustreres som noget af det første: den såkaldte Venus fra Willendorf.
Frugtbarhed.  Venus fra Willendorf. Limsten. Højde: 11,1 cm. 24.-22.000 f. Kr. Foto fra bogen: Naturhistorische Museum, Wien.Hun kaldes sådan, fordi hun er fundet nær byen Willendorf i Østrig – ikke på grund af sine Venus-mål. For de er fraværende. Med sin datering til 22.000-24.000 år før Kristus er hun måske den ældste skulptur, som kunsthistorien kan give noget bevidst skabende individ æren af.

Noget portræt er det ikke. Ansigtet er så godt som fraværende, hvad man til gengæld ikke helt kan sige om hendes bryster eller hendes skød.

Et og andet ved skulpturen kunne godt tyde på, at den har haft relation til en ekspanderende frugtbarhedskult. Man skal helt frem til den flamske maler Rubens’ billede af tre meget fyldige gratier for at finde et kvindeideal, der i dag ville være lige så umuligt at få ned i en badedragt eller op på en badevægt.

Man ved ikke, hvem der har skåret eller hugget den gamle Venus-figur i limsten. Men Alan Moore minder om, at Robert Crumb i en tegning har givet et bud på billedhuggeren, og at denne mand til forveksling ligner tegneren selv: en lille, liderlig hulemand, der sidder i sin hule med sit seneste værk, som i denne historiske forbindelse er det tidligste.

Græsk homo-erotik
Med hensyn til det erotiske – og det homo-erotiske – overlod grækerne ikke meget til fantasien. Det fremgår meget tydeligt af deres vasemalerier, hvor mænd elsker med drenge, måske for at give dem en indføring i ekskovskunsten. Indføring.  Elskere fra det gamle Athen. Udsmykning i rødfigurstil på drikkeskål, fra det 5. årh. f. Kr. Foto fra bogen: The Antiquities and Cast Gallery. Courtesy The Ashmolean Museum Picture Library, University of Oxford

Middelalderen havde straks et lidt andet syn på emnet. Ganske vist veg tidens kunstnere ikke tilbage for at afbilde alt det, som man ikke bør tale højt om, når der er gejstlighed til stede. Men motiverne havde skiftet valør.

Nu ville man vise, til kollektiv skræk og advarsel, hvad der kunne ske, hvis de menneskelige drifter og lyster fik frit løb. Med kirken som streng moralsk linjevogter skulle det anskueliggøres, hvad der kunne overgå det menneske, der ikke foldede hænderne i tide og holdt lasterne i ave.

Således kan det erotiske billede både være et udtryk for lysternes uhæmmede tilfredsstillelse – og for det, der kunne blive følgerne af lidt for meget sanselighed. Nemlig dommedag og evig skærsild.

Adolf Hitlers kønsliv
Alan Moore kan sin Freud. Når det gælder erotikken, tror han ikke, at forbud hjælper. Tværtom. Hvis man prøver at lægge restriktioner ind over kønsdriftens frie udfoldelse, kan det i værste fald få verdenshistoriske konsekvenser.

Han nævner Adolf Hitlers kønsliv som et oplagt eksempel på, at ting godt kan komme ud af kontrol, hvis man holder for meget igen på det forkerte tidspunkt.

Moores konklusion er, at kulturer, der har været seksuelt progressive, har givet os matematikken, litteraturen, filosofien, civilisationen etc., mens seksuelt restriktive kulturer bare har givet os middelalder og Holocaust.

I det 20. århundrede har pornografi og kunst fået mindre og mindre tilfælles ifølge Alan Moore, som er bekymret. Ikke blot i kraft af hjemmevideoen, men især på grund af internettet har hvert hjem fået mulighed for at indrette sin egen private pornobiograf.

Tiden har vist, at folk slet ikke er så bange for pornografi, som de er for at blive opdaget eller genkendt, mens de ser den. Det problem er de nu ude af, hvor det hele er blevet et mellemværende mellem en mand, hans computerskærm og en god internetopkobling.

Nu kan han få afreageret alle sine fantasier i enrum uden at ulejlige pæne mennesker. Men det er gået ud over den kunstneriske dimension i fremstillingen.

Erotikken er blevet en luder
Alan Moores hu står i den grad til, hvad den moralsk set meget vovede kunst – og illustrationskunst – turde gøre i den sidste fjerdedel af 1800-tallet, dengang det dristige stadig havde en kunstnerisk dimension.

Han savner den engelske tegner Aubrey Beardsley, som sandsynligvis sublimerede al sin erotiske energi ind i de tegninger, han udførte. På sit dødsleje beordrede han dem alle sammen ødelagt, fordi han frygtede for eftertidens moralske dom. Hans nærmeste familie var ulydig, til alt held for kunstens historie.
inkarneret  porno. Felicien Rops: Pornokrates. Pastel og gouache på papir. Musee Provincial Felicien Rops, Namur, Belgien. Foto fra bogen: Erich Lessing/ Art Resource, NY Alan Moore har ikke høje tanker om dagens aktuelle erotiske billeder. Han mener, at erotikken i mellemtiden er blevet en luder, som alle holder i lænker hjemme i deres kælder, men som ingen ønsker at tale om. Hun er unævnelig, men tilgængelig, og forfatteren ser forventningsfuldt frem til den dag, hvor luderen igen kan blive en gudinde.

Måske er ’Pornokrates’ en sådan gudinde. For en af Moores store helte er den belgiske symbolist Félicien Rops, som i 1878 tegnede denne nøgne kvinde, der går tur med sin gris kun iført netstrømper, høje hæle, hat, smykker, slør og et hvidt bind for sine utvivlsomt smukke øjne.

For Moore er Pornokrates selve pornografiens ånd. Men hun går tydeligvis i den forkerte retning, dvs. tilbage i tiden, hvor man finder de fleste gode eksempler.

Den lille bog med Alan Moores essay er bundet ind i et sirligt dekoreret Art Nouveau-agtigt omslag, som om den venligst er udlånt fra en bogsamling med speciale i 1800-tallets mindre dydige slutning.

Alan Moore: 25.000 Years of Erotic Freedom, Abrams, 96 s., ill. Ca. 200 kr.