fakta

Kurt L. Frederiksen: Fribytteren. Om Jørgen Jürgensens eventyrlige liv. Borgen, 430 sider. 399 kroner.

Claus Ib Olsen: Vi, Jörgen Jörgensen. En biografi. Lindhardt og Ringhof, 290 sider, 199 kroner.

Jørgen Jürgensen blev født i en velhavende københavnerfamilie i 1780, han tabte sit hjerte til England og døde forvist, fattig og fordrukken på Tasmanien i 1841.

Jürgensen var en højt begavet fantast, som tumlede gennem livet med magtfulde beskyttere, afsløringer, pinligheder, tugthuse, dødsdomme, vidtløftige planer og ødelæggende ludomani.

Han blev sømand, spion for den engelske krone i Napoleonskrigenes Europa, opdagelsesrejsende i Sydhavet, forfatter, pirat, straffefange og enehersker på Island.

Claus Ib Olsen og Kurt Frederiksen har skrevet hhv. den femte og den sjette bog på dansk om Jürgensen. Frederiksens påstand om, at Danmark helst vil glemme den vanskelige og kontroversielle dansker, forekommer lidt søgt.

Frederiksen kryber i 'Fribytteren' dramadokumentarisk ind under huden på Jürgensen og prøver at digte personen frem, mens Olsen i 'Vi, Jörgen Jörgensen' beretter Jörgens eventyr med velprøvet adskillelse af fakta og fiktion.

Islands enehersker
Begge fortæller kronologisk fra barndom til død og lader hovedpersonens liv spejle sig i den store historie med Napoleonskrige, opdagelsesrejser og kolonier. Jürgensen endte sit liv deporteret til Tasmanien. I sin ungdom havde han været med til at opdage det indre Tasmanien og til at grundlægge øens hovedstad Hobart.

Nu engagerede han sig i udryddelsen af øens oprindelige folk som journalist, forfatter og politimand. Hvis der ikke bliver skredet ind over for europæernes selvtægt på Tasmanien, skrev Jürgensen, »vil vi se en race af skabninger blive udryddet fra Jordens overflade – en race, som Gud har anbragt på netop dette sted«.

Jürgensens stjernestund var en sommermåned i 1809 midt under Napoleonskrigene, hvor han udråbte sig til 'Protector' af Island. Danmark var allieret med Napoleon mod England, Jürgensen støttede England og kom til øen med en engelsk sæbefabrikant, der ville købe talg.

Efter en vanvittig kæde af begivenheder endte Jürgensen med at blive øens enehersker, hvorefter han proklamerede Islands selvstændighed af Danmark komplet med et blåt flag med tre hvide torsk. Det endte ikke godt.

Sin egen værste fjende
Hverken Frederiksen eller Olsen giver nogen tilfredsstillende forklaring på deres hovedpersons selvmodsigende og selvdestruktive karakter. Han var sin egen værste fjende, og »når virkeligheden en gang imellem overskyggede fantasiens fikserbillede – og når fantasten, posøren og den faktiske person skulle være i stue sammen, så gik det galt og det sorte hul åbnede sig for ham«, skriver Olsen.

'Vi, Jörgen Jörgensen' er en vellykket bog. Uden så mange falbelader, stramt redigeret og uden at romantisere fortæller den fængslende om Jörgensens liv. 'Fribytteren' er derimod ordrig og ufokuseret.

Den teknik, der virkede så godt i Frederiksens bøger om Knud Rasmussen, bliver her til farvelade, og man taber interessen for hovedpersonen.

Frederiksen lader Jürgensen opsummere sit liv med ord, der også karakteriserer 'Fribytteren': »For vidtløftig både i stil og detalje. Desuden har jeg troet på, at vidtløftigheden i sig selv gav sammenhæng og en lykkelig slutning. Men det er noget vrøvl«.

»Alt i mit liv«, skrev Jørgen Jürgensen selvkritisk i et brev, kort tid før han døde, »drejede sig om, hvordan jeg selv kunne gøre mig bemærket«. Hvad der ikke lykkedes for Jürgensen, mens han levede, lykkedes nu – efter døden. Læs Olsen og Frederiksen og læg mærke til Kongen af Island. Han ville have nydt det. Og fortjent det.