Da Kirsten Lylloff var overlæge i Aalborg, gik hun ofte tur på kirkegården. Hun forstod ikke, hvorfor der var så mange barnegrave med tyske navne, der alle var døde omkring 1945. I 1997 begyndte hun at læse historie på Åbent Universitet, og da hun skulle skrive sin første opgave, valgte hun at efterforske, hvem navnene på gravstenene tilhørte. Kulsort historiekapitel Med sin rapport, der blev trykt i Historisk Tidsskrift, åbnede Kirsten Lylloff for et kulsort kapitel i den danske efterkrigstidshistorie: Flere tusinde tyske flygtninge - hovedsageligt børn - døde, fordi de danske myndigheder og læger ikke behandlede dem for sygdomme, der let kunne være helbredt. Værst var det i 1945. Her døde i alt 13.492 tyske flygtninge i Danmark. 7.000 af dødsofrene var børn under fem år. Humanitær katastrofe Opgaven, der senere blev til rapporten 'Kan lægeløftet gradbøjes?' ramte danskerne som et lyn og gjorde med et slag Kirsten Lylloff danmarksberømt. Nu er hun tilbage med en ny, rystende ph.d.-afhandling om de 10.000 tyske flygtningebørn, der uledsaget kom til Danmark i de sidste måneder af krigen. »Jeg kunne ikke slippe børnene. Jeg var nødt til at finde ud af, hvad der skete med dem. Og mine opdagelser var voldsomme: Der blev fra myndighedernes side lagt en benhård linje over for de tyske børn«. »De blev set som fjender af Danmark og kom til at bære straffen for krigen og det had, danskerne havde til tyskerne. Den behandling, de fik, var simpelt hen en humanitær katastrofe«, siger Kirsten Lylloff, der i morgen forsvarer sin ph.d.-afhandling ved Københavns Universitet. Historiebøger bør omskrives Gennem halvandet år har hun pløjet arkivmateriale fra Udenrigsministeriet, Røde Kors og Sundhedsstyrelsen igennem for at finde oplysninger om de tyske flygtningebørn. Antal og dødstal lå der, men nogen form for generel information var umådelig svær at finde. Til at fortælle historien om de tyske flygtningebørn havde Kirsten Lylloff som udgangspunkt Henrik Havreheds doktordisputats fra 1987. Konklusionen i disputatsen var, at vi i Danmark havde behandlet de tyske flygtningebørn, som vi skulle. Via Havreheds disputats trevlede Kirsten Lylloff langsomt historien op, om børnenes tid fra flugten til Danmark til hjemrejsen et par år senere. Og hendes konklusion er en ganske anden. »I historiebøgerne står der, at vi behandlede de tyske flygtninge overmåde godt. Den historie vil jeg gerne omskrive«, siger hun. Flugten Historien om de tyske flygtningebørn starter i Tyskland. Russerne rykkede i det tidlige forår 1945 ind i Preussen, Pommern og Berlin. Mange tog flugten, da tyskerne var rædselsslagne for russerne. Alle børn under 14 år blev evakueret fra byerne, og en del endte i Danmark. Da russerne rykkede nordpå, blev store dele af Østtyskland afskåret fra resten af landet, og den eneste flugtvej var over Østersøen. Omkring to millioner mennesker flygtede den vej med både. De vesttyske havne var oprindeligt bådflygtningenes mål, men da skibene blev beskudt og torpederet, og der var kaos i havnene, fortsatte en del skibe til København. Her endte cirka 250.000 tyskere fra marts 1945 til 4. maj samme år. Af dem var omkring 100.000 børn. 10.000 kom uledsagede. Dels var de flygtet fra russerne under frygtelige forhold. Dels havde mange set deres forældre blive skudt under flugten, opdagede Kirsten Lylloff. Uanende forældre Børnene, der kom til København, kunne se frem til to år i danske flygtningelejre, der skulle vise sig at være nogle af de værste flygtningelejre i Europa. I lande som Polen og Tjekkoslovakiet blev de tyske flygtningebørn behandlet bedre. Mange var forældreløse, men faktisk kom der syv hele skoler til Danmark. En hel del af børnene havde derfor forældre i Tyskland, som ikke anede, hvor de var. Og de danske myndigheder gjorde intet for at hjælpe dem. Børnene forsvandt ind i flygtningelejrene. Her i landet var der 4 deciderede børnelejre, hvor ca. 2.000 af børnene blev anbragt. Den største af lejrene var Kastrup-fortet på Amager i København. Her boede 5-600 børn. Derudover lå en lejr på Lolland, en lejr ved Vingsted i Vejle og en lejr i Højer. Resten - omkring 8.000 børn - boede i særlige barakker i voksenflygtningelejrene. Omsorg på lånt tid Da flygtningene sejlede ind i København, blev de ikke registreret. Først i efteråret 1945 blev der lavet et kartotek over de tyske bådflygtninge. Flygtningene fik udleveret et spørgeskema på gebrokkent tysk, som de skulle udfylde. Det spørgeskema fandt Kirsten Lylloff på Rigsarkivet. »Jeg forsøgte selv at udfylde et. Det var mig helt umuligt, selv med alle mine uddannelser. Systemet var absolut uhåndterligt. For eksempel stod der ikke, om en mor havde tre børn med, så hvis man blev væk fra sine børn, var de nærmest umulige at finde igen. Det var umuligt at regne ud, hvem der var i familie med hinanden«. Enkelte af børnene var blevet set af danskere, der blev så berørt af deres tilstand, at de tog børnene med hjem. Disse børn var heldige. De fik omsorg i de danske plejefamilier, og modsat mange spædbørn, der endte i lejre, døde ingen. Men det var et fåtal - omkring 50 børn endte hos danske familier, men på lånt tid. I juli 1945 slog myndighederne til: De familier, som havde tyske børn boende, blev ved lov påbudt at aflevere dem til lejrene. Der var en del protester fra de danske familier, men intet at gøre. Drengen fra Rødovre I sin research stødte Kirsten Lylloff blandt andet på en 5-årig tysk dreng, der havde boet hos en familie i Rødovre. Han blev hentet af politiet, da familien nægtede at udlevere ham. Drengen kunne ikke længere tale tysk. Han kunne kun dansk og blev sendt til en lejr, hvor det var strengt forbudt at tale andet end tysk. Der stopper drengens historie. Ingen ved, hvad der blev af ham. »I flygtningelejrene var det alles kamp mod alle. Der var ikke mad nok til børnene, og det gjaldt i høj grad om at skaffe sig lidt ekstra ved at kende andre i lejren. De forældreløse børn kendte ikke mange voksne, og derfor var det dem, der havde det sværest. Administrationen var uhyre hård. Børnene skulle for alt i verden isoleres og gemmes af vejen«, fortæller Kirsten Lylloff. Kjærbøl En mand ved navn Johannes Kjærbøl »poppede op som en prop« overalt, hvor Kirsten Lylloff ledte efter oplysninger om flygtningebørnene. Han var chef for Flygtningeadministrationen. »Det gik meget sent op for mig, hvor stor indflydelse han havde. Hans ekstremt konsekvente politik var ufravigelig, uanset hvor mange der bad om en blidere behandling af børnene. Hans ord var lov, og ofte behandlede han selv enkeltsagerne. Hans afgørelser var altid firkantede og hårde. Børnene skulle for enhver pris holdes inden for pigtrådens hegn«, siger Kirsten Lylloff. Johannes Kjærbøl var arbejdsminister under Scavenius-regeringen. Da Frihedsraadet var med til at danne regering efter kapitulationen, modsatte modstandsfolkene sig, at ministre fra Scavenius-regeringen kom med i befrielsesregeringen. Johannes Kjærbøl kom derfor i stedet til at stå i spidsen for flygtningelejrene - og det blev skæbnesvangert for de tyske børn. »Kjærbøl var bange for, at befolkningen skulle protestere, hvis de tyske flygtninge blev behandlet for godt. Han var upopulær i 1945, fordi han var en af samarbejdspolitikkens repræsentanter. Derfor førte han en benhård linje over for lejrene, hvor han afskar flygtningene fra enhver form for kontakt med lokalbefolkningen. Også børnenes skolegang og madrationer blev skåret ned til et minimum«, siger Kirsten Lylloff. Sultne børn For eksempel var det forbudt at donere tøj, mad og legetøj til børnene. Hvis det alligevel skete, fik giveren en påtale fra politiet. Al nødhjælpen kom fra svenske og amerikanske hjælpeorganisationer. Dansk Røde Kors afviste at hjælpe. To af lejrenes fire daglige ledere forsøgte flere gange at lette børnenes hverdag. Helga Jessen, der ledede Kastrup-fortet på Amager, skrev flere gange brev til myndighederne og bad om lov til at lade børnene bade ved stranden. Før nogen var vågne og selvfølgelig under skarp bevogtning. Lejren lå helt ned til strandkanten, men alligevel fik hun et lodret nej. Ingen måtte risikere at se børnene. Samme lejrleder blev snuppet i at forfalske antallet af børn, i håb om at skaffe mere mad. Lejrpersonalet skulle indberette, hvor mange børn der var i lejren, og derfra blev madrationerne delt ud. Helga Jessen talte i sine indberetninger også de børn med, som var indlagt på hospitaler. En enkelt gang skrev hun 54 børn på listen, som var på hospitalet. Deres madrationer ville hun dele ud blandt lejrens børn, som altid klagede over, at de var sultne. Myndighederne opdagede finten, og Helga Jessen fik en hård irettesættelse. Adgang forbudt for journalister Som et måbende spørgsmålstegn står, om ingen opdagede, hvor skidt børnene havde det. Og om ingen brokkede sig. Johannes Kjærbøl gjorde alt, hvad han kunne for at undgå en offentlig debat om flygtningebørnenes kår. To gange lykkedes det alligevel at skabe offentlig interesse for lejrene. Fra Havreheds disputats stødte Kirsten Lylloff på to kronikker i Politiken skrevet af forfatteren og samfundsrevseren Poul Henningsen. I Det Kongelige Biblioteks avissamling fandt hun kronikkerne, der handlede om flygtningelejrene. Flere lejrledere og lokale havde henvendt sig til journalister for at klage over forholdene for de tyske flygtninge. Derfor inviterede Kjærbøl 5. marts 1946 30 udvalgte journalister til at se Kløvermarkslejren på Amager. Ingen journalister fik lov til at besøge lejrene for de uledsagede børn. Presseshow Efter besøget i Kløvermarkslejren skabte Poul Henningsen furore i avisspalterne. Ved fremvisningen havde børnene sunget sange, fået nyt tøj og journalisterne fik serveret et festmåltid. Poul Henningsen rasede. Han mente, besøget var iscenesat og et skinbillede på den virkelighed, flygtningene levede under. »Et show af denne art kan kun gengive, hvad ledelsen ønsker frem, og giver ingen mulighed for kritik«, skrev han. Poul Henningsen opfordrede til sagsanlæg mod myndighederne og krævede bedre forhold for de tyske flygtninge. Han blev efterfølgende af politikere skældt hæder og ære fra i avisen og truet med injuriesag. I offentligheden blev sagen hurtigt glemt. »Fremvisningen afspejlede på ingen måde virkeligheden. Langsomt gik det op for mig, at Poul Henningsen havde ret i sin kritik«, siger Kirsten Lylloff. Poul Henningsen var den ene dansker, der formåede at skabe opmærksomhed om de forhold, de tyske flygtninge levede under efter krigen. Til gengæld vidste myndighederne i Berlin, hvad der foregik i Danmark. Skolelærerne På samme tid som PH skrev sine kronikker, var en livlig korrespondance ved at komme i gang mellem Berlin og tyske skolelærere i flygtningelejrene. I landsarkivet på Sjælland, i Rigsarkivet og i Dansk Røde Kors' arkiver gravede Kirsten Lylloff sig igennem mere end tusinde sagsmapper. Her fandt hun nødråb sendt som breve fra skolelærerne, der havde ledsaget børnene til Danmark til myndighederne i Berlin. »Arkiverne ligger som bunker rundt om i landet. Jeg åbnede over 1.000 pakker og bladrede dem igennem. Det tog halvandet år«, fortæller Kirsten Lylloff. For at arbejde som lærer i Tyskland under krigen var det nødvendigt at være medlem af det nazistiske lærerforbund. Da skolelærerne kom til Danmark og ville undervise børnene, forbød de danske myndigheder dem det. En nazist måtte ikke undervise, lød forklaringen. Og derfor blev skolegangen varetaget af unge piger. Ingen af dem var uddannet lærere, og i lejrene var der intet undervisningsmateriale. De værste forhold i Europa Utallige breve fra skolelærerne strømmede til Berlin, hvori lærerne beskrev de forhold, børnene levede under: Der var ikke nok mad, der var mangel på medicin og mangel på lægebehandling. Mange af børnene var traumatiserede og led under mangel på omsorg. Ingen forlod lejrene, før sidste mand var sendt ud af landet i 1949. Skolelærerne var en vigtig kilde i opklaringsarbejdet. Magistraten i Berlin sendte forespørgsler til Dansk Røde Kors for at høre, om det virkelig stod så slemt til. Brevene blev arkiveret. Men på trods af forespørgslerne fra Berlin gjorde ingen noget ved problemet. »Da flygtningene efter krigen efterhånden blev sendt tilbage til Tyskland, insisterede de tyske myndigheder på, at de første flygtninge, der skulle hjem, var dem, der var endt i Danmark. Berlins magistrat opfattede forholdene i de danske lejre som de værste i Europa for berlinerbørnene«. Etnisk udrensning Her ender sporet for Kirsten Lylloff. Hvad der senere blev af børnene, ved ingen. »De uskyldige børn, som kunne være med til at sprænge det had, vi danskere havde til tyskerne, blev isoleret og gemt af vejen. Selv om jeg ikke kender til deres skæbner efter opholdet i Danmark, må det utvivlsomt have ødelagt en stor del af dem«, siger Kirsten Lylloff. Hun håber, historien om de omkring 10.000 tyske uledsagede flygtningebørn alligevel kan lære os noget i dag: »De tyske børn, der kom til Danmark, er simpelt hen den største, humanitære katastrofe i moderne tid i Danmark. Vi er nødt til at skrive historien korrekt, så vi kan lære af den«. »Når vi hører om etniske udrensninger og snakker om de uhyrligheder, der blev begået både blandt hutuer og tutsier i Rwanda og på Balkan, skal vi lige huske os selv på, at vi har opført os ud fra samme normer på grund af etnisk had«.