Enhver propagandist vil i et eller andet omfang prøve at få folk til at se lyset. I Marilynne Robinsons tilfælde skal det tages bogstaveligt.

Hun argumenterer for, at det religiøse verdensbillede ikke behøver være formørket, men i stedet rummer et lys i sit syn på livet, som de rationelle forklaringsmodeller ikke åbner for.

’Absence of Mind’ – ’åndsfravær’ – er udsprunget af en forelæsningsrække på Yale. Det er et indlæg i debatten mellem neo-darwinister og fortalere for tanken om intelligent design bag livets og Universets tilblivelse.

At mange amerikanske skolebørn foruden evolutionsteorien skal lære, at Jordens historie alligevel også kun udspiller sig over ganske få årtusinder er galimatias i et nutidigt videnssamfund. Men kristendommens lod i debatten rummer andet end skinger fundamentalisme og oppustelige tv-prædikanter.

Marilynne Robinsons bog er et forsøg på at kvalificere debatten på et helt andet åndrigt niveau.

Reduktion af menneskelivet
Marilynne Robinson debuterede med ’Hus og hjem’ i 1980 og har i alt kun skrevet tre romaner.

Til gengæld bliver der læst og sat pris på, når den amerikanske forfatter endelig giver lyd fra sig. Som hun gjorde det i 2004, hvor ’Gilead’ vandt Pulitzer-prisen. Også i rollen som essayist er Robinson en stemme, man lytter til.

LÆS OGSÅMarilynne Robinsons Pulitzerbelønnede roman nu på dansk

’Absence of Mind’ må oversættes til ’åndsfravær’, selv om det engelske ’mind’ betyder både ’sind’, ’ånd’, ’tankegang’ og mere til. Grundspørgsmålet er, om der er et fravær af ånd eller ej.

Er der noget på spil i menneskelivet og Universet, som ikke kan reduceres til et spørgsmål om mekanik og genetik?

Marx, Freud og Darwin
Marilynne Robinson kritiserer en række døde og levende naturvidenskabelige formidlere, deriblandt »Darwins Rottweiler« Richard Dawkins (’The God Delusion’ og ’Det selviske gen’), for at forvandle videnskabens redskaber til en ideologi, hvis primære formål er at udelukke andre forklaringsmodeller.

En dårlig vane, som Robinson mener, den positivistiske videnskab har lidt af siden 1800-tallet. Dengang var man involveret i en kamp mod en religiøs overmagt. Det er man ikke længere.

Men Robinson hævder, at mange videnskabsformidlere stadig er mest optaget af at hævde lige præcis deres budskab på bekostning af alle andres.

At kvantemekanikken peger på, at vi lever i et univers, hvor det åbne udsagn nærmest er et grundvilkår, er ikke en indsigt, der i nævneværdig grad præger den mentalitet, hvor fravær af bevis automatisk tages som bevis på fravær.

Marilynne Robinson vender de vante positioner på hovedet.

Den positivistiske videnskabs fortalere bliver skildret som eksperter i at klippe hæle og hugge tæer for at få regnestykket til at gå op. Det moderne gennembrud bliver udsat for kritik.

Hun hævder, at man har gjort det til en vane at opfatte Marx, Freud og Darwin som dele af en sammenhængende, uafviselig modernitet, selv om deres forklaringsmodeller er gensidigt uforenelige.

Den skjulte helt
Alle er de dele af en rationalisme, som hævder at ville befri mennesket fra overtro.

Men Robinson peger interessant nok på, at de er fælles om en grundlæggende mistro til individets muligheder for at udtrykke sig selv frit. Hver især ser vi verden absolut individuelt igennem vores sanser og sind.

Men ifølge marxisten handler vi imod vores egne objektive interesser, ifølge freudianeren er vi styret af skjulte drifter og bekæmper symbolske fjender, mens vi ifølge en biolog som Richard Dawkins intet foretager os, som ikke er dikteret af det selviske gen.

Selv om vi bilder os noget andet ind, handler vi udelukkende, som vi gør, for at fremme vort eget arvemateriales interesser. Robinson hævder heroverfor, at det er et postulat, at mennesket er selvisk, fordækt og kun har grund til at nære mistro til sine egne motiver.

Som modargument forfægter hun altruismen. Den kendsgerning at mennesker i stort og småt og tit og ofte handler uegennyttigt uden hensyn til egeninteresser. Den skjulte helt i Robinsons forestilling om mennesket er den barmhjertige samaritaner.

Foreløbig indsigt
Piller man en hjerne fra hinanden, ligger der ikke en ånd eller en sjæl tilbage på dissektionsbordet.

Alligevel hævder Marilynne Robinson, at sindet, bevidstheden, sjælen, er en port til lyset. Der er sammenhænge, som ikke kan forklares ved hjælp af at splitte alt til atomer.

Stoffet i Universet interagerer med en kompleksitet, som mennesket kun har en begrænset indsigt i. Menneskets hjerne er sindrig, men forstår endnu langtfra sin egen kompleksitet. Så Robinson synes, hun har en god sag, når hun opponerer imod videnskabelig skråsikkerhed.

Erfaringen viser, at definitive svar med tiden som regel ender med at være en foreløbig indsigt udsprunget af en historisk kontekst.

'Kind of Blue' og Primo Levi
Robinson tror, at ånden findes. Det kan ikke måles og vejes, men vi føler hver især, vi er noget, der betragter verden.

Ånden er et rigt indre liv, der helt konkret har givet sig udtryk i menneskets historie, civilisation og kunst, og som det ikke giver nogen mening at reducere til reaktioner på stimuli eller genetiske impulser.

En eller anden gnist har på et eller andet tidspunkt antændt kødet og forvandlet det. Det kan være distraherende, når Robinson involverer sig i konkret polemik med navngivne modstandere.

Men det ændrer ikke på bogens inspirerende spørgsmål: Hvorfor skulle det give bedre mening hele tiden at ville gøre tilværelsens under mindre? Hvorfor er tilfældighed at foretrække som forklaringsmodel i et univers, der har kunnet skabe noget så komplekst som den menneskelige hjerne?

Vi ved så meget. Men vi ved nok mindre, end vi tror. Så meget har videnskaben lært os. Hvis Gud eller en anden sammenhængskraft findes i Universet og mennesket, finder man den nok hverken med mikroskop eller teleskop.

Det selviske gen har hverken lavet ’Kind of Blue’ eller skrevet Primo Levis erindringer.

LÆS OGSÅDen vigtigste jazz-plade fejrer 50 år

LÆS OGSÅPrimo Levi omsætter smerte til kunst og sort humor