Som arkitekturteoretiker og -forsker ligner Carsten Thau – professor ved Akademiets Arkitektskole – ingen anden i sin egen boldgade. Det specielle ved ham er, at han slet ikke er nogen typisk specialist. Han har ikke ét område, han som forsker dykker ned i. Han har adskillige.

Med ’Arkitekturen som tidsmaskine’ – som er en samling essays, artikler og forelæsningsmanuskripter af forskellig længde – har han gjort en slags status over store dele af sit forfatterskab og samlet overvejelser over en arkitektur, der i sin form, struktur og funktion er forbundet med alt, hvad der på nogen måde kan kaldes menneskeligt.

Altså en arkitektur, der fungerer som et næsten maskinelt produkt af en epokes særlige sociale og kulturelle betingelser.

Associationer i alle retninger
Carsten Thaus nye bog har derfor nok bygningskunst som hovedtema, men den har det i videste forstand. Men man ville tage gruelig fejl af hans forhold til arkitektur, hvis man forventede, at bogen stringent besindede sig på dette ene tema, som så meget andet kunsthistorisk litteratur gør det.

Den er det modsatte af snæversynet. Hvor andre specialiserer og begrænser sig, gør Carsten Thau det modsatte.

LÆS ARTIKELKunstprofessor langer ud efter Per Stig

Hvor andre fastholder, at man kun kan komme i dybden med et udvalgt emne, hvis man opfatter stort set alle andre emner som digressioner og distraktioner, lader han sig udfordre af sin egen forgrenede nysgerrighed og sine foruroligende evner til at associere kvalificeret i alle retninger.

Disse associationer virker altid relevante, fordi de er øjenåbnende. De ikke bare viser, men også beviser, at det meste i denne verden hænger sammen for den, der evner at se sammenhængen, og som ved hjælp af sproget kan pege den ud for os andre.

Forelæser med legendestatus
Det er ved hjælp af det sproglige udtryks rigdom og præcision, at Carsten Thau formår at gøre en forskel på væsentligt og uvæsentligt. På det punkt indgås der ingen kompromiser. Som taler og forelæser har han nærmest fået legendestatus.

Men man har ikke det indtryk, at det skrevne sprog flyder helt så let fra ham. Her arbejder han med at organisere og koncentrere det, han vil sige. Derfor er han ikke altid lige nem at følge, når han bevæger sig i dybden.

Men man overkommer gerne rejsevanskelighederne, fordi han i ganske særlig grad kan skabe interaktivitet mellem de områder, der optager ham, fra malerkunst, grafik, filmkunst til alverdens mekaniske og videnskabelige forsøg på at efterligne mennesket som form og funktion.

Carsten Thau lægger ud med at definere den menneskelige bolig og dens grænser. For boligen er kroppens forlængelse. Derefter bevæger han sig i det offentlige rum. Næste afsnit på turen i tidsmaskinen er de overdækkede gallerier, ’passagernes arkitektur’, som tidligere var et særkende ved Paris.

Fra italieneren Piranesi og hans romantiske arkitekturfantasier fortsætter rejsen over Venedig og frem til vor tid, hvor han gør et eftertænksomt ophold ved bl.a. Bauhaus, Mies van der Rohe, neofunktionalismen og kunstneren Olafur Eliasson.

Thaus brede interessefelt gør ham selvskreven til at beskrive Olafur Eliassons værk, som han i et historisk perspektiv foretrækker at tolke som neobarokt. For den »deler med barokken interessen for optiske illusioner, for flydende grænser mellem det kunstige og det naturgivne, det spektakulære, den iscenesatte verden«.

Inddrager kultfilm
Undervejs gør Carsten Thau også en afstikker til filmkunsten, til kultfilmen ’Blade Runner’. ’Blade Runner’ tolkes, så man næsten beklemt og forlegen bliver mindet om, hvor væsentlig en film Ridley Scott drejede dengang i 1982, og hvor mange inspirerende overvejelser, den kan give anledning til.

Så meget bliver gravet frem i denne analytiske gennemgang, at man nærmest gennem associationernes mylder står med en definition på et væsentligt kunstværk: Det er det værk, som der i det uendelige kan siges væsentlige ting om.

Et andet af bogens meget givende kapitler er ’Interiøret som verdensteater – John Soanes hus og museum i London’, som er et af de mest besynderlige lokaliteter, som nogen samler og museumsgrundlægger nogensinde har rejst over sine interesser.

Kvaliteten er høj
Når man fremhæver noget i en bog så rig på overvejelser som denne, risikerer man, at det, der ikke nævnes, forveksles med noget, der ikke bør fremhæves. Det er ikke tilfældet.

Kvaliteten er høj. Det er kun tilgængeligheden, der kan variere. ’Forsinkelsen i glasset’ – om Marcel Duchamps store glas – er et af de sværeste, måske fordi ’glasset’ selv er så uigennemskueligt.
MODEL.  Som illustration til den vanskeligt tilgængelige tekst 'Forsinkelsen i glasset' finder læseren bl.a. billeder af en installation af Diller & Scofidio. Foto: Fra bogen Grundlæggende er Carsten Thau idéhistoriker. Idéhistorien er en metavidenskab, der foretrækker at se kulturens differentierede manifestationer så meget fra oven, at der kan opstå mønstre og forbindelseslinjer mellem emner, der under normale omstændigheder ligger langt fra hinanden og har hver sit separate faglige domæne.

Når bogens bidrag henviser til hinanden uden direkte at gentage hinanden, er det på grund af disse forbindelseslinjer. De enkelte artikler er valgt, fordi de forklarer og belyser hinanden som kapitler i et erkendelsesforløb. Alt er dog redigeret på plads til lejligheden.

Kun en enkelt mikroskopisk smutter er blevet registreret under læsningen. Det samme citat af Th. Adorno optræder ét sted i bogen på tysk, et andet sted i dansk oversættelse. Citatet lyder: »Kunst er magi befriet for den løgn at være sandhed«.

Det er så sandt, som det er skrevet. Men det er også magisk og kunstnerisk, og det gælder for meget af den sande kunstneriske magi, der stråler ud fra en bog som ’Arkitekturen som tidsmaskine’.